Køen med socialdemokrater, der har skrevet en debatbog, bliver længere og længere. Og mens det primært er folketingsmedlemmer, som har gjort sig i genren, så har den københavnske lokalpolitiker og folketingskandidat Simon Simonsen nu også sat sig til tasterne. Simonsen har skrevet debatbogen med den mere eller mindre mundrette titel: ”SOCIAL RETFÆRDIGHED i frie og lige Danmark - Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal”.

Kritikken peger det samme sted hen, som mange andre socialdemokrater gør i disse tider. Det er især hug til tidligere finansminister Bjarne Corydon, konkurrencestaten, DONG-salget, det manglende opgør med finansministeriets regnemodeller og den snigende neo-liberalisme.

Udlændingepolitikken har også fået en omfattende placering, og her er forfatteren også med på holdet, der bakker op om udlændingestramninger og en strammere kurs på flygtningepolitikken.

Der bliver henvist  til andre af tidens debatbøger. Det er forfatter Lars Olsens omfattende forfatterskab om den stigende ulighed,partifællernes Kaare Dybvad Beks bog om ”De Lærdes Tyranni” og Mattias Tesfayes ”Velkommen Mustafa” begge bliver flittigt citeret i lange uddrag. Det er ikke synderligt originalt.

Opgør med identitetsfeminisme

Et er den historiske analyse, som er fin og sober, uden at bibringe læseren ny viden, men en debatbog skal også primært måles på dens evne eller vilje til at sætte emner til debat.

Og der hvor Simon Simonsen fraviger for den socialdemokratiske doktrin og skiller sig ud og lægger op til en debat, er spørgsmålene om ligestilling og miljøpolitik. Det sidste mener han blot er mindre vigtigt, men det er i kønsdebatten, at han virkelig folder sig retorisk ud, men udsagn som at ”Identitetspolitikerne er konkurrencestatens nyttige idioter”.

Mændene gør det måske af ridderlighed, fordi de er vant til at støtte det angiveligt svage køn

Ligestillingsdebatten i Socialdemokratiet, er ifølge ham, blevet overtaget af udemokratiske, radikale feminister som ikke har fået modspil af mænd. For som han skriver:

”Den identitetsfeministiske dagsorden har ikke fået det modspil, den bør have. De har overladt kønsdebatten til en lille gruppe ekstreme feminister. Disse mænd er nogle tøsedrenge. Mændene gør det måske af ridderlighed, fordi de er vant til at støtte det angiveligt svage køn.”

Når der er lønforskelle mellem mænd og kvinder, så skyldes det ikke køn, men at kvinder af egen fri vilje vælger at arbejde i den dårligere betalte offentlige sektor eller at flere kvinder arbejder deltid. Der findes ingen barrierer for kvinder, andre end dem som de radikale feminister gennem deres overherredømme over debatten og medierne, har fremmanet.

Der er faktisk ikke grænser for hvad denne, såkaldte identitetsfeminismen, kan føre med sig af elendighed, fra nypuritanisme, modstand mod porno, pædofilipanik i landets daginstitutioner til selve demokratiets opbrud. Det er ikke hver dag, at man hører den slags for en socialdemokrat.

Mangler sammenhæng mellem analyse og forslag

Bogen slutter af med en lang række politiske forslag, som mest af alt bærer præg af at være forfatterens personlige kæpheste, mere end forslag, der hænger sammen bogens indledende analyse om behovet for mere lighed.. Det er ikke fordi jeg har noget imod ideen om at ansætte flere danske parkbetjente, men er det virkelig et afgørende spørgsmål i kampen om Socialdemokratiets grundlæggende ideal?

Der et også helt afsnit, der handler om skattepolitik, men som mest fokuserer på problemerne med skatteinddragelse, men ikke med et ord nævner udfordringen med at få de rigeste til at bidrage med deres fair andel gennem progressiv beskatning.

Mange af forslagene bærer tydeligt præg af at Simon Simonsens gang på Københavns Rådhus. Mange af forslagene handler ganske enkelt om specifikke udfordringer for København. Blandt andet et af mine personlige favoritter: Nemlig et forslag om at lyskrydsene skal reguleres, så ældre mennesker kan nå over vejen, inden der skiftes til rødt!

Mangler en redaktør

”SOCIAL RETFÆRDIGHED i frie og lige Danmark - Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal” er ikke udgivet på et forlag, men er en såkaldt selvudgivelse, og bogen havde haft godt af en redaktør, som kunne have hjulpet med at disponere stoffet og luget ud i nogle af kæphestene. Det havde måske også fjernet nogle af de faktuelle fejl.

Helle Thorning-Schmidt bliver f.eks. gjort ansvarlig for navneskiftet til Socialdemokraterne, som ifølge Simon Simonsen afslører Thornings manglende forståelse for, at Danmark er et klassesamfund med interessemodsætninger.

Det er selvfølgelig en helt legitim kritik af Thornings (manglende) politiske projekt, men fakta er, at navneskiftet fra Socialdemokratiet til Socialdemokraterne blev foretaget i 2002 under Poul Nyrup Rasmussen, længe før nogen overhovedet havde tænkt på Helle Thorning-Schmidt. Den slags åbenlyse faktuelle fejl skæmmer bogen.

Er man troende socialdemokrat, af den slags der mener, at alting var bedre i gamle dage og at verden ville være bedre, hvis blot de (kultur)radikale forsvandt hen hvor pebret gror, så vil man helt sikkert bliver glædeligt bekræftet ved at læse Simon Simonsens bog.

Det er ubetinget en god idé, at politikere og dem der gerne vil være det, skriver bøger om hvad de mener, tænker og tror på, men ”Social retfærdighed i frie og lige Danmark – Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal” er en alt for rodet omgang til, at andre end forfatterens nærmeste vil få meget glæde eller inspiration ved at læse den.

Simon Simonsen. ”Social retfærdighed i frie og lige Danmark – Kampen for Socialdemokratiets grundlæggende ideal”. 208 sider. Selvudgivet.

Bogen kan læses her.