Ny udstilling viser finske malerier af sne, som varmer ens sind

Sneen er faldet tidligt på kunstmuseet Ordrupgaard i år. Sådan er det jo, når man inviterer Finlands nationalt orienterede kunstmaler, Pekka Halonen (1865-1933), ind i varmen. 

Så får man et væld af nuancer i hvid, skabt af en ihærdig iagttager af den finske natur og vinter, der gennem hele livet stod i kulden, for at fange lysets spil i det pudrede, pulveragtige, kridhvide stof, som disse krystaller af vand er udgjort af. 

Hvordan en maler kunne ende med at blive berømt og anerkendt i hele verden, blot ved at male træer og sne, bliver man faktisk klogere på, hvis man besøger Ordrupgaards udstilling. 

Man har nemlig - heldigvis - valgt at starte med verdensudstillingen i Paris i år 1900, hvor Pekka Halonen, sammen med andre betydelige kolleger, vandt stor anseelse for sin kunst. 

Det var en skelsættende begivenhed, der satte Finland på det globale landkort, og det var forårsaget af en helt konkret grund: Ruslands aggression mod den lille stat. 

Dengang var Finland en vasalstat, henhørende under Rusland. Tidligere var landet en del af Sverige, så på daværende tidspunkt, i slutningen af det nittende århundrede, var svensk og russisk sprog og kultur ret så dominerende. 

Men under overfladen var der store brydninger i gang, begyndende med Elias Lönnrot, der i 1835 indledte sine mange publiceringer af det finsk-nationale epos, 'Kalevala', som havde overlevet i mundtlig overlevering, her især via det folk, der boede i det store område, Karelen, der ligger i grænseområdet mellem Finland og Rusland. 

Dette havde igangsat flere bevægelser, hvor finnere forsøgte at tilegne sig et eget sprog og en egen identitet, men det var - som sådan - ikke noget, der egentlig skabte splittelse eller brydninger med den store bjørn fra øst. 

Det var først i 1898, hvor der pludselig blev indledt en massiv ‘russificering’, at oprøret for alvor tog form. 

Læs også:Hvad Finland kan lære os om at håndtere truslen fra Rusland

Tidligere havde Rusland accepteret, at den lille vasalstat kunne drive deres egen administration, såsom postvæsen og lignende, men nu begyndte man at kræve mere loyalitet og identitet med Rusland. 

Det var denne politisk drevet orientering, der førte til en ny kunstnerisk bevægelse, der i stigende grad blev til et spirende oprør. 

Derfor kan man godt se det, der skete under verdensudstillingen i Paris i 1900, som en fatal fejl fra Ruslands side. 

Russerne valgte nemlig for første gang at lade finnerne opføre deres egen, selvstændige pavillon, hvor de kunne vise deres kunst og håndværk, helt særskilt fra den russiske hovedbygning, og det udnyttede de finske kunstnere til fulde. 

Den førende stil

Verdensudstillingen i Paris år 1900 er gået over i historien som en uforglemmelig begivenhed. Dengang var det stilen art nouveau, der var den førende. 

Frankrig gjorde et stort nummer ud af denne stilretning, der er kendetegnet ved dens intense interesse for naturens former. 

Man var især inspireret af den tyske naturvidenskabsmand, Ernst Haeckel, der sammen med Charles Darwin havde udviklet en evolutionsteoretisk måde at opfatte virkeligheden på. 

Man fejrede, kort sagt, naturens mange, forunderlige former

I 1899 havde Ernst Haeckel udgivet værket ‘Kunstformen der Natur’, hvor han knyttede æstetikken sammen med glæden ved opdagelsen af havets vidundere. 

Hans tegninger og ideer blev kolossalt indflydelsesrig på datidens kunst, og til verdensudstillingen i Paris havde arkitekten René Binet skabt en portal, der var en direkte replika af en af Haeckels nyopdagede stråledyr (radiolaria), der ellers kun kan ses via et mikroskop. 

Man fejrede, kort sagt, naturens mange, forunderlige former, og skabte en ny art ikke-historicistisk stil, baseret på interessen for biologien. 

Topbillede

En af de danskere, der dengang med stor begejstring tog til Paris for at se udstillingen, var den unge forfatter og journalist Johannes V. Jensen. 

Han skrev en række essays om disse oplevelser, der fremstår som visionære, fordi de pegede fremad. Men han fokuserede faktisk ikke på tidens førende stil: Art Nouveau. 

Johannes V. Jensen skrev ikke en dyt om den finske pavillon, men valgte i stedet at skrive om udstillingens store maskinhal, dens ‘rullende fortov' og det store ‘Pariserhjul’, der kunne rumme 1600 personer på én gang. 

Læs også:Krigen, kunsten og Guernica

Hans beskrivelser er hvad man i dag ville kalde for ‘futuristiske’, og de var samtidig et massivt opgør med den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, som Georg Brandes ellers så begejstret havde ‘opdaget’ og holdt foredrag over, i København år 1888, hvor man samtidig havde opført en gigantisk udstilling for Nordisk kunst, industri og landbrug. 

Ifølge Johannes V. Jensen var Nietzsches pessimisme slet ikke passende for det, som han selv oplevede ved al denne nye teknik, da han sad i dette enorme ‘Pariserhjul’, hvor perspektivet blev forvrænget til ukendelighed, og hvor han - nærmest rablende - skrev, at man: “husker et par uvenner, man vakler i sin yndlingspåstand”. 

En enorm succes

Man kan, kort sagt, godt anskue udstillingen i 1900 for en begivenhed, hvor stilretningen art nouveau var på sit højeste, der prægede stort set alle landenes kunstneriske produktioner, men hvor man samtidig nok kunne ane en slags udmattelse, hvor en helt ny tid var under opsejling. 

Det særlige er så, at den finske pavillon blev en enorm succes. Finnerne havde bygget et hus, der var national helt ind til benet, og her udstillede Pekka Halonen to af sine malerier. 

Sammen med især den finske kunstner, Akseli Gallen-Kallela, havde han skabt kunst, der refererede til det finske nationalepos, 'Kalevala', og begge malerier kan man nu se på Ordrupgaards udstilling. 

Topbillede

Set i bakspejlet var Finlands succes under verdensudstillingen betinget af de andre landes forargelse over Ruslands ekspansionstrang. 

Det giver god mening, for mens de andre centrale lande i Europa havde haft deres kunstneriske ‘guldalder’ i begyndelsen af det nittende århundrede, havde de forædlet den nationale selvforståelse helt frem til slutningen af århundredet. 

Og det var via de mange verdensudstillinger, at de hver især viste deres særlige udgaver af forskellige typer internationale teknikker og stilretninger. 

Topbillede

I Frankrig, der efter Tysklands suveræne førerposition i udviklingen af romantikken, blev de nye avantgardistiske udgaver af kunsten udviklet. Begyndende med naturalismen, hvor malerne tog deres staffelier ud af deres studier, i modsætning til tidligere tiders mere akademiske arbejder, der foregik i studierne, og hvor genremalerier og historiske stilarter blev dyrket. 

Herefter udsprang impressionismen, og siden en lang række mere eller mindre lignende stilretninger, der bedst kan defineres som ‘symbolistiske’.

Pekka Halonen ender med at udvikle en særlig national stil, der er baseret på den finske natur

Det særlige er så, at folk som for eksempel den finske, naturalistiske maler, Albert Edelfelt, og den danske kunstmaler, P.S. Krøyer, der begge havde vundet anseelse i Paris langt før århundredets afslutning, faktisk først blev helt store navne, da de vendte tilbage til deres hjemlande og gjorde deres stil mere national. 

Man higede simpelthen efter at se kunstnere male deres hjemegnes særlige natur og lyset, hvor vi især er stolte af for eksempel Krøyers malerier af lyset i Skagen, men også hans portrætter af kunstnerne, der holder fester og finder sammen som kærester. 

Læs også:Nordisk Odysse. Der kommer en storm fra Øst

Denne mere nationale og moderne udvikling udspiller sig altså senere i Finland, og det har netop at gøre med truslen fra Rusland. Og Pekka Halonen ender med at udvikle en særlig national stil, der er baseret på den finske natur, dens mange birketræer og skærgårde med klipper, mos og spektakulære udsigter ud over vældige landskaber, hvor vinteren kan være særligt barskt. 

Sammen med en lang række andre af datidens betydelige, oprørske kunstnere, såsom Akseli Gallen-Kallela, Eero Järnefelt og komponisten Jean Sibelius, skabte de små samfund ude i naturen, hvor de dyrkede ånden fra Karelen, som et dobbelt oprør imod Rusland, men også imod den nye, mere industriprægede samtid, der eksploderede i storbyerne. 

Jean Sibelius, der i 1899 skrev Opus 26, der siden har fået navnet ‘Finlandia’, var også en del en del af denne gruppering, og han boede ikke langt fra Pekka Halonen. 

Som kunstnere var de med til at finnerne genvandt deres eget sprog og identitet, og i 1917, midt under den russiske revolution, lykkedes det for finnerne at blive et selvstændigt land. 

Pekka Halonen kunne virkelig male sneen

Det er ud fra denne komplekse optik, at man skal tage til Ordrupgaard for at se på Pekka Halonens mange vidunderlige malerier, hvoraf mange af dem er rene naturstudier af sneklædte landskaber. 

Sammen med mange andre kunstnere lykkedes det ham at ‘besjæle’ disse landskaber, så de i dag for finnerne udgør en del af deres nationale identitet, på samme måde som Krøyers Skagensmalerier udgør en central del af vores identitet. 

Og Pekka Halonen kunne virkelig male sneen. Hans mange malerier, der især er påvirket af hans fascination af Paul Gauguins stil, hvor perspektivet umiddelbart er blevet mere fladt, er et udsøgt studie af lysets spil med den hvide overflade. 

Læs også:En talende kat i et magisk univers, der vidner om Finlands brogede historie

På udstillingen ender man med en fysisk oplevelse af, at man selv har ‘været der’, dvs. omgivet af nyfalden sne, der ligger sig som tunge puder på træer og sten. 

Pekka Halonens mange forskellige stilarter, der i sin mest ekstreme udgave er så abstrakt, at man næsten ikke længere kan skelne det fra rene studier af farver og form, er så mættet med stoflighed, at ikke kan undgå at ‘mærke’ dem, mere end bare det at se på dem. 

Åndelig oprustning

Det er første gang, at Pekka Halonen er repræsenteret i så massiv en grad i Danmark, og man går fra udstillingen med en fornemmelse af taknemmelighed over at blive introduceret til sådan en dygtig kunstner. 

Men man går altså glip af noget, hvis ikke man sammenstiller datidens kunstneriske brydninger, fordi historien synes at gentage sig. Endnu i dag står finnerne med en alvorlig trussel fra Rusland, og de trækker skam på deres identitet i denne kamp. 

Vi andre kigger mere mod øst, op til finnerne, i disse tider, fordi vi selv er i en mere truet position, grundet krigen i Ukraine, og grundet den stigende trussel fra hybridkrigen. 

Pekka Halonens malerier af sneen og naturen er poetiske

Vi taler stolpe op og ned om en art ‘åndelig oprustning’, men misser nok en del af pointen, hvis vi indbilder os, at den kan indoktrineres. 

Men måske er det slet ikke nødvendigt, sådan at forcere denne identitet. Måske de fleste af os rent faktisk har disse identiteter dybt begravet i os, selvom de ikke handler så meget om krig og om at puste sig op. 

Pekka Halonens malerier af sneen og naturen er poetiske. De er ikke krigeriske eller for tydeligt symbolsk ladede. Alligevel er de et udtryk for en intens fædrelandskærlighed, som han også skrev eksplicit om i sine breve. 

Topbillede

Tidligt gjorde han den nære natur til sit ‘Louvre’, og i dag er hans hus og den tilhørende natur en nationalpark. Og her kan man valfarte til, og få en fornemmelse af, hvad der er værd at kæmpe for. 

Det er en lære, som vi alle godt kan tage til os, fordi alle de forhold, som Halonen og Co. dengang var konfronteret med, også i dag er alarmerende relevante. 

Den unge Johannes V. Jensen havde ret i, at verdensudstillingen i Paris bestod af en kunst, der på en måde var forældet, fordi maskinerne og industrialiseringen var så fremskreden, og på en sær måde ikke anerkendt af kunstnerne. 

Dette er naturligvis kun delvist sandt, eftersom allerede impressionisterne havde skabt poesi omkring banegårdene og lokomotiverne, ligesom Eiffeltårnet endnu stod i horisonten på udstillingen i 1900. 

Det var vartegnet for verdensudstillingen i 1889, hundredåret for den franske revolution, hvorfra ideen om frihed, lighed og broderskab var udsprunget, som de tyske romantikere senere tog til sig og gjorde national. 

Læs også:Ny udstilling: Fransk cafékultur med livsglæde, forfald og erotiske undertoner

Johannes V. Jensen forblev heller ikke futurist, men vendte sig hurtigt mod det nationale projekt, og sammen med Fynboerne skabte han en ny slags dansk identitet, baseret på naturforelskelse, mytologi og egocentrisk historiefortælling. 

Den nationale identitetsdyrkelse i kunsten bliver vi nok aldrig færdige med, selvom der igen og igen vil komme modbevægelser og forsøg på at slå disse tendenser ned. 

Alligevel elsker flertallet det særegne, det nære og poetiske i netop det, ikke mindst andre nationaliteter, turister og historieinteresserede, der glædes over diversitet. 

Pekka Halonen er en udpræget finsk-national kunstner, poetisk naturelsker og ekspert i at skildre lysets spil i sneens iskrystaller. Det gør turen til Ordrupgaard værd at bruge en dag på. 

Lige nu er vejret endnu lunt, men snart kommer der mere kulde. Underligt nok varmer Halonens snebilleder ens sind. Det er en gåde, men sådan er det nu engang med al god kunst. 

'Pekka Halonen. Finland kalder'. Ordrupgaard. Gentofte. 4. september 2026 til 10. januar 2027.