Fagbevægelsens medlemskartoteker er i årtier blevet tyndere og tyndere og forbundene har næsten lige så længe søgt efter nye måder at fastholde og tiltrække medlemmer.

Først trak udviklingen en vej: Man skulle være professionelle serviceorganisationer, der gav gode kunde/medlems-oplevelser.

Man ville sikre gode værdiskabende medlemstilbud og rabatter. Det skulle kunne betale sig at være medlem.

Men det løste ikke problemet.

De traditionelle fagforeninger fortsatte med at miste medlemmer og kunne kun lige holde skindet på næsen gennem nedskæringer og fusioner. De gule derimod, de er fortsat med at vokse og det samme er andelen af sofa-lønmodtagere uden nogen form for fagforening.

Inspiration fra USA og Storbritannien

Så kom en modbevægelse, hvor der med inspiration fra organiseringsprojekter i USA og Storbritannien gennem en årrække er blevet sat mere og mere fokus på at ”organisere” frem for at ”hverve” medlemmer.

Lønmodtagerne skal ude på arbejdspladsen organiseres til at løse egne problemer og på den måde blive en del af et større fagligt fællesskab. Så skal medlemskabet nok komme, lyder filosofien.

Det handler altså om at skabe relationer og handlefællesskaber, ikke reklamer og serviceordninger. Det er denne udvikling Esben Noël Hjort på forbilledlig vis samler op på i sin nye bog Fællesskab og forandring.

Fra appelsinplantage til kontorlandskab

Men Esben Noël Hjorts ambitioner går videre. For det første flytter han organiseringsdiskussionen fra den uorganiserede appelsinplantage i Californien, som forbilledet Marshall Ganz blandt andet har skrevet om, til danske forhold.

Forfatteren peger på, at man ikke kan nøjes med den klassiske sags-organisering, hvor man organiserer omkring en enkelt sag. Men i Danmark også må arbejde med relations-organisering, hvor man arbejder med langsigtede relationsopbygning.

Desuden kan organisering, som der måske er tendens til i den angelsaksiske tradition, ikke alene gå i dybden med konkrete aktivister og sager, men skal også gå i bredden og samle bred opbakning og medlemsbase.

Organisering af organiseringsindsatsen

Forfatteren starter desuden en vigtig diskussion af, hvordan man skal organisere og lede indsatsen.

Alt for længe har organiseringsmedarbejdere været ansatte i projekter eller til specifikke indsatser.

Derfor efterspørger forfatteren en decideret relationel revolution af fagbevægelsen. Relationen til den enkelte lønmodtager, til det enkelte medlem, til den enkelte tillidsvalgte skal i centrum for alle aktiviteter.

Det er altså ikke kun organisationsmedarbejdere, der skal styrke relationerne.

Hvad enten man er tillidsvalgt, sagsbehandler, faglig konsulent, kommunikationsmedarbejder, chef eller valgt skal man hele tiden spørge sig selv: Hvordan kan jeg udføre mine opgaver på en måde, hvor jeg inddrager og mobiliserer lønmodtagerne og ikke bare løser opgaver for dem? 

Hvordan kan jeg gå fra at være ekspert til facilitator? Og ikke mindst; hvordan kan jeg indrette mine opgaver og arbejdsgange, så jeg ikke er den ensomme ulv, men en organisator, der sikrer at flest mulige kommer i spil og selv deltager i at sikre faglige sejre, fremskridt og fællesskab?

Et vigtigt bidrag

Mange vinkler har været forsøgt på at knække den nedadgående medlemskurve i fagbevægelsen. Men det er som om løsningen ikke rigtigt har manifesteret sig. Måske fordi der ikke er et svar.

Der er dog lyspunkter rundt omkring. 2018 var generelt et godt år, formentligt på grund af aktivismen i forbindelse med de offentlige overenskomster.

En række organisationer med faglærte medlemmer på det private arbejdsmarked er med skarpt fokus på faglig stolthed og fællesskab som fx Blik og Rør er gået frem de seneste år.

Mange organisationer med offentlige medlemmer med mellemlange uddannelser og stærke faglige traditioner holder også medlemsudviklingen eller går frem.

Et rigtigt godt eksempel er pædagogernes fagforening BUPL, der blandt andet har haft stor medlemsopbakning på grund af deres arbejde med minimumsordninger.

Men samlet er der stadig tilbagegang. Derfor er det et vigtigt bidrag Esben Noël Hjort kommer med i Fællesskab og forandring.

Behov for stærke aktivister og tillidsvalgte

Fagbevægelsen skal set overne en bred kam blive bedre til at inddrage og styrke lønmodtagerne ude på arbejdspladserne, og ledelserne i forbundshusene kan også internt være mere inddragende og opbyggende. Relationer og organisering skal være en helt grundlæggende tråd i alt hvad man gør.

Esben Noël Hjort starter også en vigtig diskussion om organisering i dybden og i bredden. Det må og skal spille sammen.

Der er behov for en bred medlemsskare og der er behov for stærke aktivister og tillidsvalgte. Det står ikke i modsætning til hinanden. Ligesom bred kommunikation og information ikke udelukker relationsarbejde, deltagelse og organisering i dybden.

Fagbevægelsen skal kunne gå på flere ben. Den skal efter min bedste overbevisning på en og samme tid være professionel, serviceorienteret og dybt relationsorienteret, og i arbejdet for at styrke fagbevægelsens forskellige ben giver Fællesskab og forandring et vigtigt bidrag.