Ny bog skaber en samtale om et ellers tabubelagt emne
Ny bog skaber en samtale om et ellers tabubelagt emne
Frida Nøddebo Nyrup bryder stilheden om børns seksualitet i en grundig og modig bog, der giver pædagoger og forældre redskaber til at skabe åbenhed og respekt
At beskæftige sig seriøst med børns seksualitet er svært, men for pædagoger og andre der har med børn at gøre i det daglige, er det en uomgængelig nødvendighed.
For børn er af natur nysgerrige og vil undersøge deres egne kroppe. De leger “doktor” og tester sprogets grænser.
Sommetider formår de ikke at respektere andre børns grænser, og så ender det i råberi og gråd, måske bliver forældre involveret.
For pædagoger i vore børneinstitutioner gælder det om at vide, hvad man skal gøre i sådanne situationer. Det er der heldigvis nogle fagfolk, der ved.
En af dem er Frida Nøddebo Nyrup. Hun er cand. psych. og lektor i pædagogik på UCL University College. Hun har forsket i emnet og har mange års erfaring som rådgiver i sociale anliggender, og nu har hun skrevet om bog om børns seksualitet.
Fortielse gør fortræd
Det er prisværdigt. Det er også modigt gjort, for der klæber mange fordækte mistanker til folk, der interesserer sig for børns seksualitet.
Kan man nu regne med, at de er seriøse? Er deres interesse blot et skalkeskjul for ulækre pædofile interesser?
Deres aktiviteter er præget af leg og lyst og kommer ikke i nærheden af de voksnes seksualitet med alle dens længsler og fantasier
Nogle vil slet ikke tale om det, for barndommen står for mange som uskyldens periode, og den skal ikke ødelægges af voksensnak om seksualitet, men virkeligheden er anderledes.
Børn er nysgerrige, når de gransker deres egen krop, men deres aktiviteter er præget af leg og lyst og kommer ikke i nærheden af de voksnes seksualitet med alle dens længsler og fantasier.
Hvis fordømmelsen også fører til, at man ikke vil tale om børns seksualitet, kan fortielsen gøre fortræd
Her går der en grænse, som skal respekteres. Overskrides den, er det pædofili, og det anses med rette for at være en alvorlig forbrydelse.
Så det fordømmes på det kraftigste, men hvis fordømmelsen også fører til, at man ikke vil tale om børns seksualitet, kan fortielsen gøre fortræd.
Livslang proces
Sagen er jo, at menneskets seksualitet ikke er noget, der begynder i puberteten. Den er med os fra fødslen og er en dynamisk og livslang udviklingsproces.
Det ved Frida Nøddebo Nyrup. Hendes bog om emnet er god. Den er fyldt med en overvældende rigdom af viden.
I dag har de sociale medier nedbrudt store dele af forældrenes autoritet
Der er oplysende afsnit om børns lyst til at udforske deres egne kroppe. Der er afsnit om onani, seksuel orientering, overgreb, misbrug og porno suppleret med små fortællinger og råd og vink til pædagoger og andre i miljøet.
Frida Nøddebo Nyrup skiver, at seksualiteten har en afgørende betydning for vores liv og virke.
Læs også:Sex, sindssyge, sort humor og surrealisme
Hun mener, at ”den øgede mistrivsel blandt unge, voldtægter, overgreb og lavt selvværd i forhold til kroppen ofte kan spores tilbage til en opvækst, hvor seksualitet enten var et tabu eller noget, der blev mødt med skam og forbud.”
Mange forældre vil også gerne beskytte deres børn, så de ikke mister deres uskyld, men i dag har de sociale medier nedbrudt store dele af forældrenes autoritet.
Nyttig vejledning
Så når barnet får en mobil, får det også adgang til porno, hvad enten forældrene vil det eller ej. Derfor er det godt, at Frida Nøddebo Nyrup sætter ord på børns seksualitet.
Hun gør det med stor faglig viden, og hun drøfter, hvordan vi bedst muligt kan støtte børn i at udvikle tryghed, integritet og sociale kompetencer på dette område.
Den bør stå på hylden i vuggestuer, børnehaver og skoler over hele landet
Bogen er særdeles nyttig. Den har et væld af cases efterfulgt af spørgsmål til eftertanke. Betragt bogen som en klog ven, der vejleder og giver gode råd.
Den kan bruges i gruppearbejde og i praktiske situationer. Den bør stå på hylden i vuggestuer, børnehaver og skoler over hele landet, og som et ekstra plus har Frida Nøddebo Nyrup illustreret den med fine vignetter, der røber stor glæde ved at tegne.
De pynter og giver bogen et ekstra personligt præg.
Frida Nøddebo Nyrup. ‘Seksuel trivsel – fra tavshed til tryghed – et fælles ansvar’. 384 sider. Forlaget Nyfabooks, 2025
Tilføj kommentar