Annonce

Nyt Folketing på arbejde: Søren Gade valgt som midlertidig formand

Folketinget havde formelt første arbejdsdag tirsdag. Den blev kort.
Foto: Venstre
Søren Gade (V), formand for Folketinget
Et stort flertal i Folketinget har tirsdag valgt Søren Gade (V) som midlertidig formand for Folketinget.

Det står i grundloven, at Folketinget skal mødes senest 12 dage efter valget og vælge en midlertidig formand.

Det skete i dag, hvor Venstres Søren Gade blev valgt efter en kort seance i folketingssalen, der tog mindre end ti minutter.

Til at lede valget af den midlertidige formand var det folketingets længst siddende (og ældste) som åbnede mødet.

Den ære tilfalder Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der i en kort tale lykønskede de nyvalgte og de genvalgte medlemmer af Folketinget.

Der var ikke kamp om formandsposten.

Søren Gade har opbakning fra Socialdemokratiet, Venstre, SF, Moderaterne, Danmarksdemokraterne, Konservative, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, De Radikale og Dansk Folkeparti samt de nordatlantiske mandater og løsgænger Mette Thiesen.

Søren Gade ledte herefter valget af 21 medlemmer til et foreløbigt udvalg til prøvelse af valget. Udvalget skal indstille om valget kan godkendes og behandle eventuelle klager.

Nye skal underskrive grundloven

Folketinget mødes igen onsdag for at godkende valgresultatet.

Når det er sket, suspenderes mødet.

Før de medlemmer, der er valgt til Folketinget for første gang, kan deltage i Folketingets arbejde, skal de nemlig skrive under på, at de vil overholde grundloven.

Det sker ved en ceremoni i Fællessalen, hvor de nye medlemmer efter tur skriver under på sætningen: "Jeg lover herved på ære og samvittighed at holde rigets grundlov."

Efter ceremonien genoptages mødet i Folketingssalen, hvor Folketingets formand, fire næstformænd og tingsekretærer skal vælges.

Derudover skal visse af Folketingets stående udvalg vælges. Det drejer sig om:Udvalget for Forretningsordenen, Udvalget til Prøvelse af Valgene, Finansudvalget, Epidemiudvalget, Europaudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Enhedslisten er vist nået til den konklusion efter valglussingen, at de skal til at vise noget mere kant. Det er nok en af grundene til, at de vælger at stemme imod her i stedet for at stille sig op i koret sammen med alle de andre.

Mon ikke Ellemann er godt tilfreds med at få Gade flyttet væk fra gruppen op til formandsstolen?