Hvis afkastet på investeringer i kapital, jord og ejendom overstiger væksten i en nations BNP, stiger uligheden eksponentielt. Så kort og præcist bliver konklusionen på den franske økonom Thomas Pikettys bog "Capital in the Twentyfirst Century" i disse dage udlagt af anmeldere verden over.

Læs blandt andet denne artikel fra amerikanske Vox.

42-årige Piketty er ikke en hr. hvem som helst. Han fik en ph.d. som 22-årig, har undervist på det prestigefyldte amerikanske universitet Massachussets Institute of Technology, og på det nationale franske forskningscenter. I midten af nullerne stod han i spidsen for at grundlægge Paris School of Economics. Sideløbende har han været engageret i politik og var blandt andet økonomisk rådgiver på Ségolène Royals præsidentkampagne.

Pikettys bog er først lige udkommet, og redaktionen har derfor ikke fået tygget sig igennem den næsten 700 siders lange bog. Derfor er dette ikke en anmeldelse, men et opkog af de internationale reaktioner, der har været på bogen.

Og hvad ligger der så i den umiddelbart kryptiske konklusion? Kort sagt, at samfund med lave vækstrater ikke kan bekæmpe ulighed under det nuværende økonomiske system.

Således viser Piketty, at der over flere generationer har været et gennemsnitligt afkast på omkring fem procent på klodens samlede aktiver – det vil sige ressourcer som jord, aktier, ejendom, valuta og så videre. Dette afkast skal sammenholdes med den generelle vækst i samfundets produktion og dermed indkomst. Ligger væksten i BNP under fem procent er den simple mekanik, at dem, der i dag ejer aktiver, bliver rigere, end dem der ingenting ejer. Dermed forstærkes uligheden fra år til år.

I praksis introducerer Piketty en ny økonomisk variabel, som han kalder rigdom/indkomst-forholdet. Den måler altså det relative forhold mellem et lands samlede produktion (BNP) og landets samlede mængde aktiver. Ved hjælp af omfattende datamængder viser Piketty, at netop rigdom/indkomst-forholdet er vokset markant siden 1970’erne, og at dynamikken hænger tæt sammen med kerneprincipperne i det kapitalistiske system.

En banebrydende opdagelse?
Piketty skulle efter sigende bruge en del krudt i bogen på at forklare, hvorfor denne afgørende sammenhæng mellem privat ejerskab og stigende ulighed ikke tidligere er blevet afdækket.

Hans primære argument er i denne sammenhæng, at de massive, udefrakommende påvirkninger af økonomien, vi oplevede i store dele af forrige århundrede, satte mekanismen ud af kraft. For det første fjernede 1. Verdenskrig en stor mængde rigdom ligesom den førte til hyperinflation og massiv beskatning. Herefter ramte den store depression, som igen decideret nedbrød store mænger finansielle aktiver. Endelig beskrives 2. Verdenskrig som en afgørende årsag til, at effekten først blev tydelig i slutningen af det tyvende århundrede. Piketty argumenterer for, at særligt den massive statsstøtte, der fulgte i årtierne efter krigen, har holdt dynamikken skjult.

Dermed kan sammenhængen kun findes i tiden efter 1960-70’erne. Men herefter tager udviklingen til gengæld fart. Her dykker de årlige vækstrater et godt stykke under de fem procent, som investeringer i aktiver typisk giver i forretning. Udviklingen for henholdsvis Europa og USA kan ses i figuren nedenfor.

Alvorlige konsekvenser ved rigdomskoncentration
Det interessante ved Pikketys tilgang er, at han løfter den kendte diskussion om skævhed i indkomstfordeling op i et helt andet luftlag. Pludselig bliver diskussionen mere grundlæggende og langt sværere at forholde sig til, fordi den nu handler om overførslen af rigdom mellem generationer. Det vil sige retten til at arve.

Men hvorfor er udviklingen egentlig et problem, og hvorfor udfordrer den grundlæggende vores værdier for samfundet?

Ifølge Piketty er udviklingen et angreb på både progressive og liberale/konservative værdier. Ganske enkelt fordi den placerer rigdom og magt i hænderne på nogen, der ikke nødvendigvis har fortjent nogen af delene.

Provokerende konstaterer Piketty, at vi er på vej mod en verden, hvor Forbes liste over de 400 mest velhavende mennesker i USA ikke vil blive domineret af grundlæggerne af nye virksomheder, men af børnebørn af nutidens superelite. Det lugter ikke ligefrem af den form for dynamisk markedsøkonomi, som skaber effektivitet og placerer værdier der, hvor de gør mest gavn for samfundet.

Hvad stiller vi op mod den stigende rigdomskoncentration?
Pikettys løsning på den stigende ulighed i rigdomsfordeling er, at verdens største økonomier skal gå sammen og etablere en fælles skat på rigdom. Tanken synes i teorien som et godt bud på en løsning. For hvis nu man med en fælles international skat var i stand til at udligne forskellen mellem BNP-væksten og afkastet på investeringer, vil man kunne stoppe ulighedsakkumulationen. Men i praksis er det meget svært at forestille sig, at en sådan aftale nogensinde vil kunne blive indgået.

Vi kommer derfor ikke udenom at diskutere nationale og regionale løsninger på udviklingen. I den forbindelse bør et af omdrejningspunkterne være diskussionen om, hvordan vi beskatter arv. I Danmark alene arves der hvert eneste år for op mod 100 milliarder, alligevel indbringer arveafgiften kun i omegnen af fire milliarder. Hvis nu man forestillede sig, at arv blev beskattet på samme måde, som indkomst gør i dag, ville man med et slag kunne fjerne hele bundskatten (cirka 50 milliarder) og altså mærkbart fjerne den skattemæssige begunstigelse, der i dag foregår af samfundsgrupper med ejerskab over store formuer.