Nyrup: Socialdemokratiet skal turde tage kampen om markedet

Interview: Da Poul Nyrup var statsminister i 90’erne, havde han socialdemokratiske kolleger i de fleste europæiske lande. I dag er de sværere at få øje på. Netavisen Pio har bedt den tidligere partiformand forklare, hvor det gik galt.
Schröder, Blair, Mitterand, Gutteres, D'Alema, Persson, Brundtland så videre. Sådan lød bare nogle af navne på de mange socialdemokratiske regeringsledere, der regerede det europæiske kontinent i 90’erne. For slet ikke at nævne stærke allierede som Bill Clinton i USA og den - dengang - populære brasilianske oppositionsleder Lula.

Europe2000
Billede: Europas politiske landkort i 2000, hvor Socialdemokraterne stadig sad stærk på magten.

Men siden de glade socialdemokratiske 90’ere er det gået stejlt ned ad bakke for de traditionelle arbejderpartier, der først er blevet udfordret af højrepopulisterne og siden af venstrepopulisterne. Spørgsmålet om hvor det gik galt, overlader Netavisen Pio til Poul Nyrup Rasmussen, der var med, da Europas socialdemokratier sidst var på toppen.

Automatisk velstand: Rigere mennesker forventer mere 
Poul Nyrup skelner interviewet igennem meget bevidst mellem velfærden, der handler om, hvor meget vi har til deling og velstanden, der handler om, hvor meget vi har til os selv. Her ser den tidligere statsminister med skepsis på det, der sker i situation med økonomisk fremgang og øget velstand:

”Der er flere forandringer, som det er værd at pege på. Den ene er jo, at der er sket almen borgerliggørelse af vores samfund i de brede befolkningslag. Konsekvensen af forløbet de sidste 20-30 år, siden start-90’erne, er, at velstanden vokset massivt. Der sker jo det, at når man får mere, så er der også mere at miste.”

Når man får mere, så er der også mere at miste

Derudover betyder den langvarrige økonomiske fremgang, at befolkningen bliver forvent med velstanden og glemmer, at det igen kan gå ned ad bakke:

”Der sker det, at der kommer en tro på, at der er en hvis automatik i, at den næste generation får det bedre end din generation. Og at det skulle være en eller anden form for ubrydelig fremgangslinje. Velstanden komme næsten uden man lægger mærke til det af sig selv – helt automatisk uden man lægger mærke til det. Det er automatiseringens indtog.”

I Poul Nyrups tanke har succeshistorien og den markante økonomiske fremgang været en form for sovepude, der har skabt grobund for, at højrefløjen kunne afpolitisere de økonomiske kræfter og markedsgøre nationalstaterne.

Når det lykkedes de borgerlige at afpolitisere de økonomiske kræfter, så går det galt

”Vi ved jo også fra historien, at når det lykkedes de borgerlige at afpolitisere de økonomiske kræfter og dermed lade dem bestemme selv, så går det galt. Den store forklaring er, at den stigende velstand, den automatik som almindelige mennesker oplevede det som, kombineret med en smart og massiv borgerlig argumentation om at lade markedet ordne tingene, har fået mere og mere frit spil de sidste 20 år. Det førte til en afpolitisering.”

Afpolitiseringen knækker de socialdemokratiske partier
Spørgsmålet er bare, hvorfor de borgerlige kræfter fik frit løb til at afpolitisere markedskræfterne? Man fornemmer næsten, at der har været tale om en grupper af gode socialdemokrater, der simpelt hen sov i timen.

”Det var mere, fordi vores svar på den afpolitisering og den fortsatte markedsgørelse altid blev meget kompliceret. Når de borgerlige sagde, at det skulle kunne betale sig at arbejde, og det siger de jo stadig, så var vi tilbøjelig til at sige ’jo-jo, men det er jo mere kompliceret end som så’. Som jeg altid har sagt: Det du ikke kan forklare, er skide svært at forsvare, ikke?”

Ifølge Poul Nyrup er der en tæt sammenhæng mellem den velstandsstigning, man oplevede i 90’erne, og den afpolitisering, der i samme periode indtraf i den økonomiske debat:

”Det var jo Karl Marx, der påpegede det og formulerede det lidt mere poetisk, end jeg kan gøre det. At hvis naboens hus har en højere skorsten end mig, selvom min også er høj, så er det et problem. Så vil jeg også have en skorsten, der mindst lige så høj og helst endnu højere. Jeg taler med vilje om velstand versus velfærd. På den måde har velstanden et indbygget et destabiliserings- og afpolitiseringselement, som vi skal være meget opmærksomme.”

Den ”mere-vil-have-mere”-tilgang kom derfor til at dække over de politiske og værdimæssige diskussioner om velfærdsstaternes udvikling, ikke mindst i spørgsmålet om at sætte grænser for markedet:

”Selve diskussionen om at afpolitisere politik er jo en kompleks størrelse. Det handler om, at vi skal turde tage den diskussion igen; Hvad er det frie valg egentligt? Er det nu rigtigt, at vi uden videre kan gå ud fra, at udlicitering og privatisering af store virksomheder som DONG, TDC og andre automatisk giver os en bedre verden? Det ser vi også i den aktuelle diskussion om KMD, som er også er blevet en tragedie. Vi skal turde tage diskussioner om hvor markedet skal være og hvor det ikke skal være.”

Vi skal turde tage diskussioner om hvor markedet skal være og hvor det ikke skal være

Hvis man kigger tilbage på storhedstiden i 90’erne, gik for eksempel Tony Blair til valg akkompagneret af en sang med teksten ’Things Can Only Get Better’ fra bandet D:Ream. Det blev de bare ikke for alle, hvilket måske bekræfter passiverende effekt ved stigende velstand?

”Det gjorde det meget let for de borgerlige at afvise en mulig økonomisk nedtur og frygten for, at det igen kunne gå galt. Argumentet var, at vi er på sporet og det skal nok gå alt sammen. De er altid svært at holde fokus på de spørgsmål, når man er inde i en årelang opgangsperiode.”

Blairs markedsgørelse var en fejl!
Den borgerlige politisering og det manglende fælles svar fra Europas Socialdemokrater står central i Poul Nyrups analyse af hvorfor det gik ned af bakke. Svarene blev for teknisk komplicerede, de blev aldrig forankret i en fælles socialdemokratisk front og de svar, som blev til noget, fik aldrig tilstrækkelig  gennemslagskraft overfor de enkelte nationalstater, som lå under for et massivt pres fra især de finansielle markeder.

Jeg har fra starten af været skeptisk overfor Tony Blairs tredje vej

Når man ikke i tide opfangede problemer og uforvarende hoppede ombord på markedets opskrifter, så tøver den tidligere partiformand ikke med at ty til socialdemokratisk selvkritik.  Blandt andet havde opfattelsen af, at globaliseringen udelukkende var slået alt for dybe rødder med især den tredje vej.

”Jeg skal sige med det samme, at jeg fra starten af har været skeptisk overfor Tony Blairs tredje vej. Jeg husker, at jeg på et tidspunkt fik besøg af Frankrigs socialdemokratiske premierminister (Lionel Jospin, red.). ’Jeg sagde til ham: Du, jeg er jo meget skeptisk overfor Blairs tredje vej; er du også det - eller hvad?’ Det var han og helt tilsvarende for António Gutteres (nuværende FN-generalsekretær, red.). Vi troede ikke på, at svaret var en vej, der bevægede sig væk fra staten og væk fra, at den offentlige velfærd skulle spille en aktiv rolle sammen med det private. Det var ikke et spørgsmål om at markedsgøre og bare affinde sig dermed. Det handlede jo grundlæggende om at sikre, at iklæde markedet et ansigt, så det blev vores allesammens tjener og ikke herre.”

Ifølge Poul Nyrup er det en afgørende erkendelse fra dengang, at enhver optur skal bruges at forberede og gøre sig klar til en mulig nedtur. Det er, hvad man kan kalde en slags socialdemokratisk udgave af idealet om ’rettidig omhu’, som i årevis har været et slogan hos rederigiganten Mærsk.

Vi var ikke klar i det øjeblik, hvor den økonomiske globaliserings værste sider slog igennem

”Der var nok for mange, der bevægede sig væk fra det. Vores problem var dengang med Tony Blair og Bill Clinton, at vi ikke brugte tiden godt nok. Den tid, som vi havde i flertal, blev ikke brugt til at finde en fælles vej, som vi alle sammen var engageret i. Det var det, der ramte os. Vi var ikke klar i det øjeblik, hvor maksimum af den økonomiske globaliserings værste sider slog igennem”

En ny socialdemokratisk kanon
Som svar på fortidens socialdemokratiske forglemmelse efterlyser Poul Nyrup en socialdemokratisk kanon. Ikke et langt og teknisk program Som Jens Otto Krags ’Fremtidens Danmark’ eller Nyrups eget ’Gang i 90’erne’, men en værdibaseret kanon som kan forstås af almindelige mennesker.

”Den socialdemokratiske kanon handler om, at globaliseringen også må affinde sig med demokratiet. At summen af nationalstaternes demokrati skal sætte rammerne for markedets funktion, nøjagtigt på den måde, som de nordiske velfærdsstater har gjort det. Den skal udfordre de borgerlige, som siger, at den globale økonomi er noget vi bare skal affinde os med, indrette os efter og betragte en naturlov. Den der siger, at kreditvurderingsbureauer bestemmer og at vi må være en konkurrencestat.”

PNR5-002
Fotografi: Stefan Cavalieri, grafiskafdeling.dk 

Den nye kanon skal ifølge Poul Nyrup forankres i en genoplivning af det nordiske partisamarbejde, som tydeligt vækker begejstring hos den tidligere partiformand. Norden skal være der, hvor ideerne udvikles, eksperimenterne afprøves og derfra den indsatsen for at overbevise Europa og verden starter. Det er i Pouls Nyrups øje en forudsætning for den socialdemokratiske genrejsning

Europas Socialdemokratier skal turde
Poul Nyrup er allerede på vej ind til sit næste møde, hvor 5 unge studerende allerede sidder parkeret foran kaffen og venter på at få lov til at interviewe Poul Nyrup. Alligevel bliver den tidligere partiformand på falderebet en smule klicheagtigt bedt om at give et råd til de nuværende socialdemokratiske ledere i Europa:

”Det ville være at turde. Det ville være for et øjeblik at lægge det til side, som  I har prøvet og I har gang. Beslut jer for at turde og ville noget i fællesskab med de andre. Lad vær med at betragte det som tidsspilde og en tidsrøver i forhold jer til jeres daglige virke. Lad os turde gøre noget sammen. Træf den principbeslutning at turde.”

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce