Ny EU-dom sætter stopper for udløbsdato på fagbosser

Danske fagforeninger må ikke længere forbyde deres tillidsmænd at opstille, blot fordi de har nået en bestemt alder, lyder det i ny EU-dom. Forbund vil straks rette ind.
Foto: Pressefoto
HK-formand Anja C. Jensen.
EU-domstolen er kommet med en afgørelse, der kan betyde, at flere fagforeninger vil skulle ændre deres vedtægter, så fagforeningsformænd og andre tillidsvalgte, ikke længere kan forbydes at opstille, blot fordi de har nået en bestemt alder.

Dommen i en sag om aldersdiskrimination betyder nemlig, at det i hvert fald EU-retligt er aldersdiskrimination at have en aldersgrænse for opstilling til tillidsposter i fagbevægelsen – sådan som mange fagforeninger har i dag.

Sagen blev rejst af den tidligere formand for HK Privat, Karin Retvig, der i slutningen af 2011 blev tvunget til at stoppe som 63-årig på grund af alder.

Men ifølge EU-dommen er også valgte fagforeningsledere omfattet af beskæftigelsesdirektivet – der også indeholder et forbud mod aldersdiskrimination.

HK slog i retten på, at fagforeninger frit har ret til at vælge deres repræsentanter, men ifølge dommen, så er det underordnet om en person er valgt eller ansat, men afgørende at vedkommende er i "lønnet beskæftigelse" - og derfor gælder samme regler om forbud mod aldersdiskrimination  også tillidsvalgte.

Læs hele dommen her.

HK ændrer straks reglerne

Sagen får først direkte konsekvenser i Danmark, hvis den danske landsret følger dommen.

Det vil HK dog ikke vente på. Forbundet tager dommen til efterretning og vil straks ændre reglerne, siger forbundsformand Anja C. Jensen til Ritzau:

"Fra i dag er der ikke nogen, der bliver forhindret i at stille op til et betalt valg i HK på grund af alder," siger hun og fortsætter:

"Det kan vi ikke have siddende på os, så det må vi rette op på."

Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) der har kørt sagen, og advokat Rune Asmussen, siger, at dommen vil få konsekvenser både for danske fagforeninger, for FH og for fagforeninger ude i Europa.

”Afgørelsen er principielt meget vigtig, og vil få praktisk betydning for mange fagforeninger. Det vil være hensigtsmæssigt at forbund og foreninger, der har den slags vedtægter, genlæser dem og holder dem op mod EU-dommen.”

“Fra vores research på sagen ved vi, at det ikke kun gælder faglige organisationer i Danmark men i flere EU-medlemsstater," understreger FH-advokaten i en pressemeddelelse.

I FH's vedtægter fremgår det, at formand og næstformænd afgår senest, når de når den individuelle folkepensionsalder, som i øjeblikket er på 67 år.

I dag har de fleste fagforeninger en aldersgrænse for at undgå, at formænd bliver siddende alt for længe på posten og aldersmæssigt kommer ud af trit med medlemmerne.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Er det ikke lettere at skrive om de få ting EU ikke dikterer?

Hvad blev der af foreningsfriheden, så vidt jeg ved har vi aldrig afstået foreningsfriheden til EU, det må vel egentligt også høre ind under retsforbeholdet ?

Annonce