Otte år med løntilbageholdenhed. Det var ifølge Claus Hjort den nødvendige medicin. Sygdommen, som skulle kureres, var de høje danske lønninger, som ifølge Hjort svækkede konkurrenceevnen:

”Vi har brug for en otteårig periode, hvor vi konsekvent politisk forfølger det at blive konkurrencedygtig. Det betyder, at vi hvert år må afstå fra en stigning, som vi har været vant til”, udtalte Venstres chefstrateg dengang.

Men nu viser en ny analyse fra Dansk Metal, at det ikke er de danske lønninger, som står i vejen for at Danmark kan konkurrere internationalt. For ganske vist er de danske lønninger højere end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. Men det samme er vores produktivitet, altså den værdi, som medarbejderne skaber.

Lønninger og produktivitet følges ad
Når konkurrenceevnen skal sammenlignes, giver det ikke mening kun at se på størrelsen af lønnen. Om en timeløn på fx 200 kroner er høj eller lav afhænger selvsagt af, hvor stor en værdi medarbejderen skaber – dvs. hvad man som arbejdsgiver kan ”få for pengene”.

Den værdi som en medarbejder kan skabe på en times arbejde kaldes timeproduktiviteten. Og så længe lønudviklingen stiger i samme tempo som timeproduktiviteten, bevares konkurrenceevn – alt andet lige – over for omverdenen.

Timeproduktiviteten kan fx stige som følge af mere automatisering, digitalisering, mere effektive arbejdsgange eller fordi medarbejderen bliver bedre uddannet.

Den daværende VK-regering, med Lars Løkke og Claus Hjort på helt centrale ministerposter, var ikke i stand til at styre økonomien.

Fogh, Hjort og Løkke skabte overophedning
Først i det øjeblik, hvor lønnen stiger mere end produktiviteten, giver det mening at tale om, at konkurrenceevnen forværres. Analysen viser, at de danske lønninger i årene op til krisen steg væsentligt hurtigere end udviklingen i produktivteten. Det var derfor en medvirkende årsag til det store tab af arbejdspladser, da krisen ramte Danmark.

Årsagen til den voldsomme stigninger skal først og fremmest findes i, at den daværende VK-regering, med Lars Løkke og Claus Hjort på helt centrale ministerposter, ikke var i stand til at styre økonomien. Den endte med at blive overophedet, og resultatet var tab af konkurrenceevne og arbejdspladser. Derfor er det også dybt ironisk, at Hjort og Løkke efterfølgende har gjort sig til talsmænd for løntilbageholdenhed.

Stigningen i produktivitet skyldes både, at danske industrivirksomheder er blevet langt bedre til at optimere, automatisere og digitalisere produktionen, men også, at medarbejderne er blevet dygtigere. Højt uddannelsesniveau og fleksible medarbejdere er afgørende for en høj produktivitet.

Balancen mellem løn og produktivitet er genoprettet
Siden 2009 er balancen imidlertid blev genoprettet. Ifølge Dansk Metals cheføkonom, Allan Lyngsø Madsen, er der to forklaringer på genopretningen:

”For det første har lønstigningerne i industrien været moderate. Medarbejderne har holdt igen med lønkrav, og det har ført til moderate lønstigninger. For det andet er timeproduktiviteten steget markant. Og den stigning er fortsat, selv efter konjunkturgenopretningen.”

De danske lønmodtagere har altså selv taget ansvar for at genoprette balancen, efter overophedningen under VK-regeringen. Som forklaring på den stigende produktivitet fremhæver Lyngsø Madsen en række faktorer:

”Det skyldes både, at danske industrivirksomheder er blevet langt bedre til at optimere, automatisere og digitalisere produktionen, men også, at medarbejderne er blevet dygtigere. Højt uddannelsesniveau og fleksible medarbejdere er afgørende for en høj produktivitet”.

Udbud af kvalificeret arbejdskraft er for lavt
Truslen mod den danske konkurrenceevne ligger ifølge Metal-økonomen ikke i de høje lønniveau, men derimod i risikoen for, at virksomhederne snart vil mangle den nødvendige, veluddannede arbejdskraft:

”Den største trussel er ikke lønningerne, men risikoen for, at virksomhederne slet ikke kan få den arbejdskraft, de har brug for. Virksomhederne kræver nemlig ofte de nyeste certifikater og opdaterede kvalifikationer. […] Det er helt centralt, at både virksomheder og politikere holder fast i at sikre industrien gode vækstbetingelser ved at sikre, at der uddannes nok faglærte, og at vi efter- og videreuddanner os gennem hele livet”, slutter Lyngsø Madsen.

Spørgsmålet er så, om den erkendelse vil trænge ind hos Løkke og Hjort. Venstre er tilsyneladende både de sidste til at erkende, at de selv har kørt konkurrenceevnen i sænk, og de sidste til at erkende, at lønmodtagerne har genoprettet den.