Annonce

Ny grøn fond, statsminister vil diskutere russisk gas og veganere klar

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til mandagens udgave af Netavisen Pios lille nyhedsoverblik Aktuelt, men en lille håndfuld af weekendens og døgnets vigtigste politiske nyheder. I dag blandt andet med nyheder om en ny grøn fond med rigtig mange milliarder i, en problematisk russisk gasledning og et helt nyt parti på stemmesedlen.

 

Ny grøn fond skal sætte skub i grønne løsninger

Regeringen er sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet blevet enige om rammerne for etableringen af Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Fonden, der er på 25 milliarder kroner, skal bidrage til at udvikle grønne løsninger i Danmark.

"I dag tager vi hul på et vigtigt kapitel i den grønne omstilling. Med Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 milliarder kroner kan vi give et rygstød til danske grønne løsninger, som kan gøre gavn både herhjemme og i resten af verden," siger finansminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Danmark og danske virksomheder har i mange år gået forrest med udviklingen af grøn teknologi, og Fremtidsfonden vil bidrage til, at vi kan fastholde vores grønne førerposition og skubbe samfundet i en mere bæredygtig retning. Samtidig kan vi understøtte tusindvis af grønne job i en tid, hvor regeringen har fokus på den økonomiske genopretning af vores samfund".

Finansministeriet vurderer at fonden kan "skabe basis for at understøtte 27.500 grønne job".

Pengene er ikke hentet fra statskassen, men kommer fra statsgaranterede lån over træk på statens konto i Nationalbanken til øgede rammer for risikoafdækning.

Statens direkte ekstraudgift er blot på 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner i 2021 og 264 millioner i 2022, skriver Berlingske.

Læs hele historien her.

 

Statsminister vil diskutere russisk gasledning

Selvom der allerede er givet tilladelse til etablering af den russiske gasledning, Nord Stream 2, kan gå forbi Bornholm, så er der opstået fornyet international skepsis overfor projektet. Det skriver DR.

Blandt andet har den tyske forbundskansler Angela Merkel sået tvivl om projektet, og det bakkes nu op af statsminister Mette Frederiksen (S):

"Jeg synes, det er positivt, da jeg har været imod Nord Stream 2 hele vejen igennem. Jeg mener ikke, at vi skal gøre os afhængige af russisk gas, så jeg synes kun, det er godt, hvis vi kan få en fornyet diskussion af det, siger hun til DR.

Udmeldingen fra Merkel kommer efter at russerne forleden forgiftede oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj.

Nord Stream 2 ejes af det russiske energiselskab Gazprom. Halvdelen af projektet finansieres af vesteuropæiske energiselskaber.

Læs hele historien her.

 

Minister vil ikke høre mere klynk fra bankerne om Arne-skat

Bankerne har flere gange hårdt angrebet regeringens planer om at beskatte overskuddet i bankerne mere for at få penge til at betale for tidlig pension til folk med mange år på arbejdsmarkedet.

Men kritikken fra bankerne afvises af erhvervsminister Simon Kollerup (S):

"Omkostningen for bankerne ved at betale et samfundsbidrag er faktisk så minimal, at jeg mener, at udtalelserne fra Finans Danmark og institutterne, der har valgt at føre en kampagne mod den her sag, er helt uden for skiven," siger han til Børsen.

Han mener, at sektoren har rige muligheder for at finde pengene til skatten, der skal give 1,5 milliarder kroner til Arnes pension.

placeholder

 

Veganerpartiet klar til Folketingsvalg

Danskerne får endnu en mulighed på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Det skriver partiet på Twitter.

I dag har Veganerpartiet nemlig fået  godkendt deres underskrifter og de har fået partibogstavet G.

Ifølge Veganerpartiet, så er deres politiske udgangspunkt veganisme og økocentrisme:

Veganerpartiet har to ideologier, som fundamentet for fremtidens politiske beslutninger.

"Veganisme, forstået på den måde, at der ikke skal tages beslutninger, som direkte eller indirekte skader andre, hvis det på nogen måde kan undgås. Det er indlysende for Veganerpartiet, at det skal gælde for både mennesker og dyr."

"Økocentrisme handler om, at vi ikke længere skal sætte mennesket alene i centrum for alle vores beslutninger, men i stedet tage udgangspunkt i helheden og de omgivelser, som vi er så dybt afhængige af fungerer i en god balance. Økosystemerne er alt livs fundament. De er ikke kun bestemmende for liv og død i sig selv, men også bestemmende for kvaliteten af det liv vi har."

placeholder

 

Tidligere borgmester vil være regionsrådsformand

Anders G. Christensen, der er tidligere borgmester, først i Hadsten og senere i Favrskov kommune, vil være Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget i Region Midtjylland. Her vil han være oppe imod socialdemokraten Anders Kühnau, der har siddet på posten siden 2018.

Det skriver Altinget.

"Vi har i Region Midtjylland et godt sundhedsvæsen, men der er mange steder, det kan og skal gøres bedre," siger han til Lokalavisen Favrskov, hvor han også understreger behovet for en sundhedsreform.

"Alt for mange oplever, at vores dygtige medarbejdere i sundhedsvæsenet bruger deres tid forkert i stedet for på det arbejde, som de brænder for. Det er ikke i orden," siger han.

Venstre i Region Midtjylland havde i første omgang tilbudt spidskandidaturet til partiets tidligere næstformand Kristian Jensen, men han takkede nej-

Anders G. Christensen tabte borgmesterposten i Favrskov til socialdemokraten Nils Boring ved kommunalvalget i 2010. 58-årige Anders G. Christensen er også suppleant til folketinget, hvor han i efteråret vil vikariere for partifællen Britt Bager, der er på barsel.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet