Ny finanskrise lurer

Krisepolitikken har endnu engang pustet luft de finansielle aktiver, men forsømt at sikre fremgang i beskæftigelsen og investeringer i realøkonomien. Derfor risikerer vi at stå i en ny krise inden vi er rigtigt ude af den gamle.
Året er startet med panik på børsen og dybe panderynker hos de fleste finansfolk. En række storbanker og topøkonomer er begyndt at advare om, at vi er på vej ind i en ny finanskrise. Flere ser tendenser i den internationale økonomi, der vækker minder om tiden kort før Lehmann Brothers krak i 2008, der ledte til den værste globale finanskrise siden 1930’erne.

De første uger af 2016 har været præget af et højt niveau af volatilitet på aktiemarkederne. Store udsving i kurserne i nedadgående retning.

Royal Bank of Scotland advarede om, at aktiemarkederne meget vel kan falde med op til 20 procent. I en besked til deres kunder kom banken med den noget opsigtsvækkende opfordring: ”Sælg alt!” efterfulgt af den ildevarslende bemærkning: ”I et overflydt lokale er exit-dørene små”. Det samme har analytikere fra JP Morgan rådet deres kunder til.

Den kendte milliardær, Georg Soros, vakte ligeledes opsigt, da han tilsluttede sig det kor af personer, der advarer om en ny finanskrise. Georg Soros påpeger, at det denne gang er Kina, der vil være en kommende finanskrises epicenter.

Nye krak på alverdens børser vil få effekt på den økonomi, vi alle lever og arbejder i

Kinas kamp med at finde en ny vækstmodel samt devalueringen af landets møntfod yuan’en medfører store problemer for hele verden. Kinas vækstrater er ikke så høje, som landet ellers har været kendt for. Og hvis den kinesiske økonomi tager en hård opbremsning, vil det trække resten af verdensøkonomien med sig.

Den anden primære forklaring er olien. For oliepriserne er faldet støt de sidste halvandet år. Udbuddet af olie er ganske enkelt større end efterspørgslen, og derfor har prisen været nede og vende under et niveau, vi ikke har set siden 2003.

Krisepolitik har skabt risiko for nye kriser
Det vil dog være en fejl at tro, at vores problemer – den lavvækst vi står midt i og den nye krise, vi kan ende med at skulle håndtere – alene kommer udefra. Den amerikanske og særligt den europæiske krisepolitik har ikke bare været utilstrækkelig, men også skabt nye udfordringer og risici.

Svaret på krisen har været finanspolitisk strammerkurs og pengepolitiske lempelser. Regeringerne har sparet og skåret ned, mens nationalbankerne har pumpet penge ud i det finansielle system via såkaldte kvantitative lempelser (QE). Men, som nobelpristageren Joseph Stiglitz senest har påpeget, har det ikke stimuleret det private forbrug, investeringer eller væksten. Det har tværtimod haft den modsatte effekt.

Uligheden er fortsat opad

Renterne har været rekordlave og bankerne har fået rigeligt med likviditet, men lige lidt har det hjulpet på realøkonomien. De finansielle aktivers værdi steg godt nok markant i perioder, men arbejdsløshedskøerne fik man ikke bugt med. Den velstandsfremgang, der har været efter krisen, er gået til de rigeste, og uligheden er fortsat opad.

De rekordlave renter burde, som Stiglitz også fremfører det, have givet stater og regeringer anledning til at investere i alt det, som skaber sund vækst og jobskabelse på langt sigte: Uddannelse, forskning, infrastruktur, offentlig velfærd og et stærkere socialt sikkerhedsnet.

Men det gjorde de ikke. I stedet har de lave renter ledt til, at der igen spekuleres i alverdens afledte finansielle produkter, og at en ny aktienedtur truer med at sende chokbølger ud i resten af økonomien. For som man har kunnet læse de seneste uger, er økonomer og andre begyndt at bekymre sig om, at nye krak på alverdens børser vil få effekt på den økonomi, vi alle lever og arbejder i – selvom de klassiske lærebøger fortæller os, at finansmarkederne blot spejler realøkonomien.

På vej mod den næste krise er konklusionen, at det, der har manglet i krisehåndteringen, er klassisk socialdemokratisk politik: Offentlige investeringer i fælles goder, en ligelig fordeling af den fremgang, der trods alt har været, og en garanti for, at den finansielle sektor ikke indledte endnu en boom-and-bust cyklus.

Hvor svært kan det være at forstå, fristes man til at spørge.

 

Kristian Weise (f. 1979) er direktør i tænketanken Cevea.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook