Ny udstilling giver et godt bud på en “åndelig oprustning” til tiden

Gammel Strands jubilæumsudstilling ‘Når vi døde vågner’ rummer over 100 værker fra 39 kunstnere, der alle har udstillet på Gammel Strand i det indre København før. 

Den fortæller om institutionens historie fra 1825, hvor den blev stiftet under navnet Kunstforeningen, til i dag, hvor den fungerer som moderne kunsthal. 

Holdet bag udstillingen har været i arkivet og fundet bestyrelsesreferater, kataloger, fotos og tekster, der tilsammen belyser foreningens historie. 

Samtidig tegner materialet et billede af den demokratiske udvikling fra enevælde over Junigrundloven til den moderne velfærdsstat.

Vi kan blandt andet læse om, hvordan kvinder blev optaget som medlemmer og begyndte at udstille fra 1835, og om, hvordan man lykkedes med at gøre foreningen mere folkelig i 1940’erne, da man sænkede medlemskontingentet og henvendte sig til en bredere offentlighed. 

200-års jubilæet kommer netop på et tidspunkt, hvor ledende socialdemokratiske politikere har opfordret danskerne til at se tilbage på vores historie og dyrke kulturen som led i den åndelige oprustning.

Åndeligheden i 2025

Børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye (S) lagde i starten af året ud med at sige, at vi både skulle styrke fædrelandskærligheden og det europæiske sammenhold ved at sætte større fokus på dansk og europæisk kultur og historie.

Hvad kan vi lære af forskellige perioder, og er der grund til at fremhæve noget på bekostning af noget andet?

Efterfølgende talte statsminister Mette Frederiksen (S) i sin grundlovstale om vigtigheden af vores evner til at læse og tænke kritisk. Hun var også med til at åbne Kulturmødet på Mors med en samtale om åndelig oprustning. 

Senest har Socialdemokratiet udpeget Ida Auken som demokratiordfører med ansvar for åndelig oprustning. 

Læs også:Første ordfører med fokus på åndelig oprustning: “Vi skal tale om vores værdier”

Set i det lys er udstillingen på Gammel Strand den perfekte prisme. Det historiske tilbageblik giver os en unik mulighed for at reflektere over kunsthistorien: 

Hvad kan vi lære af forskellige perioder, og er der grund til at fremhæve noget på bekostning af noget andet? 

Guldalderen genbesøgt

Hvis vi skal følge Matthias Tesfayes oplæg, så er det oplagt at se tilbage på den periode, som fædrelandskærligheden blev formet i: 

Den første halvdel af 1800-tallet, som man i Danmark sædvanligvis betegner som guldalderen. Det gør man, fordi der i perioden var en opblomstring af digtning, billedkunst og videnskab, som bidrog til et rigt åndsliv.

Det er blandt andet herfra vi kender de nationalromantiske landskabsmalerier, som for nogle i dag kan virke på grænsen til kitsch, fordi de er blevet reproduceret så mange gange. 

Læs også:Destination Norden. Sommerbreve om kunst- og kulturel dannelse midt i en krisetid

Man er i nyere tid også mere bevidst om, hvordan romantiske forherligelser af fortiden kan være med til at forsimple ting, der har vist sig at være mere komplekse.

Måske er det derfor, man er gået en anden vej i udstillingen. Der er nemlig ikke tale om den samme lineære progression, som da det gjaldt institutionshistorien, hvor man begynder med guldalderen og bevæger sig langsomt fremad.

I stedet møder vi som det første et maleri fra det moderne gennembrud: Anna Anchers ‘Ung pige, der plukker en svane’ fra 1890’erne. 

Kunsthallen huser også flere blomstermalerier, som blev anset som et passende motiv for tidens kvinder

Vi har selvfølgelig stadig nationalsymbolikken med svanen, men i 1890’erne var man for længst begyndt at se bort fra idylliseringen af naturen for i stedet at fokusere på sociale forhold: Arbejdere, fattigdom og motiver fra hverdagen. 

Vi ser dog også et par billeder af “den danske malerkunsts fader” C.W. Eckersberg, der i øvrigt var med til at stifte Kunstforeningen. Blandt andet et ‘Portræt af en dreng med hvid krave’, der er så godt, at det blev udstillet en gang om året de første 100 år af foreningens levetid. 

Krakeleringen på maleriet er dog også blevet ret tydelig med årene, og i et moderne perspektiv er kinderne næsten så røde, at de vækker mindelser om den adelige rokokostil fra århundredet forinden.

Bagsiden af medaljen

Kunsthallen huser også flere blomstermalerier, som blev anset som et passende motiv for tidens kvinder. 

En af de kunstnere, der var med til at undervise kvinderne uden for akademiet, var J.L. Jensen, der er repræsenteret med et gedigent mesterværk: ‘Blomster i en opsats på marmorkarm med bøgegren’ fra 1846.

Topbillede

Maleriet er så teknisk vellykket at det ikke kan gengives på en skærm. Der er næsten tale om et trompe l'œil-maleri - det franske udtryk for synsbedrag - fordi det er så virkelighedstro. 

Bladenes gennemsigtighed og de fine, hvide hår på bøgen - kaldet trichomer - har en sanselighed, som vækker barndomsminder og måske endda nationalfølelse i enhver, der er vokset op med de danske bøgeskove. 

Læs også:Den åndelige oprustning bør være kulturlivets våbenkald

Men umiddelbart efter dette nostalgiske indblik bliver vi konfronteret med den sociale virkelighed. 

Den dansk-vietnamesiske kunstner Dahn Vo har lavet en installation, hvor blomstermalerier af kvindelige kunstnere fra det 19. og 20. århundrede hænger med bagsiden udad. 

Herpå har Danh Vos far håndskrevet blomsternes latinske navne, som er blevet forgyldt i Thailand med en traditionel forgyldningsteknik. 

Værket taler virkelig godt sammen med guldaldermalerierne, både i den historiske kontekst, hvor vi tvinges til at overveje de kvindelige kunstneres vilkår, men også ved at tilføje den ekstra dimension at vi hensættes til at bruge vores fantasi, eftersom billedernes fysiske nærvær og samtidige fravær pirrer nysgerrigheden og åbner for en masse fortolkninger. 

Inspirerende modernisme

I udstillingens modernistiske afsnit er for det meste tale om danske værker fra det tidlige 20. århundrede. 

De har alle har en markant stil og en relevans, der taler direkte ind i vores samtid, mens der eksempelvis skæves til fortiden gennem velkendte motiver fra kunsthistorien. 

Maleriet er noget så sjældent som et smukt Per Kirkeby-maleri

J.A. Jerichaus maleri 'Offerfesten: Menneskene søger varsel. Opus III' fra 1915 minder både i tema og motiv om Eva Helene Pades fantastiske debutudstilling 'Forårsofret', der indtil for nylig var udstillet på ARKEN i Ishøj. 

Valget af 'Offerfesten', der er fantastisk i sin egen ret, skaber en dialog med samtidskunsten, der er gennemgående i udstillingen og rækker ud over Gammel Strand som matrikel. 

Ruinværdi 

I den øverste del af udstillingen er der mere fokus på kunsten som proces. Ann Lislegaards 'Liberty Bells' - en serie af blyant på papir - er måske ikke skønne, men når man får at vide, at de er tegnet under hypnose, ser man dem i et andet lys.  

I den forbindelse har maleren Per Kirkeby udtalt, at han ofte ødelagde sine malerier, hvis de blev for flotte. Hans arbejdsproces gik ud på gentagne gange at male over, indtil billedets struktur begyndte at vise sig. 

Læs også:Her kan du se et af Danmarkshistoriens smukkeste og mest betagende malerier

Han har sagt, at han altid begyndte med en særlig idé, men at værket ikke blev fuldendt før denne originale idé var gået under og blevet en ruin, han kunne bygge videre på. 

Måske er det derfor, udstillingens Per Kirkeby-maleri har titlen 'Ruinenwert', altså Ruinværdi -  for her har han i hvert fald stoppet i tide. 

Maleriet er noget så sjældent som et smukt Per Kirkeby-maleri. Bag de for en gangs skyld begrænsede penselstrøg, kan man ane en tynd streg af en blomsterbuket. 

Der er selvfølgelig ikke tale om den samme sirlige finmotorik som i J.F. Jensens blomsterbillede, men ikke desto mindre er effekten noget hen ad den samme. I stedet for en beundring af evnen til at se, er der blot tale om en beundring af evnen til at skabe.  

Læs også:Ai Weiweis fortolkning af Claude Monets åkandemaleri i LEGO overrasker positivt

På lignende vis kan man også beundre evnen til at udvælge, da titlen 'Ruinenwert' på elegant vis binder en sløjfe om det ruinmaleri af Eckersberg, som befandt sig på første sal.

Til at starte med fik det mig til at tænke, at dét da ikke var måden at genopdage guldalderen på. Men i slutningen af udstillingen gav det pludselig mening. 

Jubilæet skaber en nuanceret fortælling om fortiden og understreger hvordan den fortsatte dialog med vores kulturarv kan skabe nye forbindelser. 

‘Når vi døde vågner’ kan ses frem til 11. januar på Gammel Strand i København.