Ny måling: Venstre i frit fald trods blå fremgang

De borgerlige partier henter samlet vælgere tilbage, men vælgerne fravælger Venstre.
Foto: Pressefotos
Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen
Blå blok henter hele fem mandater fra rød blok.

Det viser den seneste meningsmåling som Voxmeter har lavet fra Ritzau.

Samlet set er der dog stadig meget massivt rødt flertal. Der er således 102 mandater bag Mette Frederiksen og blot 73 bag Jakob Ellemann-Jensens statsministerkandidatur.

Målingen viser dog tilbagegang til både Socialdemokratiet og Venstre.

Socialdemokratiet står i målingen til 32,9 procent af stemmerne, en tilbagegang på et halvt procentpoint i forhold til den seneste uges måling og et par procentpoint under det rekordniveau, som blev målt før sommerferien.

Socialdemokratiet står dog stadig til en fremgang på 11 mandater.

Venstre står til gengæld til at tabe ni mandater. Blot 17,8 procent af vælgerne vil sætte deres kryds ved Jakob Ellemann-Jensens parti, hvis der var valg i dag.

placeholder

Fremgang til Vermund og Pape

Dansk Folkeparti, som forleden forfremmede Morten Messerschmidt til partiets næstformand, kan til gengæld notere en lille fremgang i målingen.

Partiet går frem fra 6,1 procent til 7,0 procent - hvilket dog stadig er et stykke under valgresultatet.

Fremgangen i den blå blok skyldes dog især fremgang hos De Konservative og Nye Borgerlige.

Søren Pape Poulsens parti står til at kunne lægge tre mandater til de 12 han fik ved valget, og Pernille Vermund, står til en regulær fordobling af de fire mandater hendes parti fik ved 2019-valget.

Liberal Alliance, der i sidste uge blev ramt af sagen om, at formand Alex Vanopslagh havde beskyttet sin kæreste, der var ansat i sekretariatet, mod en fyreseddel, kan notere sig en måske overraskende pæn fremgang.

Partiet står til 2,7 procent og fem mandater - et mere end ved valget.

Kristendemokraterne og Veganerpartiet indleverede forleden de nødvendige underskrifter til at blive opstillingsberettigede til næste folketingsvalg, men selvom de altså har nok underskrifter, så er de ikke blevet endeligt godkendt og indgår derfor ikke i Voxmeter-målingen.

Opstillingsberettiget er dog stadig både Klaus Riskærs Borgerlisten og Rasmus Paludans Stram Kurs, men begge partier er nærmere et stort rundt nul end på spærregrænsens to procent.

Gallup-måling bekræfter tendens

At Socialdemokratiet og Venstre går tilbage og at afstanden mellem rød og blå blok mindskes, bekræftes også af en måling som Gallup offentliggjorde i weekenden.

Her er det særlig særligt interessant at bemærke, at De Konservative står til hele 9,1 procent af stemmerne. En fremgang på 2,5 procentpoint i forhold til valget. Det betyder, at De Konservative haler pænt ind på storebror i Venstre.

Gallup-målingen har fået flere eksperter og kommentatorer til at sætte spørgsmålstegn ved om Ellemann-Jensen (V), hvis tendensen fortsætter,  fortsat vil være det naturlige oplagte valg, som oppositionens statsministerkandidat.

Socialdemokratiet står i målingen fra Gallup til 30,3 procent. Stadigvæk et pænt stykke over valgresultatet på 25,9 procent.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Jeg bliver ved DF

Mon ikke de smelter sammen med SF på et tidspunkt!

Annonce