Annonce

Ny måling: Nedturen fortsætter for DF

Bunden er slået ud af opbakningen til Dansk Folkeparti, der står til at miste fem mandater.
Krisen kradser for alvor i Dansk Folkeparti, der nu for tredje gang på fire uger sætter ny bundrekord i vælgertilslutning.

Det viser den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Kristian Thulesen Dahls parti står i målingen til at få blot 6,2 procent af stemmerne, et halvt procentpoint lavere end sidste uges katastrofemåling.

Omregnet til mandater, så vil det kun give valg til 11 DF'ere. Fem færre end ved valget sidste sommer og det laveste antal, siden Dansk Folkeparti første gang kom i Folketinget tilbage i 1998.

DF's tilbagegang betyder også, at det såkaldte FOA-flertal står til at forsvinde. Altså muligheden for at lave en aftale blot med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. De tre partier står tilsammen til blot 87 mandater.

Målingen kommer ovenpå flere ugers uro i partiet, hvor flere har været ude og anfægte partiledelsens linje.

Læs også Netavisen Pios interview med politisk kommentator Lars Trier Mogensen, hvor han analyserer Dansk Folkepartis aktuelle udfordringer.

Fremgang til Socialdemokratiet

Socialdemokratiet, som for 14 dage siden kunne notere sig at stå til 35,6 procent af stemmerne, går igen lidt frem efter sidste uges dyk.

I forhold til samme måling for en uge siden, så går Socialdemokratiet frem fra 33,3 procent til 33,8 procent.

Det vil give 62 mandater - et enkelt mere end for en uge siden - og 14 mere end partiet fik ved valget.

Hos de øvrige partier i rød blok er situationen mere eller mindre uændret, både SF og De Radikale står til 7,8 procent af stemmerne, hvilket vil give 14 mandater, mens Enhedslisten står til 7,3 procent, hvilket vil udløse 13 mandater. Alternativet er fortsat under spærregrænsen og står derfor til 0 mandater.

Det er fortsat solid opbakning bag Mette Frederiksen. Samlet står den røde blok nemlig til 103 mandater, 13 mere end ved valget.

Lang vej igen for oppositionen

Dansk Folkepartis nedtur kan naturligvis også mærkes i blå blok, som er langt fra at kunne øjne et magtskifte.

Både Venstre og Konservative går et mandat frem i forhold til seneste måling, men Venstre fortsat er et stykke under valgresultatet og står til at tabe fire mandater.

De to sidste partier i oppositionen, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, holder sig igen lige over spærregrænsen. LA står til 2,2 procent af stemmerne, mens Nye Borgerlige står til 2,1.

Stram Kurs tager til gengæld et dyk i forhold til sidste uges måling, og står i denne uge til 1,2 procent - et stykke fra spærregrænsen.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce