Ny formand for magtfuldt nævn, nye særlige rådgivere og endnu en beskæftigelsesrekord

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, der også bliver årets sidste.

Netavisen Pio går nemlig på juleferie, men vi er tilbage igen i det nye år.

Det har været en ret afgørende dag for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som i dag er blevet frikendt i den svindelsag om EU-midler, som har forfulgt ham i syv år.

Dommen vakte glæde hos Dansk Folkeparti - her illustreret ved den tidligere formand Pia Kjærsgaard:

placeholder

Men dagen har også budt på flere nye ansigter på forskellige job og poster. Vi har samlet et lille udpluk.

Tak fordi du læser med og rigtig god jul og godt nytår.

 

Ny mand i spidsen for magtfuldt folketingsudvalg

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, er ikke længere formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Det skriver han selv på Twitter.

"Jeg har trukket mig for at kunne prioritere ledelsen af mit parti og sikre kontinuitet i ledelsen af Nævnet. Det bliver der brug for i en stadig mere broget verden," skriver han.

Formandsposten går i stedet til Venstres Michael Aastrup Jensen, der i mange år har beskæftiget sig med netop udenrigspolitik.

placeholder

Udenrigspolitisk Nævn har til opgave at rådgive regeringen i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Det er et af kun få udvalg, som er bestemt af grundloven.


Nye ministre ansætter særlige rådgivere

Med en ny regering og nye ministre følger også nye særlige rådgivere.

De særlige rådgivere er ansat som embedsmænd, men hjælper med bl.a. politisk rådgiving og pressearbejde. Deres ansættelse ophører samtidig med ministeren.

Forsvarminister Jakob Ellemann Jensen (V) har hentet begge sine rådgivere i Venstres sekretariat på Christiansborg.

Det drejer sig om Jakob Ullegaard, der kommer fra en stilling som chef for Venstres Center for Politik og Kommunikation, samt Rasmus Bebe, som har været Ellemanns personlige rådgiver på Christiansborg.

Der er ikke første gang, at Rasmus Bebe prøver at være særlig rådgiver. Det var han også for forskningsminister Tommy Ahlers.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) har også fået to rådgivere, og ligesom partiformanden har han også hentet dem på Christiansborg. Det drejer sig om Venstres hidtidige pressechef Søren Olufsen og chefen for Venstres politisk-økonomiske afdeling Alexander Rewentlov Petersen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har fået sig en særlig rådgiver. Han har i første omgang ansat Karen Clement.  

Hun kommer fra en stilling som chef for PR og kommunikation i Netcompany. Hun har tidligere været pressechef i Forsvarsministeriet og ledende pressesekretær i Statsministeriet samt reporter på TV2.


Ny rekord: Beskæftigelsen steg .. igen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen steg 1.700 personer i oktober 2022.

Der var i alt 2.970.800 lønmodtagere i oktober, når der er taget højde for almindelige sæsonbevægelser, skriver Danmarks Statistik.

Beskæftigelsen slår dermed rekord igen. Inflationskrisen er dog begyndt at vise sig, påpeger økonom:

”Beskæftigelsen kan bare ikke slås ned. Den danske økonomi er bomstærk, og den samlede aktivitet er fortsat ikke ramt af det økonomiske stormvejr, vi står i. Det smitter af på beskæftigelsen. Beskæftigelsen kan dog snart vende, da det går langsommere fremad i oktober end i september, særligt for de private virksomheder," siger Sofie Holme Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en kommentar.

Hun peger på, at manglen på arbejdskraft giver gode muligheder for personer på kanten af arbejdsmarkedet til at komme i beskæftigelse.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce