Annonce

Ny afgang: Brian Mikkelsen forlader regeringen

Tredje minister i rap, der inden for kort tid forlader dansk politik og Løkke-regeringen
Erhvervs- og vækstminister Brian Mikkelsen (K) forlader regeringen og dansk politik med øjeblikkelig virkning - til fordel for et job ny direktør i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.

Det oplyser Brian Mikkelsen i et tweet.

"Jeg er både stolt, bevæget og begejstret på en og samme tid. Jeg bliver ny adm. direktør i Dansk Erhverv. Efter 24 år i politik begynder et nyt kapitel, hvor jeg skal stå i spidsen for Danmarks førende erhvervsorganisation," skriver han i tweetet.

Brian Mikkelsen afløser Jens Klarskov som direktør for Dansk Erhverv. 58-årige Jens Klarskov stopper "efter gensidig aftale" efter godt 10 år i spidsen for organisationen.

”Tiden er inde til at lade nye kræfter træde til, der kan føre Dansk Erhverv videre i henhold til vores strategi. Og derfor er det en stor glæde, at Brian Mikkelsen har takket ja til posten som Dansk Erhvervs nye adm. direktør og til at stå i spidsen for den fortsatte markante udvikling af Dansk Erhverv. Vi glæder os i bestyrelsen til at arbejde sammen med Brian, der blandt andet har erfaring fra 24 år i Folketinget og 12 år på forskellige ministerposter. Han er den bedst tænkelige person til at stå i spidsen for Dansk Erhverv fremadrettet," siger Dansk Erhvervs formand Jens Mathiesen i en pressemeddelelse.
Løkke skal til Dronningen torsdag

Brian Mikkelsen udtræder derfor både af regeringen og Folketinget og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går til Dronningen torsdag, oplyses Statsministeriet, for at udpege en afløser.

"Brian Mikkelsen har igennem mange år været en dygtig og engageret minister. Han brænder for at gøre en forskel – og har gjort det både som kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister igennem en lang årrække.

Personligt har jeg sat overordentligt stor pris på mit tætte, tillidsfulde og konstruktive samarbejde med Brian. Jeg vil gerne ønske ham stort tillykke med de nye udfordringer og ser frem til samarbejdet i hans nye kapacitet. I det lys vil jeg gå til Dronningen i morgen for at justere regeringens sammensætning," skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Det er mindre end to måneder siden, at Lars Løkke Rasmussen sidst var hos Dronningen for at præsentere nye ministre, da Søren Pind og Esben Lunde Larsen også valgte at forlade dansk politik.
Pape Poulsen: Et tab for partiet

Nyheden om Brian Mikkelsens afgang ærgrer den konservative partiformand og justitsminister Søren Pape Poulsen, der kalder det 'et tab' for både partiet og regeringen.

"Først og fremmest er jeg ubetinget glad på Brians vegne over, at han har fået en unik mulighed for at kæmpe videre for dansk erhvervsliv. Men samtidig skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er et tab for Det Konservative Folkeparti. Og ikke mindst et tab for regeringen.

Brian Mikkelsen er en af de dygtigste, rareste, mest positive og nede på jorden personer jeg har kendt i politik. Tænk at han har kunnet bevare smilet og den positive energi i så mange år. Et kvart århundrede i Folketinget og 12 år som minister," skriver han på Facebook.

52-årige Brian Mikkelsen har siddet i Folketinget siden 1994 og har undervejs været både kultur-, justits- og økonomiminister. Brian Mikkelsen har alle årene været opstillet og valgt i Holbækkredsen.

Han afløses i folketinget af Brigitte Klintskov Jerkel, der i forvejen er inde i folketinget som suppleant, mens Brian Mikkelsen har været minister.

Opdateres

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet