Ny måling: Danskerne dumper gule fagforeninger

Danskerne ser rødt på gule fagforeninger. Kristelig Fagforening og Det Faglige Hus har det dårligste omdømme blandt danskerne, viser ny undersøgelse.
De gule fagforeninger som Det Faglige Hus og Krifa har det dårligste omdømme blandt danskerne. Til gengæld scorer to fagforeninger for akademikere og to fagforeninger for offentligt ansatte højt.

Det viser en ny måling som YouGov har lavet for avisen.dk.

YouGov har i perioden 12. - 28. december 2018 spurgt et repræsentativt udvalg af 3.921 danskere over 18 år om deres kendskab til og syn på en række danske fagforeninger.

Og målingen ser ikke godt ud for de gule fagforeninger, som Krifa og Det Faglige Hus.

Således svarer 16 procent, at de har et positivt indtryk af Krifa, mens 19 procent har et negativt indtryk. 65 procent svarer, at de har et neutralt indtryk af den kristelige fagforening. Også Det Faglige Hus bliver opfattet mere negativt end positivt blandt de danskere som kender dem.

I den anden ende af skalaen finder man ingeniørernes fagforening Ingeniørforeningen – IDA, sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd, Dansk Magisterforening, der er fagforening for universitetsuddannede humanister og Politiforbundet.

Snylter på de traditionelle fagforeninger

Det negative indtryk skyldes, at de gule fagforeninger snylter på de traditionelle fagforeninger, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen.

”Danskerne har ikke sympati for de gule fagforretninger, fordi de har gennemskuet, at de snylter på de traditionelle fagforeninger. De gule er upopulære, fordi de ikke indgår aftaler og overenskomster og skaber splittelse fremfor tillid, siger han til avisen.dk.

De gule er upopulære, fordi de ikke indgår aftaler og overenskomster og skaber splittelse fremfor tillid

Hos en af de gule fagforeninger, Krifa, mener man at den negative opfattelse skyldes, at de gule fagforeninger bliver forkert fremstillet i medierne.

”Nogle er godt tilfredse og glade for Krifa, mens mange synes, at vi er rigtig meget i vejen og har et negativt billede af os. Og det negative billede er på mange måder skabt af en forkert vinkling i mediedebatten, hvor andre fagforbund hænger os ud nogle uberettigede påstande. At kalde os fagforretninger er negativt, nedsættende og direkte faktuelt forkert,” siger Søren Fibiger Olesen til avisen.dk.

De fire store er mest kendte

Målingen viser også, at de fire store fagforbund, HK, 3F, FOA og Dansk Metal, også er de mest kendte fagforbund i Danmark. Omkring 2 ud af 3 danskere kender HK.

Formanden for HK, Kim Simonsen, er ganske tilfreds med at være den mest kendte fagforening blandt danskerne.

”Det viser, at HK rammer bredt ud i familien Danmark, og at vi har en plads og er synlige. Det er en anerkendelse af vores faglige bredde, arbejde og gennemslagskraft, der gør mig rigtig glad,” siger han til avisen.dk.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook