Ny måling: Socialdemokratiet fortsætter fremgang

Socialdemokratiet kan igen notere fremgang i meningsmåling. De radikale nærmer sig niveauet før efterårets nedtur.
Regeringspartiet Socialdemokratiet, som i den seneste måned har været under heftig kritik på grund af håndteringen af mink-sagen, kan igen notere en mindre fremgang i meningsmålingerne.

I en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, står Socialdemokratiet til 31,2 procent af stemmerne, en fremgang på 1,0 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Dermed er partiet næsten tilbage på det niveau, 32,5 procent, som partiet stod til da mink-sagen begyndte at rulle for en måned siden.

De 31,2 procent er en fremgang på 5,3 procentpoint i forhold til folketingsvalget i 2019. Med de 31,2 procent står Socialdemokratiet til at vinde ni mandater oven i de 48 mandater partiet fik ved 2019-folketingsvalget.

De radikale kan også notere sig en mindre fremgang. Sofie Carsten Nielsen og hendes parti står i denne uges Voxmeter-måling til 7,4 procent af stemmerne, blot 1,2 procentpoint mindre end ved folketingsvalget. Dermed ser den nedtur, som Morten Østergaards afgang som partileder udløste, ud til at være næsten overvundet. De radikale står til 13 mandater, tre færre end ved folketingsvalget.

De konservative nærmer sig igen 10 procent. Partiet har de seneste uger ligget på 9,1 procent af stemmerne, men partiet går i denne uge frem til 9,7 procent, hvilket vil give partiet seks yderligere mandater oveni i de 12 de har i dag.

Venstre går tilbage

Politiske styrkeforhold er som bekendt et nulsumsspil, og når nogle går frem, så er der også nogle som går tilbage. Et af de partier er Venstre, som i denne måling står til 19,2 procent af stemmerne. En tilbagegang på et halvt procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Venstre er dermed fortsat langt fra valgresultatet på 23,4 procent og partiet står til at tabe otte mandater.

For de øvrige partier i blå blok er der kun minimale udsving, hvilket blandt andet betyder at Dansk Folkeparti med 5,7 procent af stemmerne fortsat står til en tilbagegang på seks mandater.

Veganerpartiet rammer nul

For et parti er målingen dog særligt nedslående læsning.

Veganerpartiet står i denne måling til 0,0 procent af stemmerne. Veganerpartiet fik godkendt sine vælgererklæringer i midten af september, men lige nu er der altså intet, der tyder på at vælgerne er klar til at støtte Veganerpartiets mærkesag nummer et: Afskaffelse af det konventionelle landbrug.

Heller ikke Alternativet eller Kristendemokraterne står i denne måling til at klare spærregrænsen.

Rød blok udbygger forspring

De tre røde partier (S, SF og Enhedslisten) og De Radikale, som tilsammen udgør rød blok, udbygger deres samlede føring til 54,2 procent af stemmerne, hvilket vil betyde 98 mandater, syv mere end ved valget.

De fem partier i blå blok står til 42,6 procent af stemmerne, hvilket giver 77 mandater. To færre end ved valget sidste år.

Voxmeters meningsmålinger baserer sig på telefoninterview med 1.033 repræsentativt udvalgte personer på 18 år eller derover. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/-2,8 procentpoint.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

I Weekendavisen brokker chefredaktøren sig over Mette Frederiksens behandling af den danske presse, som selv samme statsminister er minister for. Han antyder kraftigt danske tilstande der har taget sin model fra den anden side af Atlanten. Chefredaktøren er tilsyneladende af den misopfattelse at det er den 4. Statsmagt der er blevet tildelt særlige beføjelser af folketinget her under coronapandemien. Noget BT og Ekstrabladet har de samme problemer med. Folkets reaktioner her og nu, time ind og time ud, dag ind og dag ud er i virkelighedens verden ikke blot den 5. Statsmagt, men i realiteten den første statsmagt. En pandemi forandrer hele det repræsentative demokratiske politiske systems indbyggede logik. Aldrig har folketinget, regeringen og domstolene været mere afhængige af den almindelige borger, vælgeren. Lader vi os teste, overholder vi restriktionerne, tænker vi fremad mod regeringens næste træk? Hvert fjerde år plejer systemet at lade os få en stemme. Under en pandemi har alle en stemme hver time, hver dag. Talt igennem vores handlinger.
Journalister og den fjerde statsmagt bliver således totalt overflødige. Nærmest et tidsfordriv i en kedelig tid. Men uden betydning. Det er selvfølgelig trist for medier og journalister. De mister magt. For folket gør hvad folket finder passende. Uanset hvad medier tænker og tror. Folket bruger rettidig omhu, sund fornuft, og en god mavefornemmelse. Ingen fra folket kan kommentere i Weekendavisen. Alt skal over Facebook som chefredaktøren kritiserer statsministeren for at bruge. Vil folket kommentere politik skal man læse piopio.dk. Det eneste demokratiske medie i Danmark, der bruger sin egen platform. Respekt for den femte statsmagt lig den første statsmagt. Pandemien raser. Den fjerde statsmagt har mistet sin minister. Hun har ligesom langt vigtigere ting at tage sig af. Præcist som læger, sygeplejersker, social og sundhedsassistenter, politi og sundhedsmyndigheder, pædagoger, lærere, dyrelæger, minkavlere, og alle de titusinder af andre der er direkte ramt af nedlukninger. Mediefolk har i årevis været ligegyldige. Nu er de pludseligt blevet totalt ligegyldige. Alle store mediehuse får kæmpe statsstøtte af vi vælgere. Hvor mange hele artikler produceres per mediehus for de penge så folket kan følge med i pandemiens udvikling gratis hver dag. Kun chefredaktørens udgydelser kan vi gratis læse. Statsministeren er hvor det er gratis for danskerne. Her kunne mediehusene lære noget. Så mange danskere har allerede mistet indkomster her under pandemien, at den fjerde statsmagt er ligegyldig. Aldrig har så mange vælgeres og borgeres ageren haft så stor betydning. 1., 2., 3. og 5. statsmagt arbejder sammen. Nu mangler vi blot at få 4. statsmagt med. 31,2 procent af vælgerne støtter direkte statsministeren og hendes ministres beslutninger under coronaen. Imponerende, når man tænker på den 4. statsmagts ageren de seneste par måneder. Tænk hvis den fjerde statsmagt skabte oplysning, var forud for sin tid, og vejledte mere end vildlede.

Annonce