Ny dokumentar er en smuk og humoristisk meditation over internettets forandring af virkeligheden

Vi begynder med Paulo Veroneses manneristiske rennæssancemaleri 'Brylluppet i Kana'. Kameraet fokuserer på Jesus, der sidder i midten, mens publikum på Louvre går i et med de mange statister på maleriet. 

Et telefonkamera hæves op over mængden og skaber endnu et medieringsled mellem den gamle tryllekunstner, lærredet og publikum.

Sådan starter dokumentarfilmen 'Social Landscapes', der havde international premiere på dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX i sidste uge.

Som altid er den københavnske filmfestival spækket med et bredt udvalg af eksperimentelle, langsomme, hurtige, lette, dybe og underholdende dokumentarer fra hele verden. 

Herunder mange film, der vises for første gang, eller som i dette tilfælde for anden gang, da 'Social Landscapes' havde verdenspremiere på Solothurn Filmfestival i hjemlandet Schweiz i januar. 

Læs også:Marty Supreme bringer nuancerne tilbage på det store lærred

Filmen er en original sammensætning af visuelt smukke billedmontager, ofte i slowmotion, fra interessante lande og steder, som undervejs bliver kommenteret af anmeldelser af de samme steder på TripAdvisor.

Det giver nogle ofte humoristiske og tankevækkende modsætninger mellem billederne og beskrivelserne, som i den majestætiske droneoverflyvning af en urskov, der ledsages af en et-stjernet anmeldelse med Valley-girl accent: “Man burde fælle træerne. Der alt for mange insekter!” 

Ifølge en anden kommentar er det spild af tid at rejse dertil, da billederne på Google Images var langt bedre. 

Et meget personligt projekt

Instruktøren Jonas Meier, der deltog i et interview med publikumsspørgsmål efter visningen, har været undervejs med filmen i omkring seks år. 

Den er kommet til verden som et meget personligt og uafhængigt projekt, da han selv har har filmet, skrevet og redigeret den. Ofte har han rejst alene ud i verden med et kamera, faciliteret af, at hans kæreste arbejdede i lufthavnen.

Han fortæller, at processen med at klippe montager og udvælge kommentarer fra TripAdvisor har været meget intuitiv, og at han især har været optaget af, at få billederne til at stemme overens med musikken, som han konstant har haft i sin timeline.

Det er også tydeligt, når man ser filmen. Det er næsten en slags visuel koncert, baseret på to live-optagelser fra en kirke. 

Musikken har mange drævne droner og pulserende basgange med langstrakte og ambiente noder, der giver det hele et meditativt præg.

Læs også:Når historien bliver til storfilm: Ansigt til ansigt med topnazist

En af hovedinspirationskilderne har været den eksperimentelle kultklassiker 'Koyaanisqatsi' fra 1982, der er en film uden ord, som viser landskaber, der langsomt bliver omdannet af menneskehedens modernisering i enten hurtig gengivelse eller ultra slow.

I 'Social Landscapes' får vi lidt af den samme teknologikritik, men samtidig er vi rykket over i den menneskelige sfære, hvor medier som TripAdvisor spiller en større rolle.

Jonas Meier siger, at han især er gået efter store kontraster eller harmonier i den første fase af klippearbejdet, der blev udført i på fire dage og nætter i streg.

Tilbage til 60’erne

Meget af filmen er åben for fortolkning, men visse steder virker den også meget suggestiv. Fx. i en sekvens, hvor der klippes mellem den flere tusinde år gamle Mahakumbh festival i Indien og den notoriske Burning Man festival i Black Rock Desert, Nevada.

Det visuelle udtryk er uden tvivl smukt, og der skabes nogle interessante kontraster mellem de askeindsmurte indere og de spirituelt søgende amerikanere, bl.a. i et billede, hvor en festivalgænger tjekker sin telefon, mens teknolasere stråler op mod himlen i baggrunden. 

filmen skal først og fremmest ses for dens eminente visuelle fortælling

Men denne scene vækker også mindelser om hippietidens forherligelse af østlig mysticisme. 

I den efterfølgende Q&A med instruktøren forsøgte jeg at spørge ind til, hvad han havde gjort sig af tanker om forbindelsen til den tids spirituelle kollektivisme, men det strandede lidt ved, at han havde været meget fokuseret på at skabe en følelse af transcendens. 

Den slags manglende kontekst kan måske give et lille minus i det overordnede regnskab, men filmen skal først og fremmest ses for dens eminente visuelle fortælling.

Filmtekniske eksperimenter 

Apropos illusioner, så leges der hele filmen igennem med publikums forventninger. 

Pludselig står vi ved Fontana di Trevi i Rom til en genindspilning af åbningsscenen af Paulo Sorentinos mesterværk 'La Grande Belleza'. Men til højre for springvandet kører et elektrisk reklamebanner, der stjæler al opmærksomheden. 

Vi ser også Venedigs kanaler med en gondolier, der synger 'O Solo Mio'. Men igen virker det hele lidt off. 

Det er sjældent, man ser nogle kunstneriske fortolkninger af AI, der har en smule skønhed over sig

Efterhånden finder vi ud af, at vi er i Macau i Kina, der ifølge en af anmeldelserne giver en utrolig autentisk amerikansk oplevelse. Hvad de ord betyder i den sammenhæng, står hen i det uvisse. En anden siger derimod, at Macau slet ikke er lige så autentisk som Las Vegas.

Jeg skal nok lade være med at spoile flere af de gennemgående filmtricks, men de er ofte ret markante og tankevækkende. 

Jonas Meier sagde efterfølgende, at han ikke har været interesseret i at skabe en realistisk gengivelse af virkeligheden, men tværtimod altid har ledt efter teknikker, der kunne give tingene et nyt perspektiv.

Læs også:Tysk film er en vellykket generationsfortælling om det barske bondeliv

Det sidste kommer især til udtryk i en sekvens, hvor vi pludselig forlader den virkelige verden helt, for at falde pladask i nogle tydeligvis AI-promtede videoklip.

Det er sjældent, man ser nogle kunstneriske fortolkninger af AI, der har en smule skønhed over sig, men i filmens overordnede flow bliver det faktisk et rørende element, der giver en slags tro på fantasien og fremtiden.

Men netop den sekvens bliver selvfølgelig også nuanceret med nogle E-sport-conventions, og hele AI-montagen skal ses i forbindelse med filmens overordnede teknologikritiske narrativ om, at telefonerne og internetfiltreringen frarøver os vores organiske opfattelse af virkeligheden.

De få gange, hvor en egentlig autoritativ voiceover erstatter TripAdvisor-kommentarene, spørger den, om vi egentlig er kommet længere fra hinanden end nogensinde på trods af den tætte forbindelse, som globaliseringen har skabt.

Det er måske ikke det mest originale spørgsmål nogensinde, men jo heller ikke irrelevant.

Se den i biografen eller på sofaen

En filmanmeldelse er lidt ligesom en anmeldelse på TripAdvisor. Så tag ikke bare mine ord for gode varer. 

Tag ind og se filmen selv. 

Det kan klart anbefales, hvis man har brug for et afbræk fra de traditionelle film og serier, der har det med at stjæle vores opmærksomhed i hverdagen.

Hvis man ser den derhjemme, kan den anbefales til tømmermænd

For dem, der ikke bor tæt på København, eller som bare bedst kan lide at slænge sig i sofaen derhjemme, så kan man også streame de fleste festivalfilm på onlineformatet PARA:DOX fra på fredag til og med d. 5. april.

Efter det, afholdes der også en såkaldt digital festival, der starter d. 20. april. 

'Social Landscapes' er en fin dokumentar i slow-film genren, som virkelig underbygger festivallens mål om at vise film, der kan give nye perspektiver på virkeligheden. 

Hvis man ser den derhjemme, kan den anbefales til tømmermænd, eller hvis man har fået lidt for mange espressoer og har brug for noget afslappende at fordybe sig i.

Social Landscapes. 2026. Instrueret af Jonas Meier. Schweiz. 78 min. Vises i anledning af CPH:DOX. Kan streames på PARA:DOX indtil d. 5 april.