Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

Nu skal arbejderhjertet videre. For klassekampen er død, og trænger til genoplivning - og kalibrering. Det ved Carl Frode Tiller bedre end de fleste. 

Den norske forfatter afslutter sin storroman om velfærdstatens etablering og delvise kuldsejling i Norge, med omdrejningspunkt i mønsterbryderen Trond og hans familiehistorie. 

Tiller gør det med manér, og han gør det grundigt, nærmest som om han trækker tænder ud. Men vi er også langt ud over stadiet for rodbehandlinger og lignende, og nået helt derind, hvor vi blot må sande at tiden er en anden i dag. 

Tillers ‘Arbejderhjerte 1’, der udkom sidste år, var forbløffende god, selvom man ikke sådan bør overraskes over, at god litteratur udkommer i Norge. Landet spytter bare den ene gode roman ud efter den anden i disse årtier. 

Men det særlige ved ‘Arbejderhjerte 1’ er, at Tiller formår at personliggøre den vigtige historie om Socialdemokratiets fuldkomne omkalfatring af de skandinaviske landes samfundsindretning. 

Læs også:Et bristet arbejderhjerte - ramt af Socialdemokratiets værdikrise

Samtidig illustrerer han, at der skete noget der skurrede, og som især kunne mærkes af de mange mønsterbrydere, der skulle forsøge at tilpasse sig andre typer liv og mennesker, som det gamle klassesamfund endnu bestod af. 

Det drejer sig om alle koderne, værdierne og vanerne, der gør os fundamentalt forskellige, selvom vi forsøger at bilde os selv ind, at alt dette slet ikke betyder noget som helst. 

Trond og hans kone forsøger at få det hele til at lykkes, men deres datter har store problemer, og lider blandt andet af social angst. 

I modsætning til Trond selv, er hans kone vokset op med forældre, der gjorde op med deres dogmatisk religiøse forældre i sluttresserne, og som dyrker kunst og kultur, men samtidig også udviser masser af mangler, af had, af afstumpethed og alkoholisme, selvom alt det nærmest er uerkendt. 

Smertefulde erfaringer

Der er flere centrale scener i ‘Arbejderhjerte 2’ der er virkelig stærke, og markerer hvad der er på spil for Trond. 

Mens hans liv er ved at falde fra hinanden, bedøver han sig med alkohol og brænder alle sine broer, inklusiv den, der giver ham en plads i sin kones og familiens hjerter, generindrer han passager fra sit liv. 

Konstant drejer fortællingen om Tronds brydninger med sit splittede og ødelagte sind

En passage handler om en ungdomsven, der var fattigere end ham selv. Da de kommer i den seksuelt aktive alder, bliver Trond inviteret til fest, hvor han skal møde hende, som han er blevet forelsket i. Dem der holder festen, vil i grunden ikke have, at han tager sin fattige ven med, men det ender alligevel med, at han kommer med. 

Festen ender med, at Trond lader de andre håne og udskamme vennen, mens han bare griner med, fordi han gerne vil passe ind, og fordi han så gerne vil være sammen med pigen. 

Læs også:Mindre provokerende, men til gengæld mere tankevækkende og ren litterær nydelse

Dette svigt er ikke blot en lille detalje i en mønsterbryders liv, men måske en erfaring, som de fleste mønsterbrydere har haft. Og Tiller beskriver det så intenst, at det rammer direkte i hjertekulen. 

Konstant drejer fortællingen om Tronds brydninger med sit splittede og ødelagte sind om sådanne konflikter, der endnu eksisterer i hans voksenliv. 

Klassekampens nye position

Ind imellem bliver det nærmest ulideligt tungt og borende i denne afslutning, men man fatter også som læser, at det er nødvendigt. Det er fordi Tiller er i gang med at helbrede dette forbandet arbejderhjerte, der har været sygt så ufatteligt længe. 

Som akademiker begynder den voksne Trond at forstå benægtelsen af klassesamfundets eksistens, som han blev oplært i på universitet i halvfemserne, måske nok var ulidelig og privilegieblind. Den gjorde ham til en arrogant idiot, der ikke kunne tage sin kommunistiske arbejderfar seriøst, og han begyndte ubevidst at føle sig bedrevidende. 

Klassekampen er aldrig rigtig død, den har bare skiftet position

Men efter Berlinmurens fald, blev det nødvendigt med et massivt opgør med de stivnede tankemodeller, simpelthen fordi ordene ikke længere passede til virkeligheden. Men for Trond var der en fornemmelse af skam, som han i stigende grad følte var ved at æde ham op, fordi han svigtede sit ophav og sin klasse.

Ligesom ‘Arbejderhjerte 1’ er en roman, som især Socialdemokratiets mange politikere bør læse, er ‘Arbejderhjerte 2’ også nærmest pligtlæsning, men denne gang for hele den samlede røde blok. 

Det som Tiller kommer frem til er, at konflikten mellem den oprindelige arbejderklasse, og dennes oplevelse af svigt fra Socialdemokratiet, samt den brede middelklasses manglende forståelse af, at de altså ikke er blevet kuet og udbyttet i samme grad som de mest udsatte, er endt i en blindgyde. 

Læs også:Viktor Orbán har gjort Ungarn til EU's trojanske hest

Pointen i ‘Arbejderhjerte 2’ er så central og afgørende for vores nutid, at romanen potentielt kan være med til at lette en del af den sorg og indignation, som mønsterbrydere oplever og lider under. 

Men romanen kan potentielt - og forhåbentlig - også være med til at forandre den politiske virkelighed, for klassekampen er aldrig rigtig død, den har bare skiftet position. 

Selvom vi måske godt ved det, så er Tiller helt ekstremt god til at illustrere, hvordan den værdikamp, der pt. verserer mellem underklassen og den middelklasse, der er ved at miste sine privilegier, fordi de allerrigeste bliver rigere, og fordi velfærdsstatens kerneområder undermineres, gør det alt for let for deres fælles fjende at vinde i det lange løb.

Nødvendig kalibrering

Det kan virkelig godt gøre rigtig ondt at læse Tillers roman, men det er jo samtidig også det, der gør den til stor og vedkommende litteratur. Det må heller ikke have været let for Tiller selv at grave så dybt. 

Ind imellem er romanen også sjov på sin egen vanvittige facon. Tiller skriver klart og enkelt, samtidig med at han analyserer, vender og drejer alle mulige almindelige møder og brydninger, familielivets paradokser og generationskløfter, der næsten er for karikerede til at vi kan fatte, at vi faktisk lever sådanne liv. 

Tiller ønsker at fortælle os, at alle dem med et arbejderhjerte kun kan komme videre, hvis de kalibrerer deres puls så de ikke hænger fast i fortiden

Samlet set er ‘Arbejderhjerte’ en helt igennem vigtig romankreds, der borer i historien om velfærdsstatens historiske bane på en sådan måde, at den bliver vedkommende og relevant for de fleste af os. 

Tiller ønsker at fortælle os, at alle dem med et arbejderhjerte kun kan komme videre, hvis de kalibrerer deres puls så de ikke hænger fast i fortiden. Men de ender med en delvist falsk identitet. 

Læs også:'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet

Det er en vigtig og central pointe, og i sidste ende handler det måske ikke om liv og død, men i hvert fald om velfærdsstatens overlevelse og om livsglæde og trivsel.

Trond datter har det skidt, fordi hun lider af social angst. Hun er et produkt af sine forældre, og derfor er det alt sammen til hendes fortjeneste, at alt det her kalibreringsarbejde kommer i gang. Det kræves det af velfærdssamfundet, og det kræves det af de sårede arbejderhjerter. Og så går det hele jo nok. 

Carl Frode Tiller: ‘Arbejderhjerte 2’. Oversat af Sara Koch. 381 sider. Forlaget Gutkind. Bogen udkommer i dag, 29. april.