Ny bog: Reklamer og serviceordninger redder ikke fagbevægelsen

Der er brug for en relationel revolution i fagbevægelsen, hvis medlemmerne skal bevares, mener forfatter til ny bog.
Foto: Flickr: Klaus Berdiin Jensen
Fagbevægelsens medlemskartoteker er i årtier blevet tyndere og tyndere og forbundene har næsten lige så længe søgt efter nye måder at fastholde og tiltrække medlemmer.

Først trak udviklingen en vej: Man skulle være professionelle serviceorganisationer, der gav gode kunde/medlems-oplevelser.

Man ville sikre gode værdiskabende medlemstilbud og rabatter. Det skulle kunne betale sig at være medlem.

Men det løste ikke problemet.

De traditionelle fagforeninger fortsatte med at miste medlemmer og kunne kun lige holde skindet på næsen gennem nedskæringer og fusioner. De gule derimod, de er fortsat med at vokse og det samme er andelen af sofa-lønmodtagere uden nogen form for fagforening.

Inspiration fra USA og Storbritannien

Så kom en modbevægelse, hvor der med inspiration fra organiseringsprojekter i USA og Storbritannien gennem en årrække er blevet sat mere og mere fokus på at ”organisere” frem for at ”hverve” medlemmer.

Lønmodtagerne skal ude på arbejdspladsen organiseres til at løse egne problemer og på den måde blive en del af et større fagligt fællesskab. Så skal medlemskabet nok komme, lyder filosofien.

Det handler altså om at skabe relationer og handlefællesskaber, ikke reklamer og serviceordninger. Det er denne udvikling Esben Noël Hjort på forbilledlig vis samler op på i sin nye bog Fællesskab og forandring.

Fra appelsinplantage til kontorlandskab

Men Esben Noël Hjorts ambitioner går videre. For det første flytter han organiseringsdiskussionen fra den uorganiserede appelsinplantage i Californien, som forbilledet Marshall Ganz blandt andet har skrevet om, til danske forhold.

Forfatteren peger på, at man ikke kan nøjes med den klassiske sags-organisering, hvor man organiserer omkring en enkelt sag. Men i Danmark også må arbejde med relations-organisering, hvor man arbejder med langsigtede relationsopbygning.

Desuden kan organisering, som der måske er tendens til i den angelsaksiske tradition, ikke alene gå i dybden med konkrete aktivister og sager, men skal også gå i bredden og samle bred opbakning og medlemsbase.

Organisering af organiseringsindsatsen

Forfatteren starter desuden en vigtig diskussion af, hvordan man skal organisere og lede indsatsen.

Alt for længe har organiseringsmedarbejdere været ansatte i projekter eller til specifikke indsatser.

Derfor efterspørger forfatteren en decideret relationel revolution af fagbevægelsen. Relationen til den enkelte lønmodtager, til det enkelte medlem, til den enkelte tillidsvalgte skal i centrum for alle aktiviteter.

Det er altså ikke kun organisationsmedarbejdere, der skal styrke relationerne.

Hvad enten man er tillidsvalgt, sagsbehandler, faglig konsulent, kommunikationsmedarbejder, chef eller valgt skal man hele tiden spørge sig selv: Hvordan kan jeg udføre mine opgaver på en måde, hvor jeg inddrager og mobiliserer lønmodtagerne og ikke bare løser opgaver for dem? 

Hvordan kan jeg gå fra at være ekspert til facilitator? Og ikke mindst; hvordan kan jeg indrette mine opgaver og arbejdsgange, så jeg ikke er den ensomme ulv, men en organisator, der sikrer at flest mulige kommer i spil og selv deltager i at sikre faglige sejre, fremskridt og fællesskab?

Et vigtigt bidrag

Mange vinkler har været forsøgt på at knække den nedadgående medlemskurve i fagbevægelsen. Men det er som om løsningen ikke rigtigt har manifesteret sig. Måske fordi der ikke er et svar.

Der er dog lyspunkter rundt omkring. 2018 var generelt et godt år, formentligt på grund af aktivismen i forbindelse med de offentlige overenskomster.

En række organisationer med faglærte medlemmer på det private arbejdsmarked er med skarpt fokus på faglig stolthed og fællesskab som fx Blik og Rør er gået frem de seneste år.

Mange organisationer med offentlige medlemmer med mellemlange uddannelser og stærke faglige traditioner holder også medlemsudviklingen eller går frem.

Et rigtigt godt eksempel er pædagogernes fagforening BUPL, der blandt andet har haft stor medlemsopbakning på grund af deres arbejde med minimumsordninger.

Men samlet er der stadig tilbagegang. Derfor er det et vigtigt bidrag Esben Noël Hjort kommer med i Fællesskab og forandring.

Behov for stærke aktivister og tillidsvalgte

Fagbevægelsen skal set overne en bred kam blive bedre til at inddrage og styrke lønmodtagerne ude på arbejdspladserne, og ledelserne i forbundshusene kan også internt være mere inddragende og opbyggende. Relationer og organisering skal være en helt grundlæggende tråd i alt hvad man gør.

Esben Noël Hjort starter også en vigtig diskussion om organisering i dybden og i bredden. Det må og skal spille sammen.

Der er behov for en bred medlemsskare og der er behov for stærke aktivister og tillidsvalgte. Det står ikke i modsætning til hinanden. Ligesom bred kommunikation og information ikke udelukker relationsarbejde, deltagelse og organisering i dybden.

Fagbevægelsen skal kunne gå på flere ben. Den skal efter min bedste overbevisning på en og samme tid være professionel, serviceorienteret og dybt relationsorienteret, og i arbejdet for at styrke fagbevægelsens forskellige ben giver Fællesskab og forandring et vigtigt bidrag.


Esben Nöel Hjort. 'Fællesskab og forandring – sådan bygger du stærke fagforeninger og fællesskaber på arbejdspladser gennem relationer og organisering'. 173 sider. Udgivet af HK Privat. Er udkommet.

 

Jakob Sand Kirk arbejder med at rådgive fagforeninger og politiske organisationer i organisationsudvikling og kommunikation. Er tidligere udviklingschef i LO og har en fortid fra arbejdsmarkedspensionsområdet og almen boligsektor.


placeholder

Kommentarer

Kommentar:

Mit gæt på, at Fagbevægelsen ikke er så interessant som før, kan jo være at de små Lokal-Afdelinger er væk, de små Lokal-Afdelinger havde meget mere kontant til sine medlemmer, og medlemmerne blev hørt, det gør medlemmerne ikke i dag, er mit gæt så...

Allene det, at Fagbevægelsens Top, som var med i den nye Dagpengekommission, var medvirkende til, at arbejdsledige fra og med den første Januar 2021, yderliger mister lige ved 2.700 kroner ved ledighed pga. karensdagene, som aldrig burde være accepteret af Fagbevægelsen...

Når det er sagt burde Fagbevægelsens medlemmer udskifte Toppen i Fagbevægelsen når de går imod medlemmernes interesser...

Overenskomsterne er fuldstændigt uretfærdige og burde ændres radikalt, pga sammenkædningsreglerne, hvor en HK'er er med til at bestemme at eksempelvis en Murer skal arbejde op til 42 timer om ugen, det er jo helt hen i vejret, når Byggebranchen har stemt ned tyil sådanne tiltag, derfor er Fagbevægelsen ret tung, som i øvrigt også gælder Lønmodtagernes opsparede feriebeløb, som selvfølgelig burde udbetales ved hver Lønudbetaling sammen med ens løn, men nej, fagbevægelsen flytter sig ikke en tomme på det område, og man kan jo høfligt sige, at medlemmerne "åbenbart" sover i timen..

Fagbevægelsen skal se at komme frem med helt nye tiltag til A-kasse systemet...

God Kristihimmelfartsdag,

Erling Drews...

En gang vidste alle hvad en fagforening, fagbevægelsen, strejker, LO, lockout, Thomas Nielsen var for størrelser.
I dag kendes de gule fagforeninger og A-kassen.

Det interessante er at begreberne måske læres og omtales i folkeskolen.

Men det kræver lærere der finder begreberne interessante, vedkommende og livsafgørende.

Spørgsmålet er om den eneste lockout som de fleste danskere kan huske nemlig lærerkonflikten som den blev dømt, har gjort så ubodeligt megen skade, at samfundslæreren i stedet bruger tiden på velfærd, miljø og klima. Det kan stemmetallene ved folketingsvalget for de unge og kontingentindbetalingerne fra de unge pege kraftigt på.

Det er naturligvis synd for fagbevægelsen, men realiteter må man naturligvis have for øje.

Også når der kommer en god løsning i morgen.

Alt det skolelærere ikke formår må fagforeninger, politi, socialrådgivere, forældre, bedsteforældre, bankrådgivere, terapeuter, præster, sociale netværk, osv. tage sig af.

Men det begynder i børnehaven, i folkeskolen, i gymnasiet, på fagskolerne.

Det glemte mangen en socialdemokratisk statsminister.

Måske den nuværende børnenes statsminister er klogere.

Fra Gucci Helle til makrelmads Mette.

Alle børnehavebørn elsker makrelmadder. Her starter snakken og ordforrådet.

Måske har fagbevægelsen en fremtid.

- Skal vi tegne et rødt flag med en dinosaur?

- sådan et har min far derhjemme!!! Men der er ingen dinosaur... det er kun rødt!

- jeg har set et på min iPad. Altså en dinosaur!,

Da jeg startede i jernindustrien, boede omkring 90 pct. af arbejderne i den kommune hvor virksomheden lå – var der forskel, var det oftest (som den sidste virksomhed jeg var på) fordi den lå lige op ned ad kommunegrænsen. Meget få ’pendlede’ mere end nogle få kilometer.
Det begyndte med direktøren og de ’højere funktionærer’, men i dag er det mest almindelige nærmest at alle pendler over både to og tre kommunegrænser (og hér tænker jeg ikke på håndværkere med ’naturligt’ skiftende arbejdssted).
Dét tog livet af de små afdelinger, hvor ’alle’ kendte formand og kasserer og dé ’kendte alle’. For der er grænser for hvor mange der kan deltage i fagforeningens aktiviteter i Pladderballe, når man selv bor i Nørre væmmelse, 75 km borte.
Så når nogen drømmer sig tilbage til dén tilstand, er de faktisk endnu mindre på bølgelængde med medlemmerne end fagforeningen, der er fusioneret i afdelinger på tværs af måske adskillige kommuner. F.eks. dækker ’Dansk Metal Østjylland’ Aarhus, Grenå og Randers – en ganske pæn luns af Dronningens Rige.

Annonce