Nye test-ambitioner, trist amerikansk rekord og aflyste operationer

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til endnu en Aktuelt, hvor der fuld plade på corona-nyheder.

I USA er antallet af arbejdsløse eksploderet. Allerede i sidste uge slog antallet af nye arbejdsløse amerikanere rekord. I denne uge er der kommet flere til, end der er indbyggere i Danmark. En skræmmende udvikling, som dog ikke ser ud til at svække opbakningen til den præsident Trump - tværtimod.

Til gengæld kunne det tyde på, at der er en håndsrækning på vej de arbejdsløse danskere, som er på kontanthjælp. I hvert fald åbnede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på dagens pressemøde op for, at 225-timersreglen kan blive suspenderet.

Og så er der nyt om tidens helt store buzzword i kampen mod COVID-19: Test.
 

Hummelgaard åbner for at suspendere 225-timersreglen

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ser gode grunde og saglige grunde til at suspendere 225-timers-reglen.

Han drøfter derfor med Folketingets partier, om reglen midlertidigt skal sættes ud af spil, så blandt andre kontanthjælpsmodtagere ikke bliver trukket i ydelsen midt i coronakrisen. Det siger ministeren på et pressemøde torsdag.

placeholder

“Det korte svar er, at vi allerede nu er i drøftelser med Folketingets partier omkring det. Der er klart saglige, gode grunde til at overveje at gøre det, al den stund at der er rigtig mange ledige, der ikke har mulighed for at optjene timer,” siger Peter Hummelgaard.

Anbefalingen fra Fagbevægelsens Hovedorganisationen er klar.
placeholder
Læs mere her.
 

Corona udskyder klimatopmøde

Årets store FN-klimatopmøde, COP26, bliver udskudt til næste år som følge af coronavirus.

Mødet skulle finde sted i den skotske by Glasgow til november, bliver udskudt til 2021. Det oplyser den britiske regering onsdag aften.

Beslutningen er taget af FN’s klimasekretariat sammen med Storbritannien og Italien, der er værter for klimatopmødet.

”Verden står i øjeblikket over for en hidtil uset global udfordring, og landene fokuserer med rette deres bestræbelser på at redde liv og bekæmpe covid-19. Derfor har vi besluttet at udskyde COP26,” siger den britiske COP26-minister Alok Sharma i en pressemeddelelse.

Læs klimaministerens reaktion her.

 

Nye høje ambitioner: 15.000 daglige corona-tests efter påske

Sundhedsstyrelsen har ændret retningslinjerne for, hvem der kan blive testet for coronavirus, så praktiserende læger mulighed for over telefonen at henvise borgere med milde symptomer direkte til en test for coronavirus.

Det vil formentlig komme til at betyde, at man vil kunne foretage 15.000 daglige test i ugen efter påske. Det fortæller Helene Probst, der er centerchef for planlægning i Sundhedsstyrelsen.

“Min forventning er, at vi kommer højere end 5.000 med de her nye retningslinjer i den her uge. Men vi forventer sådan set, at vi kan nå op på 10.000 i næste uge og 15.000 efter påske,” fortæller hun i P1 Morgen.

Læs hele historien her.

 

Mindst 11.000 operationer aflyst

Mindst 11.000 ikke-akutte operationer er blevet aflyst på landets sygehuse, skriver Ekstra-Bladet.

Samtidig er en del af sygehuspersonalet sendt hjem på grund af den lavere aktivitet.

“Det er et helt andet sygehus. Går man en tur ned i forhallen, er det ligesom en søndag eftermiddag. Der er nærmest mennesketomt,” siger Michael Dall, der er lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital, til avisen.

Baggrunden for aflysningerne er, at sygehusene - efter henstilling fra regeringen - koncentrerer alle kræfter om behandlingen af corona-patienter samt livreddende behandlinger og operationer.

Her kan du læse mere om udviklingen.
 

Flest kortuddannede mister job under coronakrisen

Det er især danskere med de korteste uddannelser, der foreløbig er blevet hårdest ramt af ledighed under coronakrisen. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Siden 9. marts har lidt over 47.000 personer med grundskole, gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser meldt sig ledige, hvormed de udgør godt 72 procent af alle, der har meldt sig ledige siden 9. marts.

I alt har 66.305 meldt sig ledige.
 

Arbejdsløsheden eksploderer i USA

Værre ser det dog ud i USA, hvor arbejdsløsheden lige nu eksploderer.
På en uge har 6,6 millioner amerikanere meldt sig ledige.

Dermed er der sat en ny trist rekord for amerikanerne: Aldrig har så mange meldt sig ledige på så kort tid.

Dagens melding kommer i kølvandet på, at der for en uge siden blev skrevet historie, da 3,3 millioner amerikanere meldte sig som ledige, hvilket var det højeste antal nogensinde. Det var fire gange flere end den ærgerlige rekord fra 1982.

placeholder
Der er dermed knap 10 millioner amerikanere mistet deres job på blot to uger.

Befolkningen ser dog ikke ud til at give Trump skylden, ihvertfald viser målinger stigende opbakning til præsidenten. Se grafen her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce