Jo mere åbenhed man har i et samfund, jo mere tillid vil der også være til den offentlige forvaltning

Efter syv års arbejde er offentlighedskommissionen kommet med en rapport på ikke mindre end 1216 sider. Dermed er der efter flere års forberedelse lagt op til, at vi skal have en revision af offentlighedsloven.

Vi lever i et demokrati, som bygger på åbenhed og tillid. Disse værdier er desværre ikke repræsenteret i forslaget til den nye lov.

Der er især tre paragraffer, som er yderst problematiske for åbenheden i vores samfund. Dette er §§ 22, 24 og 27.

§ 22 vil afskære offentligheden i at søge aktindsigt i kalenderne i det offentlige.  Ministerkalenderne blev allerede undtaget i en lovrevision i 2009, og nu vil man udvide loven til at omfatte alle kalenderne.
Argumentet for at indføre det er, at man vil beskytte politikkernes privatsfære.

Men her vil kunne sættes spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt helt at lukke ned for aktindsigten?
Kalenderne har en enorm stor kildeværdi i eksempelvis den verserende lækagesag mellem Helle Thorning og Skatteministeriet.

Med § 24 vil man give ministrene mulighed for at sende og modtage dokumenter ud og ind af huset, uden at de kan komme frem i offentligheden. Det er dermed en regel med en enormt stor rækkevidde og vil gøre arbejdet, der foregår i ministerierne helt uigennemsigtigt.

En anden ting der er meget kritisk ved denne paragraf er, at den vil give prøvelsesmyndigheden meget dårlige arbejdsforhold, da skønnet er så bredt i bestemmelsen.

Det vil sige, at folketingets Ombudsmand får svært ved at fungere i forhold til denne regel, da ministerierne som udgangspunkt vil have en større sagkundskab på de enkelte områder end Ombudsmanden. Hertil skal dog retfærdigvis siges, at der er en enkelt modifikation i paragraffen. Nemlig den at der er en ekstraheringspligt i forhold til fakta. Man vil altså stadig kunne søge aktindsigt i helt faktuelle papirer.
Men man fjerner altså muligheden for, at offentligheden kan søge i aktindsigt i baggrunden for den fremtidige lovgivning.

Den sidste paragraf, som også må anses for at være et problem er § 27. Her åbnes der op for, at der kan foregå en helt fortrolig dialog mellem ministre og folketingsmedlemmer. Denne paragraf var der i begyndelsen slet ikke lagt op til skulle med, og den blev også kun vedtaget med et flertal på 11 mod et mindretal på 10.

Med denne paragraf fører man regeringen tættere på Folketinget. Det vil sige, at man fjerner rummet mellem regering og parlament, hvilket i realiteten betyder, som historikeren Niels Thomsen siger, at man i højere grad her en ”Parlegering” end man har et adskilt parlament og regering.

Dette vil i fremtiden betyde at oppositionen vil komme til at famle i blinde, da ministrene helt og aldeles er herre over, hvem der ved hvad hvornår.

Denne paragraf må siges at være direkte i modstrid med lovens egen formålsparagraf i § 1, som fastslår, at man vil have åbenhed i den offentlige forvaltning.

Jo mere åbenhed man har i et samfund, jo mere tillid vil der også være til den offentlige forvaltning.
Jeg kan ikke forestille mig, at denne lovændring vil have en positiv virkning på den dalende tillid der i forvejen er til politikkerne.

Jeg synes, at man skal huske på, at den vigtigste beslutningsproces ikke er den, der foregår bag lukkede døre i ministerierne, men den der foregår i Folketinget.

Så til den nye offentlighedslov – det bliver et pænt nej tak herfra!