Podcasts til din mobil

Lyt gratis,

På iPhone: Apple Podcasts

På Android: Podcast Addict

Søg efter Netavisen Pio i app'en og lyt med glæde.

Ny podcast belyser hidtil oversete ofre

En dag ser drengen Abdi en far begå et voldeligt overfald på sin kone. Gardinerne er trukket fra inde i lejligheden i boligblokken, der er blevet hjem for nytilkomne flygtninge. Mennesker der kommer fra krig og fra lovløse steder ligesom de steder, hvor  mange fra Abdis familie kommer fra. Volden, han som dreng så,var grov, og han var stærkt  bekymret for moderens velvære. Han  kontakter sin onkel og fortæller om det. Der blev ikke ringet til politiet. I stedet bankede onklen på, for at fortælle manden, at han larmede for meget og han skulle passe på. Efter det blev gardinerne trukket for og volden fortsatte.  

 

Podcastserien Offer - Gerningsmand - Menneske, der er produceret af Station København, går i dybden med en oftest lukket verden og undersøger, hvilken verden de børn, der voksede op i starten af 90’erne i parallelsamfund, har levet i.  

 

Abdi var selv offer for vold og vidne til vold på næsten daglig basis. Men hans egne traumer fra de overgreb, han blev udsat for, blev ikke opdaget af hverken kommune eller folkeskole, hvor det oftest var ham, der blev set som problemet. 

 

Offer - Gerningsmand - Menneske undersøger den cirkel, der opstår, når børn udsættes for vold og traumer og selv med tiden udvikler sig til at blive gerningsmænd. Den cirkel kan nemlig stoppes langt før.

Abdi forsøgte flere gange at få hjælp, da situationen derhjemme blev uudholdelig. En dag kastede han en sten imod ruden på en af Aarhus kommunes bygninger. Derefter ringede han selv til politiet og ventede på, at de kom, så han kunne blive anholdt. Han håbede på at blive fjernet hjemmefra, men selv dette råb om hjælp blev ignoreret, og han blev sendt hjem til en dysfunktionel familie, hvor man aldrig vidste, hvor det næste måltid kom fra.

 

Hele livet har oplevelserne med vold og utryghed plaget ham og især vreden over at blive forladt af både familie og stat, har ledt ham til flere gange at komme i klammeri med loven. Traumerne har sat sit tydelige spor i ham. Da han blev far, kunne han for alvor mærke, at traumerne bankede på.

 

 I en tid, hvor han var kommet på afstand af det kriminelle miljø og for længst havde fået ren straffeattest, frygtede Abdi at gentage mønsteret, som han kunne have nedarvet fra sin far, hvor vold var det, der holdt familien sammen. Abdi valgte selv at søge psykologhjælp, da disse tanker opstod, men spørgsmålet er: Kunne han have fået hjælp lang tid før til at overkomme sine traumer?  

 

Netavisen Pio har fået lov til at bringe første afsnit i serien, der er produceret af Station København med støtte fra Offerfonden.