For uanset om man støttede op om den seneste runde af asylstramninger, var imod eller et befandt sig et sted midt imellem, er situationen for alvorlig til at blive ved med at køre rundt i den samme grød

Flygtningekrisen er en økonomisk krise
Mette Frederiksen tog sammen med en række socialdemokratiske borgmestre et vigtigt skridt med meldingen om, at asylansøgere skal have ret og pligt til at arbejde - og helst fra dag et. Det udviser mennesketro og vigtig vilje til integration.

Men vi skal også have øjnene stift rettede mod den internationale arena, for det er her slaget skal slås for at stoppe det historiske pres mod Europas grænser. Behovet for et løsning i Syrien skriger til himlen, men tallene fra EU’s grænseagentur Frontex viser, at 60 procent af asylansøgerne er taget på flugt af økonomiske årsager. At flygtningekrisen i virkeligheden er en dyb økonomiske krise, bliver derfor stadig mere og mere tydeligt for os.

I en global verden er det naivt at tro, at den ekstreme ulighed ikke har konsekvenser

Ifølge en nylig rapport fra Oxfam ejer 62 af verdens rigeste mennesker den samme mængde af værdier som den fattigste halvdel af verdens befolkning, svarende til 3,5 milliarder mennesker. I en global verden er det naivt at tro, at den ekstreme ulighed ikke har konsekvenser for vores samfund. Anno 2016 lever hver anden afrikaner stadig i ekstrem ulighed, og Verdensbanken anslår at kontinentet vil være hjemsted for størstedelen af verdens fattige i 2030.

En seriøs og handlingsorienteret flygtningepolitik kommer derfor ikke uden om at adressere den økonomiske ulighed. Organisationer som OECD og IMF har for længst forladt laissez faire-tilgangen, og anerkender i stigende grad, at økonomisk ulighed er skadelig for vækst og udvikling. Det er på tide, at de politiske partier følger med.

Hvad skal der gøres?
At udfordringen er overvældende, må aldrig blive en undskyldning for passivitet. Socialdemokraterne har en forpligtelse til at adressere de internationale løsninger, og på den hjemlige arena må vi presse Venstre-regeringen til international handling.

Først og fremmest skal vi blive ved med at kritisere det helt igennem utilstedelige i at lave kraftige besparelser på udviklingsbistanden, mens der er allermest behov for dem. Nærområderne er under massivt pres, og mens hele Europa snakker om behovet for hjælp, udebliver pengestrømmene. Men efterlysning af penge til nærområderne er ikke nok. Vi må også holde fast i at sikre midler til den brede og fattigdomsbekæmpende udviklingsbistand, som hastigt udhules i disse dage. Ikke mindst da pengene i stedet bruges til flygtningeindsatsen i Danmark.

Jeg påstår ikke, at bistand og frihandel i sig selv kan stoppe flygtningekrisen.

Men også handelspolitikken skal genintroduceres som et middel mod den økonomisk ulighed. Stilstanden i verdenshandelsorganisationen WTO bidrager til fastholdelse af en international arbejdsdeling, hvor det er svært for de afrikanske lande at udvikle en selvstændig produktion, og være andet end de rige landes råstofkammer. Ordentlige handelsbetingelser for verdens udviklingslande er stadig en kæmpe udfordring, hvor EU skal presses til at gå forrest.

Jeg påstår ikke, at bistand og frihandel i sig selv kan stoppe flygtningekrisen. Men det er vigtige midler. Ligesom globale indsatser mod spekulation, skatteunddragelse og rovdrift på de fattige landes resurser tilsvarende vil være. De internationale løsninger er ikke lette, men det er det eneste der holder i længden. Det er derfor afgørende, at vi socialdemokrater støver de gamle værdier om international solidaritet af, og kommer ind i kampen. For flygtningepolitikken 2.0. skal handle om globale løsninger.

Anne Paulin (f. 1988) er midlertidigt Medlem af Folketinget, opstillet for Socialdemokraterne i fødebyen Skive, Vestjyllands Storkreds. Hun har en master i international business and politics fra CBS og Columbia University, og har blandt andet været beskæftiget i organisationer og det private erhvervsliv.