Ny kommuneaftale, tak

Årets kommuneaftale viser, at der grund til at gentænke måden, den hidtil er blevet indgået på. For fremtiden bør regeringen søge mandat i Folketinget inden forhandlingerne med KL.
I slutningen af juni blev den årlige aftale om kommunernes økonomi indgået mellem regeringen og KL. Forløbet var i år noget kaotisk på grund af folketingsvalget, og vi var et pænt stykke inde i sommerferien, før kommunerne vidste, hvordan den økonomiske ramme ser ud for det kommende år.

Men ud over det rent timingsmæssige problem, viser årets aftale, at der er en række mere grundlæggende problemer ved den måde, som staten styrer den kommunale økonomi. Som kommunalpolitiker har man i hvert fald på den hårde måde lært, at man ikke skal stole på, hvad de borgerlige partier siger om den offentlige økonomi i en valgkamp.

Kampen om procenterne
Venstres budskab var som bekendt nulvækst i de offentlige udgifter, mens DF lovede 0,8 pcts. årlig stigning. Ud fra valgresultatet kunne man så tro, at vi ville lande på en vækst på 0,4-0,5 pct., men resultatet blev som bekendt et ”omprioriteringsbidrag” (læs: besparelse) på 1 pct. om året i de kommende 4 år. I år kommer nogle (men ikke alle) pengene tilbage til kommunerne, men ingen aner, hvordan de kommende år kommer til at se ud.

Reelt er vi altså bragt i en situation af regeringen, hvor det er så godt som umuligt at arbejde med tidshorisonter ud over det kommende år, og hvor vi i værste fald kommer til at skulle finde massive besparelser ud over dem, som demografi mv. allerede gør nødvendige.

Derfor endte en historisk svag regering med at kunne spille Folketingets flertal og KL’s ledelse ud imod hinanden og få sin egen nedskæringspolitik igennem.

Hvad der gør det endnu mere absurd er, at der tilsyneladende er et ganske massivt flertal i Folketinget, som er imod kommunale besparelser i denne størrelsesorden. Alligevel stemte de (incl. Socialdemokratiet) for aftalen.

Jeg accepterer synspunktet fra vores folketingsgruppe om, at de gjorde det i respekt for aftalesystemet på det kommunale område. Men det gør det ikke lettere at forklare for de borgere, som bliver ramt af besparelsen. Vi er landet i den absurde situation, at en regering, som kun repræsenterer 1/5 af vælgerne, kan være sikker på at få en hvilken som helst aftale igennem Folketinget – også selv om et flertal i Folketinget er imod aftalens indhold.

Det holder simpelthen ikke i et parlamentarisk demokrati! Derfor må procedurerne i forbindelse med indgåelse af kommuneaftalen laves om, så den til enhver tid siddende regering får et forhandlingsmandat fra Folketinget, før den går til forhandlinger med KL. Det er den procedure, som bruges i EU-spørgsmål, og den vil sikre, at de partier, som lægger stemmer til aftalen, også får indflydelse på den – og dermed også tvinges til at tage ansvaret for indholdet.

Opgør i KL
Samtidig bør dette års forhandlingsforløb også give anledning til interne overvejelser og selvkritik i KL. Bestyrelsen med formanden i spidsen udtalte sig alt andet end begejstret om aftalens indhold, og man sad tilbage med indtrykket af, at de nærmest havde forhandlet med en ladt pistol for panden i form af en latent trussel om, at hvis de ikke sagde ja til det, der lå på bordet, så ville det blive endnu værre.

Tilbage står et forpjusket og svagt KL tilsyneladende uden reel politisk indflydelse

I den situation mistede KL’s forhandlere tilsyneladende modet og troen på, at et flertal i Folketinget ville stå ved de løfter, som de havde udstedt i valgkampen. Og derfor endte en historisk svag regering med at kunne spille Folketingets flertal og KL’s ledelse ud imod hinanden og få sin egen nedskæringspolitik igennem.

Tilbage står et forpjusket og svagt KL tilsyneladende uden reel politisk indflydelse, hvor den interne uro rumler så stærkt, at enkelte kommuner endda begynder offentligt at stille spørgsmålstegn ved værdien af deres medlemskab. Der er et opgør på vej med den ”nødvendighedens politik”, som har gjort KL til en dikkende lammehale til skiftende regeringer.

Taberne ved årets kommuneaftale er naturligvis først og fremmest de borgere, som på grund af indholdet vil komme til at opleve betydelige nedskæringer på deres velfærdsydelser. Men det er også Folketinget og KL. Derfor er der brug for at gentænke det kommunale aftalesystem.


Kommentarer fra Facebook