Ny miniserie om 80ernes AIDS-epidemi efterlader seeren både vred og grådlabil

It’s A Sin skildrer AIDS-epidemien blandt homoseksuelle i Thatchers koldhjertede 80’ere. En fortælling der rimer på noget i vores liv lige nu.
It's A Sin. Britisk miniserie sat i det homoseksuelle miljø i Thatchers Storbritannien.
80’ernes britiske homoseksuelle ungdomsmiljø virker måske langt væk for os her i de nedlukkede 20’ere med EU og England i hver sin retning.

Men der er al mulig grund til at grovæde alle fem afsnit af miniserien ’It’s a Sin’ hurtigst muligt.

Afsnittene flyver forbi i samme nærmest opskruede tempo som serieskaber Russell T. Davies’ seneste produktion, den fremtidsangste ’Years and Years’. Her spolede man fremad i tiden og prøvede at fremskrive fænomener som Donald Trump, Brexit og vores stigende digitale livsstil.

Også i ’It’s A Sin’ er der er det som om, nogen har sat sig på fast forward-knappen. Og det kan der være mindre kunstneriske grunde til, såsom at serien oprindeligt skulle have været på 8 afsnit, men endte på 5.

Til syvende og sidst synes jeg dog, det giver serien en fascinerende flugt i fortællingen.

Snak om ny virus i hjørnerne af disco-festen

Vi møder en gruppe homoseksuelle, der danner et kollektiv i London ved 80’ernes begyndelse. Livet er én stor polygam disco-fest til at begynde med. Men allerede i første afsnit overhører vi i periferien snak om en ny mystisk sygdom.

Ritchie (Olly Alexander) har sex med gud og hvermand, efter han først har fået lov at sno sig ud af sit undertrykkende provinsliv. Han flår ned fra alle hylder i kåd, liderlig sorgløshed og er skråsikker i sin afvisning af en ny virus.

Flamboyante Roscoe (Omari Douglas) flygter fra en traditionalistisk nigeriansk familieklan.

Walisiske Colin (Callum Scott-Howells) er stilfærdig og ejegod på en måde, så man forventer, at historien har et eller andet udsøgt vendepunkt i vente til ham.

man knytter næverne i raseri hjemme i sofaen

Men der er ikke ret meget retfærdighed til. Og snart begynder det nye monster at æde løs.

Folk taler først om ’gay cancer’, tuberkulose, lungebetændelse og smitte fra fugle. Og gradvist rykker HIV-smitten tættere og tættere på. Meget få bliver skånet, og flere i forældregenerationen håndterer deres børns undergang, så man knytter næverne i raseri hjemme i sofaen.

Det politiske lag får også nogle hug: En af vores helte – i en slags kontrafaktisk ønskedrøm fra manuskriptforfatterens side – får lov at urinere i Margaret Thatchers kaffekande.

Den slags indslag er ren hat og briller, men det ændrer ikke på, at ’It’s a Sin’ er en brødebetynget affære, når den rigtigt kommer i gang. En tåreperser, der dog altid sørger for at indsætte humor og de helt rigtige 80'er-hits mellem de mange hulk.

 Kvinden i centrum

I centrum er veninden til dem alle, Lydia, spillet af Jill Baxter, en genganger fra ’Years and Years’.

Hun er seriens mærkeligt tomme centrum: Har denne kvinde ingen egne projekter eller kærlighedsaffærer at forfølge? Er hun virkelig ok med at leve et liv som veninde og støtteperson for de skønne mandfolk?

Retfærdigvis spørger en af forældrene også om netop dette i seriens finale. Men spørgsmålet forbliver ubesvaret og blafrende i det udklip af værket, vi får lov at se.

Paralleller umulige at overse

Men vi afventer tredje bølge af coronavirussen, er der naturligvis også paralleller til vores tid, som er umulige at overse.

Vores forhold til den nye virus har forandret sig fra et træk på skulderen, affejning og latterliggørelse til accept, beredskab og momentvis rædsel og vrede.

Sådan er det også i ’It's a Sin’. Det en letfordøjelig, ikke desto mindre knugende historietime fra den nære fortid.

’It’s a Sin’. TV-serie. Instruktion: Russell T. Davies. Medvirkende: Olly Alexander, Omari Douglas, Stephen Fry, Jill Baxter, Neil Patrick Howard Spilletid: 5 x 45 min. Kan streames på HBO Nordic

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Kommentarer

Nej, det er virkelig helt uden for skiven, at sammenligne pandemier, vira og de sygdomme de fremkalder på denne måde. Selvom de alle er overført fra dyr til mennesker og retur igen og så mange dør og lider. Øvrige parametre er så vidt forskellige at anmeldelsen bør fjernes som i bedste fald useriøs, overfladisk, misvisende og kontrafaktisk. Øv.

Annonce