Ny offentlig styring handler også om respekt og økonomi

Værdibaserede strategier er tilsyneladende ved at vinde indpas i styringen af den offentlige sektor på bekostning af New Public Management. Men nye, smarte målemetoder gør det ikke alene. Hvis den offentlige velfærd skal have mere kvalitet, kræver det et nyt syn på offentligt ansatte og nogle tidssvarende økonomiske rammer.
New Public Managements (NPM) dage er ved at være talte som styringsredskab for den offentlige sektor. Den anerkendte britiske professor Christopher Hood, der er den egentlige ophavsmand til NPM, har kastet styringsmetoden i graven. Baggrunden er en undersøgelse, der viser, at mange års brug af NPM i England har medført en både dyrere og dårligere offentlig sektor.

Også flere danske embedsmænd peger på, at vi herhjemme må kigge os om efter en erstatning for NPM. Det gælder blandt andet direktøren for Danske Regioner, Adam Wolf, der i Information for nylig udtalte, at vi er ”røget for langt over i mistillidsstyring, kontrol og registrering, der ikke giver mening”.

Jeg og langt de fleste, der beskæftiger sig med offentlig velfærd, kan kun bifalde den melding. For HK’ere, lærere, sundhedspersonale og andre offentligt ansatte ved om nogen, at det énsidige fokus på produktionsmåling er ved at kamme helt over.

Miserable alternativer
Men hvilket alternativ tegner der sig så for NPM? Hvilke knapper skal der skrues på, for at vi får en fremtidssikret offentlig sektor med kvalitet og udvikling? De foreløbige bud fra politikere, embedsmænd og diverse tænketanke har været mere eller mindre eksotiske.

Moderniseringsstyrelsen har eksempelvis opfundet et nyt godt dansk ord, nemlig ”low-performere”. De skulle ifølge styrelsen udgøre 10 procent af arbejdsstyrken. Og når man spotter dem, skulle der være et stort ’effektiviseringspotentiale’. Jeg lader den lige stå et øjeblik.

Andre – heriblandt repræsentanter for den nye regering - peger på konkurrenceudsættelse og (tvangs-)udlicitering som den bedste mulighed for at effektivisere og forny den offentlige sektor. Jeg er enig i, at man skal overlade en given velfærdsopgave til dem, der kan løse den bedst og billigst.

Problemet er imidlertid, at vi efterhånden har rigtig dårlige erfaringer med private velfærdsløsninger, der mange steder har vist sig ikke at virke for borgerne. På områder som for eksempel hjemmepleje og beskæftigelse har vi gennem de senere år set en række eksempler på, at private har fejlet fuldstændigt, mens andre er gået konkurs, hvorefter den enkelte kommune har skullet løse opgaven med få timers varsel. Ny forskning har desuden vist, at de økonomiske gevinster ved udliciteringer de senere år er svundet ind til næsten ingenting. Så der er ikke noget, som tyder på, at løsningen ligger her.

Borger- og medarbejdertilfredshed
Førende forskere og fremsynede politikere og embedsmænd er nogenlunde enige om, at afløseren for NPM og bevidstløs udlicitering hedder værdibaseret styring. Den adskiller sig fra NPM ved at måle på værdien for borgeren af en given velfærdsydelse fremfor på den produktion, der skal til for at nå et mål. For eksempel at man måler på, om patienten bliver rask, eller om den arbejdsløse kommer i job – fremfor antallet af behandlinger eller samtaler. Flere steder i det offentlige har man allerede så småt taget hul på den nye styringsform. På Bornholms Sygehus og i Odense Kommune har man indført principper, hvor der måles på effekter frem for på detaljerede produktionsmål.

Man måler også på tilfredshed hos borgerne og flere steder også på tilfredsheden hos medarbejderne. Fordi man tror på, at tillid og arbejdsglæde fører til effektivitet og produktivitet. Tankegangen flugter meget godt med Mette Frederiksens nye udmeldinger om tillid til og frisætning af de offentligt ansatte. De nye toner kan jeg i den grad kun bifalde. Men, men: Nye målemetoder og tillid gør det ikke alene.

Vi er nødt til også at gøre noget ved rammerne.

Jeg kan nævne to forhold, der har kimen til at spænde ben for den tiltrængte fornyelse af den offentlige produktion.

Respekt og økonomi
Det første handler om, at der blandt politikere er en kedelig tendens til at tale den offentlige velfærd og de offentligt ansatte ned. Det drejer sig til syvende og sidst om det menneskesyn, man italesætter. Mange offentligt ansatte oplever, at respekten er dalet, og at den offentlige sektor omtales som en byrde fremfor som en gevinst.

Jeg efterlyser et nyt offentligt samtalerum, hvor den offentlige sektor og dens velfærdsmedarbejdere bliver tillagt de fundamentale værdier om blandt andet solidaritet og sammenhængskraft, som de rettelig fortjener. I den sammenhæng har alle politikere et stort ansvar.

Det andet forhold handler om de økonomiske rammer, man vil forvalte den offentlige velfærd under. For det nytter jo altså ikke noget, at man processerer sig frem til udvikling og kvalitet, hvis man samtidig gennem minusvækst amputerer antallet af offentligt ansatte, så de, der er tilbage, ikke længere har tid til at lykkes med kerneopgaven. En ny (socialdemokratisk ledet) regering bør derfor overveje at lade serviceudgifterne følge demografien og den generelle velstandsudvikling. Eller at lade arbejdspladserne få del i de økonomiske gevinster ved reformer og effektiviseringer. Bare for at tage nogle få eksempler.

Jeg tror på, at et nyt værdibaseret styringsparadigme kan blive ganske succesfuldt. Men kun hvis der for alvor tages politisk hånd om indhold og rammer. I så fald kan vi udvikle en offentlig sektor, hvor personalet er stolte over den indsats, de har mulighed for at levere. Hvor de ansatte ikke tvinges ud i etiske valg om, hvilken borger eller patient, der nu skal svigtes. Hvor ingen medarbejder skal slå blikket ned over for en borger, fordi man er flov over det system, man er en del af.

Bodil Otto er formand for HK Kommunal.

Bodil Otto er formand for HK-Kommunal.


Flere artikler om emnet

Annonce