Ny måling: Øget opbakning til Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen kan glæde sig over fremgang til sit parti og fortsat flertal til rød blok i ny måling.
Udviklingen i dansk politik er nærmest overraskende stabil, og der er fortsat en håndfuld partier, der ligger lige omkring spærregrænsen.

Det viser den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som er blevet offentliggjort søndag aften.

Samlet set står rød blok, inklusiv Alternativet, til 97 mandater, mens blå blok, inklusiv Stram Kurs, der erstatter Nye Borgerlige, står til 78. Dermed er der også fortsat et pænt flertal bag Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.

S fortsat størst

Hvis der var valg i dag, så ville Socialdemokratiet fastholde positionen som Folketingets største parti - og udbygge den en lille smule. Partiet står til 27 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 1,0 procentpoint i forhold til den tilsvarende måling for en uge siden. Det vil give partiet et ekstra mandat i forhold til valget, så folketingsgruppen vil få 49 medlemmer.

Fremgangen kommer efter en uge, hvor der har været stor debat om både statsminister Mette Frederiksens nytårstale, hvor der har været fokus på de udsatte børn, og ikke mindst en tilhørende video om fattigdom, som blev heftigt kritiseret for ikke at have nogen børn med indvandrerbaggrund med. Statsministeren har dog også fået pæne anmeldelser for håndteringen af situationen i Irak.

I det store oppositionsparti Venstre, må den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen konstatere, at han fortsat ikke har fået hul igennem til nye vælgere. Partiet tager et lille dyk på 0,8 procent i forhold til samme måling for en uge siden og Venstre står til at tabe to mandater i forhold til valget.

Det er værd at bemærke, at samtlige partier, trods udskiftninger af partiformænd, udmeldelser og nye politiske dagsordner, ligger inden for +/- 1,1 procent af valgresultatet.

Konservativ tilbagegang

De konservative, der ellers har været et lyspunkt i blå blok, kan notere sig en nævneværdig tilbagegang.

Søren Pape Poulsen og hans partifæller går fra 8,5 procent til 7,5 procent. Det er en tilbagegang på 1,0 procent og betyder et tab på to mandater i forhold til målingen for en uge siden. De konservative ligger dog fortsat et stykke over valgresultatet.

Alternativet, der er ved at udskifte partileder Uffe Elbæk, står til 3,1 procent af stemmerne. Det er bemærkelsesværdigt, at partiet står helt uændret hos vælgerne, efter at de politiske kommentatorer og eksperter ellers har haft travlt med at lægge partiet i graven.

Kø ved spærregrænsen

Der er fortsat en lille håndfuld partier, særligt i blå blok, der ligger lige omkring spærregrænsen på to procent.

Mest markant er det, at Nye Borgerlige og Pernille Vermund med 1,5 procent, ikke står til at blive genvalgt. Det gør til gengæld Stram Kurs. Partiet med Rasmus Paludan i spidsen står til 2,2 procent af stemmerne. Det vil give fire mandater.

Liberal Alliance ligger lige over spærregrænsen med 2,1 procent af stemmerne, og det vil give fire mandater.

Heller ikke Borgerlisten, som er Partiet Klaus Riskær Pedersens nye navn, står til at komme ind. Hverken Partiet Fremad eller Kristendemokraterne er endnu opstillingsberettiget og de to partier er derfor ikke inkluderet i målingen.

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 12. januar 2020, baserer sig på telefoninterview med 1.030 repræsentativt udvalgte personer 18 år+ og er gennemført i perioden fra d. 6. januar 2020 til d. 11. januar 2020. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,7 % point.

Se hele målingen for Voxmeter her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce