Ny S-kandidat i Odense vil bekæmpe børnefattigdom

Jeg stiller op til Folketinget for at nedbringe børnefattigdommen, lyder det fra ny socialdemokratisk folketingskandidat på Fyn.
Socialdemokratiet i Odense Øst-kredsen har i tirsdag aften valgt Mads Madsen Henriksen som ny folketingskandidat.

Han afløser tidligere folketingsmedlem Erik Christensen, der trak sig som kandidat efter ikke at blive genvalgt valg sidste år.

Mads Madsen Henriksen, 30, er bosat i Odense og er ansat ved Styrelsen for Forskning og Uddannelse i Svendborg

Han er uddannet cand. mag. i historie fra Syddansk Universitet i Odense

Den nye kandidat vil kæmpe kampen mod den stigende ulighed og især mod at flere børn vokser op i fattigdom.

"Vi har et massivt problem med at alt for mange børn vokser op i fattigdom i Odense. En barndom som for mange påvirker dem resten af deres liv. Jeg stiller op til Folketinget for at nedbringe børnefattigdommen i Odense og i Danmark," siger Mads Madsen Henriksen i en pressemeddelelse.

"Der er brug for aktiv handling mod børnefattigdom. Vi skal have bedre hjælp til udsatte familier med børn, så de kan komme i job og blive selvforsørgende, hvilket kræver inkluderende fællesskaber på arbejdsmarkedet," siger den nyvalgte kandidat.

Kreds med store traditioner

Odense Østkredsen, der blandt andet dækker et af landets mest kendte udsatte boligområder, Vollsmose, gav senest valg til en socialdemokrat ved valget i 2015, hvor den tidligere Nyborg-borgmester Erik Christensen tog et af de fem fynske mandater. Han blev ikke genvalgt i 2019, men blev 1. suppleant.

Tidligere har Odense Østkredsen givet valg til den nuværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

I Fyns Storkreds kommer Mads Madsen Henriksen blandt andet op imod to nuværende ministre, Dan Jørgensen og Trine Bramsen, samt de tre folketingsmedlemmer Bjørn Brandenborg,  Jan Johansen og Julie Skovsby.

Socialdemokratiet står i de seneste meningsmålinger til en fremgang på omkring 10 mandater på landsplan, og det vil i så fald også give et ekstra mandat til Fyn og måske et til Mads Madsen Henriksen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce