Ny aftale med musik i, K-medlem smækker med døren og V i frit fald

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til fredagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, hvor vi som vanlig samler en lille håndfuld af døgnets øvrige vigtigste nyheder og artikler.

I løbet af de seneste 24 timer har regeringen landet tre grønne aftaler, om Nordsøolien, om naturparker og om elbiler. Det kan du læse mere om, andet steds på siden.

I Aktuelt kan du i stedet læse om en ny politisk aftale med musik i, en opsigtsvækkende meningsmåling, en udmeldelse fra et borgerligt parti og  en pause i Brexitforhandlinger.


Flere musicals på Det Kongelige Teater

Et flertal i Folketinget har fredag aften indgået en ny, fireårig aftale for Det Kongelige Teater. Det oplyser Kulturministeriet. Det skriover Ritzau.

"Det vigtigste ved denne aftale er, at den lægger op til, at Det Kongelige Teater fortsat holder de klassiske dyder højt, men også fokuserer på at række ud til nye målgrupper," siger kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau.

Med aftalen er det håbet, at Danmarks nationalscene vil nå ud til et bredere publikum end hidtil. Blandt andet ved hjælp af musicals.

Derfor indebærer aftalen, at der skal være bedre mulighed for at opsætte musicals på Det Kongelige Teaters scener.

Desuden skal teatret skrue op for sin digitale formidling ved blandt andet at vise virtuelle forestillinger. Endelig skal der være flere tilbud til børn og unge.

Læs hele historien her.


Ny meningsmåling: Venstre i frit fald

Venstre står i en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for TV2, til at få 16,4 procent svarende til 30 mandater. Det er 13 mandater færre, end de sidder i Folketinget med i dag.

Socialdemokratiet går til gengæld frem til over 30 procent af stemmerne. Det er en fremgang på næsten tre procent på en måned. I den seneste måling fra oktober stod de til at få 27,9 procent af stemmerne.

Konservative er nu mindre end fem procent fra at indhente Venstre, som det største borgerlige parti. De konservatove står i målingen til 10,8 procent.

Målingen viser fortsat stort rødt flertal.

Se hele målingen her.


Konservativ krænker melder sig ud

Folketingsmedlem Orla Østerby, der forleden fik frataget alle sine ordførerskaber, som konsekvens af at han gentagne gange havde befamlet partifællen Birgitte Klintskov Jerkel har meldt sig ud af Konservativt Folkeparti og er fremover løsgænger i Folketinget. Det skriver Avisen Danmark.

"Jeg gør det som en konsekvens af partiets håndtering af sagen i oktober, hvor jeg blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd over for en kollega," siger han til avisen.

Orla Østerby har tidligere undskyldt for den grænseoverskridende adfærd, som han dog sagde at han ikke huskede.

Med Orla Østerbys udmelding er den konservtive folketingsgruppe igen på 12 mand, som den var, inden Marcus Knuth skiftede fra Venstre.

Læs hele historien her.

 

EU og Storbritannien afbryder Brexit-forhandlinger

Og til endnu en skilsmisse. Denne gang en som har været lidt længere undervejs. EU og Storbritannien har her til aften afbrudt forhandlingerne om en ny frihandels- og samarbejdaftale, der skal danne grundlaget under det nye forhold efter brexit, som træder i kraft efter nytår. Det skriver DR.

Ifølge en fælles udtalelse er uenighederne, når det kommer til blandt andet fiskeri og lige konkurrencevilkår fortsat for store til, at de kan lande en aftale på nuværende tidspunkt.

Nu vil Michel Barnier, der forhandler på vegne af Danmark og de andre EU-lande, orientere kommissionsformand Ursula von der Leyen om tingenes tilstand, mens den britiske chefforhandler, David Frost, tilsvarende vil orientere den britiske premierminister, Boris Johnson.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce