Ny film tager revolutionsromantikere og MAGA-fans under kærlig behandling

Jeg erindrer endnu de tider, hvor København lå underdrejet i flammer og kaos, fordi man havde besluttet at rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69. 

Men det er sådan set ikke så relevant her, hvor jeg skal anmelde Paul Thomas Andersons nye, skamroste film, 'One Battle After Another'. 

Altså, hvis ikke denne erindring handlede om alle de forældre, der tilhører den liberale venstrefløj, og som sande revolutionsromantikere så på de unges kampe som en frihedskamp, der ikke var noget at udsætte på. 

For jeg tænker egentlig, at den ekstrem megen ros, som 'One Battle After Another' har fået i medierne, i grunden også afspejler, at det er selvsamme segment, disse anmeldere udgøres af. 

Men det er sådan set også det eneste svirp med pisken, som jeg vil foretage mig her. 

Filmen gør grin med Trumps MAGA-fans

Filmen er på en sær måde stereotyp i sit portræt af en højreradikal overmagt, der skal bekæmpes med alle revolutionære midler, selvom det ikke helt går, som man måske drømmer om. 

Eller sagt på en anden måde: filmen gør grin med Trumps MAGA-fans, men det er en ret så plat og fordummende måde, det gøres på. 

Det er bare irriterende at tænke på, at nogle af de mange stjerner, der er givet til filmen, også er strøet ud, grundet skadefro imod ‘fjenden’. 

Det er irriterende, fordi filmen som helhed faktisk udmærker sig ved netop ikke at forfalde til tomme klichéer, uden i hvert fald at gøre tykt, selvironisk grin med selvsamme. 

Altid spektakulært

Men først til det væsentlige: Det er altid spektakulært at se en film af Paul Thomas Anderson, fordi han på en fascinerende måde altid formår at lave et plot, og skabe billeder og lyd, man bare ikke er forvænt med. 

Han viste det med filmen 'Magnolia' fra 1999, der på så mange måder skabte en helt ny måde at skabe et plot på.

Læs også:Ny film vil menneskeliggøre Hitlers marionet i Norge 

I filmen 'Boogie Nights', som han lavede to år tidligere, havde han vist, at han mestrede pastichen, når det gælder 70’ernes forunderlige årti, hvor alting var så blæst og under radikal forandring. 

Han fortsatte med denne pastiche i filmen 'Licorice Pizza' fra 2021, og i grunden er 'One Battle After Another' en fortsættelse i denne dur, der også refererer til selvsamme generation, der ville forandre samfundet - og verden - radikalt, dengang i 70’erne. 

Problemet var jo bare, at de sådan set ikke lykkedes med deres projekt. Samfundet og verden blev ikke radikalt forandret, og det er netop hvad 'One Battle After Another' handler om. 

Hele denne generations alvor faktisk endte som en slags parodi

Vi følger Bob Fergusen (Leonardo DiCaprio), der som ung revolutionær har en affære med den vilde, eksotiske/erotiske steg, Perfidia (Teyana Taylor), begge tilhørende den venstreradikale gruppe French 75, der sammen begår en lang række væbnede aktioner, der handler om at nedbryde grænsen mellem Mexico og USA, og i videre forstand om at sprænge magtens centrum. 

Vi får alle klichéerne serveret på en ret morsom facon, hvor Gil Scott-Herons revolutionshit, 'The Revolution will not be Televised', og de venstreradikales ynglingsfilm, 'The Battle of Algier', glider ind i historien på en ret så uheroisk facon. 

Og det er netop hele pointen med 'One Battle After Another': At hele denne generations alvor faktisk endte som en slags parodi, hverken tragisk eller sejrrig på nogen nævneværdig måde. 

Fra revolutionshelt til potrygende stakkel

I 'One Battle After Another' ender denne generation med at være lige dele sladrehanke, der ligesom kompromitterer deres heltemod, eller de bliver forrået, og ender med at blive opslugt af volden. 

Eller også ender de som Leonardo DiCaprio-figuren, der er flygtet fra det hele, og som lever under jorden, sammen med sin datter, men som selv er gået helt i hundene. 

Og det er faktisk det, der gør filmen så hulens vellykket og morsom: Vor store revolutionshelt, der dengang var så modig og havde de helt korrekte holdninger, er blevet til en potrygende, forsumpet stakkel, der ikke rigtig har mere at kæmpe for. 

Sean Penn spiller den rolle helt absurd godt

Paul Thomas Andersons helt store bedrift er så at bygge historien op omkring denne figur, der får et wakeup call, da han må forlade den bekvemme sofa for at redde sin datter, der nok er optrænet til revolution og modstand, men ikke ejer skyggen af erfaring. 

Sean Penn spiller den knaldhårde, ‘firkantede’ og militante mand, der bliver draget ind i historien, fordi han ikke kan holde nallerne fra den sorte amazone, men som samtidig bliver et problem, fordi han gerne vil være en ‘rigtig mand’, der får en toppost blandt de lede racister, der styrer hele landet uden hensyn til lov og ret. 

Sean Penn spiller den rolle helt absurd godt, også selvom selve rollen næsten er for nem og latterlig. Men det vidner blot om, at skuespillere, der kan deres kram, kan løfte en helt scene og film til nye dimensioner. 

Rørende konklusion

Meget andet kunne også nævnes omkring 'One Battle After Another'. Det er for eksempel værd at påpege, at selv måden, den er skruet sammen på, er svær at beskrive, fordi det er så anderledes end alt andet, samtidig med, at det bare fungerer. 

Man holdes til ilden konstant, og alle billederne er på en og samme tid gudesmukke og ‘gritty’, som havde de en slags ekstra tekstur. 

Læs også:Film om Hitler-Tysklands folkeforfører er en blandet landhandel

På mange måder er filmens ‘konklusion’ faktisk rørende, fordi den peger på, at forældrene nok fejlede, men at børnene nok alligevel er opvokset med de ‘rigtige’ værdier, og at de vil fortsætte kampen. 

Det er fint nok, hvis ikke man som skeptiker sad med den ene, lillebitte bitre smag tilbage, hvor man tænker, at ja, det er godt med de rigtige holdninger og modkraft, men at selvsmagende og ureflekteret selvretfærdighed måske mere er en del af problemet, end selve løsningen. 

Resultatet er beundringsværdigt

USA er i opløsning, og brydningerne er så karikeret, at man må indrømme, at det er en bedrift i sig selv, at kunne ekstra-karikere netop selvsamme, og det er hvad Paul Thomas Anderson har gjort her. 

Det er på en sær måde lykkedes for ham at kombinere Tarantino, Coen-brødrene og 'Mission Impossible'-filmene således, at det hele går op i en højere enhed. 

Man kunne med rette kalde det for en ‘postmoderne’ tilgang (det gjorde man dengang, 'Magnolia' fik premiere), fordi det netop er en form for genbrug. 

Under alle omstændigheder er helheden sådan, at det knager i alle fugerne, uden at det bryder sammen totalt. Og netop den pointe kan jeg lide! 

Læs også:Den amerikanske dystopi udfoldes i ’Civil War’ på en overraskende måde

Resultatet er beundringsværdigt, men altså ikke bedre end Axel Garlands 'Civil War', der fik premiere sidste år, og som også handler om et splittet USA, der ender i borgerkrig. 

Også hans film var anderledes, og den problematiserede også hele ‘indpakningen’, dvs. mediernes medvirken til det hele. 

'Civil War' var knap så morsom, og 'One Battle After Another' er en helt anden type film. Men det gælder alligevel for begge, at de seriøst forsøger at karakterisere den nutid, landet befinder sig i.

Postmoderne eller hypermoderne

Så det svirp med pisken, som jeg rettede mod 'One Battle After Another', fordi den nu engang gør det lidt for nemt for de liberale venstrefløjsere at hylde deres børn, der lige så blåøjede afviser MAGA og andre former for holdninger, de ikke bryder sig om, som de selv har gjort, er hvad der gør de to film forskellige. 

Alligevel er det nu engang netop postmoderne, eller hypermoderne, når Paul Thomas Anderson faktisk peger på, at det på en måde er en uendelig historie - og derfor også parodisk, trods alvoren - fordi det i grunden bare er en gentagelse. 

Læs også:Film om fænomenet og mysteriet Bob Dylan fokuserer lidt for meget på myten

Det hele kører ligesom i ring, og sex og identitet er flydende elementer, der faktisk kan forklares - og udredes - med lidt psykologi. Og det er da meget morsomt, hvis altså ikke det også var så betændt og tragisk. 

Men det er nu engang en vigtig pointe, at ekstremisme skal konfronteres med komik, som et opløsningsmiddel, der måske kan forsone, og det er elementært i 'One Battle After Another'. Og det gør den altså godt. 

Paul Thomas Anderson. 'One Battle After Another'. Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Chase Infiniti, Sean Penn, Benicio Del Toro mfl. 161 min. 2025. I biograferne nu.