Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Boganmeldelse

Ny bog om venstrefløjen er yderst relevant læsning

Historikeren Shlomo Sand har skrevet en interessant bog om venstrefløjens tilblivelse og tilstand. Den kommer vidt omkring, fra europæiske borgerkrige til nutidens politiske klima, præget af sociale medier og oplysningens forfald

Shlomo Sand 'Venstrefløjens verdenshistorie. En indføring'
Billedtekst
Shlomo Sand skriver om venstrefløjens historie og nuværende krise i bogen 'Venstrefløjens verdenshistorie. En indføring'
Foto: Forlaget Solidaritet

Venstrefløjen har det skidt i disse år. 

Dens ønsker om lighed og retfærdighed får dalende tilslutning kloden rundt, og det kan undre, for venstrefløjen i dens forskellige udformninger har bragt velstand og social tryghed til millioner af mennesker i alverdens lande, så hvad er der på færde? 

Det forsøger den israelske historiker Shlomo Sand at give et svar på i sin bog om venstrefløjens verdenshistorie, og med venstrefløjen mener han alle dem der ønsker et opgør med udbytning, undertrykkelse, rovdrift og vold. 

Historien om det gode mod det onde

Det er en historie der rækker langt tilbage i historien. Shlomo lader den begynde i 1600-tallets Europa, men det er lidt nøjsomt, for den begyndte da længe før. 

Måske er den udsprunget af kristendommen? Jesus gjorde jo ingen forskel på folk. Han talte meget for de fattige og de udslidte. Der skulle ikke være forskel på mand og kvinde, på fri eller slave, og de første kristne menigheder boede i kollektiver, hvor alle deltes om alt. 

Lige siden har der været markante kristne reformatorer med venstreorienterede synspunkter. Tænk på Frans af Assisi, Jan Hus, John Wycliff, Thomas Müntzer, Giordano Bruno og mange flere. 

Undervejs har der været mange forsøg på at overvinde den indbyggede konflikt mellem drøm og virkelighed

Shlomo Sand skriver ikke om dem, men begynder med den engelske borgerkrig i 1600-tallet, hvor en folkelig bevægelse ved navn The Levellers fik stor tilslutning. I England endte borgerkrigen med at kongen blev halshugget, og Cromwell oprettede et puritansk diktatur. 

Shlomo skriver også om den franske revolution, der førte til halshugning af den franske konge og som endte i et terrorregime med tusindvis af henrettelser. Opgøret med kongemagt og adelsvælde byggede således på smukke drømme om frihed og ligestilling, men endte med vold og blod. 

Læs også:Venstre og ødelæggelsen af den danske natur

Denne modsætning mellem det gode som man vil, og det onde, som man gør, har fulgt venstrefløjen fra dens begyndelse til vore dage. 

Undervejs har der været mange forsøg på at overvinde den indbyggede konflikt mellem drøm og virkelighed, og Shlomo skriver indsigtsfuldt om Marx og Engels og det kommunistiske manifest. 

Han skriver om Lenin og staten, om anarkismen, om Ghandi og Indien, om Mao og Kina, om den nordiske velfærdsmodel, maj '68, kvindekamp, miljø, klima, populisme og de sociale medier. 

Internettets dominans 

Hvad venstrefløjens aktuelle krise angår skriver Shlomo, at tilbagegangen ikke er begrænset til det politiske niveau. Den skyldes heller ikke en skuffelse over løfter der ikke er blevet indfriet, men skal ses som et tegn på at drømmen om lighed har mistet sin folkelige fascinationskraft. 

Det hænger måske sammen med, at internettet har ændret nogle af de basale elementer i den almindelige meningsdannelse. 

Det er en verden, hvor følelser og fantasier har magten

Den traditionelle venstrefløj udfoldede sig i en verden, hvor det skrevne ord havde stor magt. Det var en verden, hvor nyheder og ideer blev udbredt gennem aviser, tidsskrifter og bøger, og der var store systemer der sikrede, at oplysningerne havde sandhedsværdi. 

I dag er det ikke længere det skrevne ord der dominerer meningsdannelsen, men de billeder, som strømmer til os via internettet og de sociale medier. 

Det er en verden, hvor følelser og fantasier har magten, hvor nyheder bliver manipuleret, så man aldrig kan vide, hvad der er sandt og hvad der er løgn, og hvor en “sandhed” lynhurtigt kan erstattes af andre “sandheder” uden at de traditionelle redaktionsprocesser kan nå at gribe ind. 

En mørk fremtid i sigte

Shlomo Sand ved ikke hvad man kan stille op med denne nedbrydning af en verden, hvor sand oplysning var et bærende element. 

Han taler dystert om et truende mørke der venter i en fremtid, hvor alle venstrefløjens idealer glider ind i en flimrende verden, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. 

Læs også:Viktor Orbán har gjort Ungarn til EU's trojanske hest

Hans bog er fra bøgernes verden. Det skrevne ords verden. Vores verden. En verden, hvor oplysning var af stor værdi, for viden har altid været et våben mod vanvid. Sådan skal man også forstå hans bog. 

Den er god at få forstand af. Så læs den og brug den, så længe der endnu er plads til kloge ord og besindig eftertanke.  


Shlomo Sand: 'Venstrefløjens verdenshistorie. En indføring'. Oversat af Claus Bryld. 320 sider. Forlaget Solidaritet, 2026.

Egon Clausen

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.