Annonce

Nye dagpengeforringelser er gift for trygheden

Regeringen vil forringe dagpengene for at forbedre iværksætterkulturen. Mennesker har brug for tryghed og sikkerhed, hvis vi skal turde tage chancer.
Ifølge et fortroligt notat fra regeringen, lægger VKLA op til endnu engang at forringe dagpengene. Denne gang for de unge under 30, for dimittenderne og for de ældre seniorjobbere, der i fremtiden ikke skal have mere end højeste dagpengesats.

Regeringens har ringe forståelse for menneskers økonomiske tryghed
Det er endnu et eksempel på en pil skæv fordelingspolitik, der øger utrygheden og forringer det økonomiske sikkerhedsnet. I den anden ende vil regeringen give skattesænkninger til dem der i forvejen har mest. Regeringens ringe forståelse for menneskers økonomiske tryghed kommer ikke som nogen overraskelse. Det paradoksale i regeringens dagpengeforslag er nærmere dens argumentation. For hvordan kan ringere dagpengerettigheder for særligt de unge, være med til at styrke iværksættertrangen i Danmark?

I en tid hvor den globale konkurrence kommer til at presse os bliver trygheden alfa omega

Der er tværtimod brug for at forbedre det økonomiske sikkerhedsnet og holde fast i den danske flexicurity-model. I en tid hvor den globale konkurrence kommer til at presse os bliver trygheden alfa omega. Tal fra blandt andet 3F og FOA har vist, at dækningsgraden for nogen grupper på arbejdsmarkedet nu er så lav, at det for nogen lønmodtagere ikke længere vil kunne betale sig at forsikre sig. Den udvikling er stigende. Modsvaret på den ringere økonomiske sikkerhed vil blive mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Iværksætterkultur handler om mere - ikke mindre tryghed
Hvis regeringen vitterligt har et ønske om at forbedre iværksætterkulturen, så bør den i stedet går den modsatte vej. Skal flere få modet til at realisere deres iværksætterdrømme, så er der brug for, at vi som samfund bakker op med tryghed og økonomisk sikkerhed. Trygge mennesker tør. Et tryghedsskabende dagpengesystem handler også om at styrke rammerne for virkelystne iværksættere med en god idé.

Modsat regeringens politik, så bør dækningsgraden hæves, så sikkerhedsnettet forbedres

Modsat regeringens politik, så bør dækningsgraden hæves, så sikkerhedsnettet forbedres. Den store grad af fleksibilitet sammenholdt med et højt niveau af sikkerhed har gjort det danske arbejdsmarked både omstillingsparat og kriserobust.

For Socialdemokratiet må det være ambitionen, at vi sikrer danskerne flere muligheder og forbedringer i mødet med fremtidens arbejdsmarked og ikke mere utryghed og økonomisk usikkerhed.

Alexander Grandt Petersen, er Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Odense syd. 

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.

 

Alexander Grandt er Kommunikationschef i tænketanken Cevea. 


Flere artikler om emnet