Ny bog om identitetspolitik vil provokere for at provokere

Caroline Fourets pointe er, at det er en hellig ret at provokere og det eneste lægemiddel mod en syg politisk tendens og en afsporet debat.
På mange måder udgør Caroline Fourests bog, Generation Krænket, modstykket til Henrik Dahls bog, Den sociale konstruktion af uvirkeligheden, som for nylig er blevet anmeldt her på Netavisen Pio.

Dahl og Fourest skriver om det samme – identitetspolitik – og tilmed i den samme spydige og sarkastiske tone.

Men Caroline Fourest er hverken dansk, mand eller heteroseksuel, og hun tilhører heller ikke højrefløjen som Henrik Dahl.

Hun er fransk, kvinde, lesbisk, venstreorienteret og er desuden gammelt redaktionsmedlem på det franske satiremagasin Charlie Hebdo. I hendes bog får vi altså for en gang skyld en kritik af identitetspolitikken, ikke fra den borgerlige fløj, men fra den samme politiske fløj som dem, hun kritiserer.

Polemik om identitetspolitik

Og kritik er præcis, hvad hun udøver. Hendes bog er en polemik om identitetspolitik, og hvordan den afføder en politisk korrekthed i version 2.0, hvor censuren bruges som det vigtigste våben. Og dette udgør ifølge Fourest en trussel mod de mest centrale værdier i europæiske demokratier: ytrings- og tankefriheden.

Censuren blokerer nemlig for at kunne diskutere, at opnå gensidig forståelse og at kunne rumme sine medborgeres uenigheder på tværs af etnicitet, race, seksualitet og religion.

Caroline Fourests bog går bestandigt over grænsen i sin hån af identitetspolitikken - netop for at udleve sin pointe: at provokation er en hellig ret. ”Hvis ytringsfriheden bliver sat ud af kraft, hver gang enkeltpersoner føler sig stødt, så kvæler vi al debat og samtale, ja, endda selve demokratiet.”

Den fornærmede generation

”I maj 1968 drømte de unge om en verden uden forbud. Den nye generation af unge går kun op i at censurere det, der støder eller ”krænker” dem.” Sådan indledes Fourests bog ved at stille skarpt på sine modstandere.

Vi kender dem gennem et velkendt og populært billede: de ’unge-mennesker-nu-til-dags’, som ikke går op i andet end at være ofre. Og det er i denne generation, identitetspolitikken hører hjemme ifølge Fourest.

En opsang til nutidens unge

Generation Krænket – som egentlig hedder Génération Offensée, altså den ’fornærmede generation’ – vil altså give en opsang til tidens unge, deres ømfindtlighed og deres, hvis man må tillade sig det belastede udtryk, krænkelsesparathed.

Lad det være sagt allerede nu, at den generation, som Fourest skriver om, er min egen generation. Og skal man forstå hende korrekt, går vi kun op i at bandlyse alt, hvad der har politisk ukorrekt karakter i kunst, musik, film.

Således protesterer studerende på universiteter i dag over at blive undervist i klassiske litterære værker såsom Sofokles' Antigone, Francis Scott Fitzgeralds Den store Gatsby og Ovids Forvandlinger, blandt andet fordi de udtrykker racistiske holdninger og scener med seksuelle overgreb.

Således falder ytrings- og tankefriheden til fordel for at censurere og fordømme alt, hvad der kan forekomme krænkende på os. Dette leder til det paradoksale forhold, at man i dag i det såkaldt frie samfund: ”… skal passe mere på end nogensinde før med, hvad man siger og tænker ude i virkelighedens verden” for ikke at blive lynchet for at være racist, pacifist eller privilegieblind.

At bekæmpe racisme med racisme

Fourests bekymring med hensyn til identitetspolitik er, at man i Frankrig og Europa i det hele taget tilegner sig den amerikanske identitetspolitik, som netop kæmpes med tanke- og sprogforbud og censur.

Derfor er Generation Krænket som bog til dels et eksempelkatalog over de mest rabiate eksempler på identitetspolitiske kampe og censureringer, vi i dag ser i USA, og som vi på den anden side af Atlanten blot har i vente.

Et særligt eksempel fortjener i den sammenhæng at blive fremhævet: For nogle år siden måtte den amerikanske pop-sangerinde Katy Perry i et interview undskylde for at have lagt billeder ud af sig selv med fletninger, da det var en ’cultural appropriation’ (en kulturel tilegnelse) af en traditionel afroamerikansk frisure og dermed en direkte voldsudøvelse mod en oprindelig kultur.

Kulturel appropriation

En del af anklagerne mod Katy Perry drejede sig også om, at hun fejlagtigt krediterer realitystjernen Kim Kardashian for at være inspiration til frisuren, hvilket, for anklagerne, jo umuligt kan være tilfældet, da Kim Kardashian ikke er afroamerikaner.

Med typisk fransk sarkasme beskriver Fourest, hvordan Katy Perry, da hun skal give sin undskyldning, har lyst hår med blå striber, men ”Endnu har ingen smølfer klaget over kulturel appropriation.” Og episoden med Katy Perry er paradigmatisk for Fourests holdning til identitetspolitik. For Katy Perry må ikke have afroamerikanske fletninger, fordi hun ikke er afroamerikaner, men hvid. Og det er paradoksalt, fordi det betyder, at racisme bekæmpes med racisme.

At Katy Perry må undskylde for sine fletninger vidner om, at den identitetspolitiske forbudskultur har overtaget magten over, hvad man må, og hvad man ikke må. Og identitetspolitikken er på vej til at forbyde handlinger og adfærd for visse personer baseret på deres hudfarve, køn, identitet for at bevare deres eneret til den sande historie om en kultur og for at dyrke dens renhed. Et træk, som ifølge Fourest er et ekko af den nazistiske dyrkelse af den ariske monokultur, men som også har lighedstræk med religiøs fundamentalisme: ”Deres mål er at bibeholde monopol på udlægningen af den rette tro ved at forbyde andre at male eller tegne deres religion.”

Venstreorienteret kritik

Fourests kritik af fænomenet ’cultural appropriation’ er i bund og grund antikapitalistisk: Der er ikke nogen, der har ejerskab over kultur, og man kan derfor ikke forhindre andre i at lade sig inspirere af den. Med andre ord: Bare fordi fletninger af en særlig type traditionelt har tilhørt visse afrikanske kulturer, giver det ingen eksklusiv særret til nutidens afroamerikanere til at bære frisuren. Kultur tilhører på samme tid ingen og alle, lyder argumentet.

Og den kritik af identitetspolitikken, som Fourest bringer for dagen, har i det hele taget en stærkt venstreorienteret forankring. ”Racekampen har erstattet klassekampen”, lyder det, hvilket for Fourest betyder, at en af kerneværdierne i venstreorienteret politik og endda i selve demokratiet er på spil: solidaritet.

At være solidarisk med andre i deres kamp er nemlig grundlæggende udelukket, for eksempel hvis det kun er sorte mennesker, som kan forstå racisme og stå op imod den. Vi ser dette ske blandt andet under sommerens demonstrationer i København. Her var de hvide demonstranter henvist til at gå bagerst i demonstrationen på grund af deres hudfarve, og der gjaldt tilmed særlige etiketteregler for, hvilke slagord de hvide demonstranter måtte råbe med på.

Er sådanne etiketteregler på sin plads eller helt upassende til Black Lives Matter-demonstrationer? For Fourest er det fuldstændig absurd ikke at kunne have lov til – i det mindste at forsøge – at indleve sig i andres liv og dermed tage deres kamp med dem. Det er nemlig selve betingelsen for at kunne leve i et samfund, at man kan sætte sig i andres sted.

Et tomt budskab?

I modsætning til det fokus på individuelle minoriteters rettigheder eller mangel på samme, som er kernen i identitetspolitik, er Fourest fortaler for universalisme. En position, der vil, at alle har de samme rettigheder og muligheder uanset køn, religion, race og etnicitet. Og dette i troen på, at alle mennesker grundlæggende er lige og derfor også bør behandles sådan.

Det er et standpunkt, som det af indlysende årsager er svært at anfægte. Dog er man alligevel nødt til at spørge sig selv og Fourest, hvad et sådant ideal er værd, når vi lever i en verden, hvor det i praksis ikke er alle, der har de samme muligheder og rettigheder - netop i kraft af deres køn, religion, race og etnicitet.

Virker det ikke en smule tomt at tro på, at mennesker er lige, hvis det ikke afspejler sig i, at mennesker i praksis er lige? Og kan det ikke være et forsvar for identitetspolitikken, at visse minoriteter bør særbehandles, netop for at alle kan blive frie og lige, som Fourest vil det?

Det kan tilmed klinge en smule hult, når Fourest har et mantra om, at det ikke er ”… vejen frem at lære at tie, men at lære at tale bedre sammen.” – alt imens det, hun i sin bog selv bidrager med, er hån, sarkasme og spot, det vil sige sprit på bålet og skyttegravskrig med identitetspolitikken.

Fourest vil både provokere, kritisere og karikere og samtidig bygge bro til dem, hun er uenige med. Med det når hun kun halvvejs i mål. Generation Krænket kan anbefales som et polemisk bidrag til en svær og aktuel debat, som højst har en erklæret hensigt om at nå ud til dem, hun er uenig med. Hvilket måske er prisen, man betaler, når man provokerer for provokationens skyld.

Caroline Fourest. “Generation Krænket”. 169 sider. Gyldendals forlag. Er udkommet.

Malthe Majgård Nørbjerg er praktikant på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce