Nyt Gallagher album: halvslap kindhest og velplaceret kæberasler

Anmeldelse: Den gavflabede arbejderknægt er tilbage med et solidt album, hvor bokseparaderne desværre dækker for rock n roll-stjernens egentlige talent
Foto: Warner Records
Husker jeg ikke meget galt, var det vistnok Nephew-sangeren, Simon Kvamm, der engang sagde noget i retning ad, at så længe sangene bare er der, så er Liam Gallagher blandt verdens bedste rocksangere, sådan of all time.

Den 47-årige ballademagers bedste egenskab er stadig hans forbløffende stemme

Den betragtning er undertegnede i så fald tilbøjelig til at give ham ret i. Ikke mindst fordi den nu 47-årige ballademager bedste egenskab var og stadig er hans forbløffende stemme. Det gælder også på ”Why Me? Why Not”, det nu andet solo-album fra den tidligere Oasis-sanger. Problemet er bare, at det ikke er et album, hvor det helt flasker sig sådan. Desværre.

Man bliver hverken slået eller bevæget

Sangene er der, ja. I hvert fald nu og da. Men ikke i en grad, som sangtalentet faktisk fortjener. Vi svømmer i klicheer, drukner i sentimentalitet og nu og da er produktionen så poleret, at man undertiden hverken slår sig eller bevæges.

Vi svømmer i klicheer og drukner i sentimentalitet

Tag nu bare åbningsnummeret ”Shockwave”, hvis inciterende mundharmonika samt smag for bluesrock, der totalt kollapser med omkvædets idefattige arrangement og tandløse produktion. Det samme gælder ”Now That I Found You”, hvor jappende tempo og banal lyrik smider nummeret på gulvet: ”Now that I’ve found you / I won’t let go / Let my arms surround you.”

Eller hvad med ”One of Us”, hvis tiggende og nostalgiske bøn om genforening og familiær samhørighed adresseret til sandsynligvis storebror Noel Gallagher, der siden deres band, Oasis, blev opløst tilbage i 2009 mildt sagt har været anstrengt, er lige lidt til den sentimentale side.

Her lyder det således: “Come on, I know you want more / Come on, and open your door / After it all you'll find out / You were always one of us.”

Sofistikeret og kritisk

Dog finder man imidlertid nogle rigtig fine øjeblikke, hvor det er svært at undsige sig, at samarbejdet med sangskriver Andrew Wyatt og producer Greg Kurstin (Adele, Paul McCartney, Foo Fighters red.) går op i en højere enhed.

Det gælder den Bowie-agtige ”Alright Now”, og ”Gone”, der giver mindelser om gamle western soundtracks a la Ennio Morricone. Her bevæger den traditionsforankrede rock’n’roll sig i en mere sofistikerede retning takket være orkestrale arrangementer, vokale fraseringer samt simpelt, men stadigvæk godt tekstarbejde.

En vrængende kritik af griske folkevalgte og kendiskulturens karriererytteri

Som når et af albummets absolutte højdepunkter, nemlig ”The River”; et nummer med en stærk appel til fritænkeri samt en vrængende kritik af griske folkevalgte og kendiskulturens karriererytteri, buldrer derudaf med linjer som: ”don’t believe celebrities / or money-sucking MPs."

Eller “Once” om sandsynligvis igen forholdet til storebror Noel. Måske fordi den sørgmodige ballade ikke lider under helt samme sentimentalitet som ”Now That I Found You” og ”One Of Us”, men er mere tilstede i nuet, udgør det også et af albummets bedste numre.

Just clean the pool

Som når hverdagen hinsides ungdommeligt overmod dumper lige ned midt i rockstjernelivet med linjerne: “Sometimes the freedom we wanted feels so uncool / Just clean the pool / And send the kids to school.”

Mere rocklømlen, ja tak!

Numre som ”Once”, ”One of Us” og ”The River” viser, at det private ikke kun er en væsentlig drivkraft, men også at det er noget, teksterne opnår gennem deres direkte og blottede enkelthed.

En ting, der i øvrigt flyder naturligt sammen med måden, rocklømlen nu og da fører sig frem på Twitter, i diverse interviews eller Charlie Lightening og Gavin Fitzgeralds dokumentarfilm ”As It Was” fra foråret.

Lidt mere Liam, tak

Havde man undervejs dog skruet bare en anelse ned for sentimentaliteten, arrogancen og lagt offerkortet på hylden. Og i stedet brugt krudtet på at give albummet den nerve og nysgerrighed, som det undervejs faktisk råber på, ville det have klædt arbejdet en hel del.

Godt nok er det i disse opbrudstider en ofte glemt kvalitet, at Liam er sådan en man-ved-hvad-får-kind-of-guy. Men det havde hverken været dumt eller forstyrret hans urokkelige boksergrimasse foran mikrofonstativet, hvis man skævet bare en smule mod kunstnere som lad os sige Louis Berry, Sleaford Mods eller Skepta.

Lidt mere Liam, tak!

Talentet burde række til mere 

For det nemlig når Liam Gallagher tør have kant, lade arrangementerne udfolde sig og ytre sin sympati med den almindelige lønmodtager, at den aldrende arbejderknægt træder ud af klicheernes gabende forudsigelighed og alvor får sin eksistensberettigelse.

Klicheernes unødvendige bokseparader dækker desværre for den gavflabede rock n roll-stjernens egentlige talent.

Som da han med vanlig frækhed og sarkasme kort efter Theresa May trådte af som landets hårdt trængte premiereminister, i juni, kommenterede hjemlandets tilstand i et interview med musikmagasinet Q: ”Jeg aner ikke, hvad Brexit er. Er der nogen, der virkelig ved det? Hvad jeg ved er bare, at David Cameron for det første gerne vil have sine nosser fucking grillet for at have bragt det op.”

Derfor er ”Why Me? Why Not” mest af alt en blanding af både halvslappe kindheste og velplacerede kæberaslere. Et veldrejet album, hvor klicheernes unødvendige bokseparader og ligegyldige arrogance nu og da desværre dækker for den gavflabede rock n roll-stjernens egentlige talent.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook