Med Kim Stanley Robinsons utopiske fremtidsvision er der ikke meget håb tilbage. Til gengæld er der mange strøtanker, der slår gnister i det herskende, økonomiske hegemoni.

Da den berømte og anerkendte science fiction-forfatter, Kim Stanley Robinson, i 2020 publicerede den utopiske fremtidsroman, ’The Ministry of the Future’, udtalte den tidligere præsident, Barack Obama, at her var der tale om en af året vigtigste udgivelser.

Romanens absolut grundlæggende tematik er de forventede miljøkatastrofer, som forfatteren så fremskriver til en ikke så fjern fremtid.

Vi har lige - igen - måtte følge med i en international COP-debat om hvad de forskellige lande skal forpligtes til at gøre ved miljøet.

Ikke mange er tilfredse, og nu forventes det, at præsident Donald Trump vil trække USA helt ud af Paris-aftalen, hvor FN forsøger at skabe aftaler om nedbringelse af CO2-forøgelse, dvs. hovedsageligt forbrænding af fossile brændstoffer.

Romanen lægger hårdt ud

Kim Stanley Robinsons roman tager udgangspunkt i disse mange skuffende, internationale aftaler, der alligevel hele tiden bliver brudt af landene.

Og han forestiller sig, at man derfor skaber et nyt underorgan i FN-regi, Fremtidsministeriet, der skal varetage fremtidens befolkningers interesser, dvs. sørge for, at der er en planet til dem, der er beboelig.

Dræbende hedebølge

Romanen lægger hårdt ud, og en hedebølge med en særlig høj fugt, der gør det umuligt for mennesker at overleve, bryder ud i en region i Indien.

Vi følger den amerikanske NGO-arbejder, Frank May, der på mirakuløs vis overlever hedebølgen, der på en uge dræber omkring 20 millioner mennesker.

Beskrivelsen af denne katastrofe er intens, rystende og vildt dramatisk, og som læser bliver man oprigtigt suget ind i romanen, der i meget lang tid holder en fast på den gode måde.  

Det er jo, trods alt, bare indere, og ikke direkte en katastrofe, der gør den store forskel på hvorledes international politik skal bedrives

Det særlige er så selvfølgelig, at dette ikke bare sådan ændrer ved, hvorledes verdens magthavere laver politik.

Det er jo, trods alt, bare indere, og ikke direkte en katastrofe, der gør den store forskel på hvorledes international politik skal bedrives.

Og det er præcis dette knastørre hegemoni, der ifølge Kim Stanley Robinson er neoliberalismen, der skal udfordres.

Propaganda

Pelle Dragsted (EL) ville nok mene, at romanen italesætter nogle af tidens vigtigste emner, og faktisk også tackler disse på en seriøs måde, mens Alex Vanopslagh( LA) ret hurtigt ville nå frem til den konklusion, at der her er tale om kommunistisk propaganda. Og de har begge, sjovt nok, ret.

Romanen er i hvert fald stærkt socialistisk, om ikke andet, og Kim Stanley Robinson kan ikke se andet end, at den massive økonomiske ulighed og klimakrisen hænger uløseligt sammen.

I romanen sker der helt ekstremt dramatiske tiltag, der nok er uafhængige, men som en lavine sætter skred i hele det vaklende system.

Kim Stanley Robinson er først og fremmest god til at kombinere fiktion med fakta og oplysning

En type som rigmanden og iværksætteren, Martin Thorborg, der elsker at blære sig med, hvor meget CO2 han alene kan udlede, bliver simpelthen myrdet af klimaaktivister i romanen.

Disse mennesker bliver betegnet som massemordere, fordi de ikke anerkender, eller vil bremse den forestående miljøkatastrofe.

Store terroraktioner bliver også rettet imod den internationale skibs- og luftfart, der tilsammen både skræmmer og bremser produktion af flere fossildrevne skibe og fly.

Først og fremmest utopist

Kim Stanley Robinson er først og fremmest god til at kombinere fiktion med fakta og oplysning, og ’Fremtidsministeriet’ er spækket med økonomiske og statskundskabsrelaterede analyser af hvorledes neoliberalismen kunne ende så fatalt, og hvilke andre muligheder der foreligger.

Samtidig er der også flere passager i romanen, der handler om ‘geo engineering’, der måske kan redde planeten fra at blive oversvømmet og ødelagt.

Kim Stanley Robinson er først og fremmest utopist, midt i en tid, hvor fremtiden ser særdeles dyster ud og mest af alt måske bringer forestillinger om en mere dystopisk fremskrivning.

Her er Stephen Markleys ’The Deluge’, der udkom sidste år, nok mere i sync med tingenes tilstand lige nu.

Vi skal forstå, at dette her altså er alvor

Man bliver faktisk både underholdt og belært af ’Fremtidsministeriet’, men på et eller andet tidspunkt sker der et skifte i romanen, hvor Kim Stanley Robinsons fantasi ligesom fryser fast.

Dramatikken fastholdes ved, at romanfiguren Frank May giver Fremtidsministeriets øverste leder, Mary Murphy, et wakeup call, der også sætter sig i læseren.

Vi skal forstå, at dette her altså er alvor. Det er sådan, vi ofte tænker, når internationale klimatopmøder og ‘trepartsforhandlinger’ er overstået: At vi ikke rigtig tager det her seriøst.

Klassisk venstrefløjstænker

Men Kim Stanley Robinson er klassisk venstrefløjstænker, og derfor er det naturligvis de nationalistiske partier på højrefløjen, der er fjenderne, og ikke bare de ultrarige, der blindt forestiller sig, at de kan forskanse sig med alle deres penge, og så blot se til, mens verden går under.

Nej, Kim Stanley Robinson har det samme problem som mange andre på venstrefløjen lider af i disse tider: 

Ikke helt at tage den vestlige underklasse seriøst, ikke at kunne forestille sig, at vesten længere har nogen egentlige kulturelle værdier og ikke helt at kunne tage truslen fra islam og den muslimske verden seriøst.

Det er desværre en kende for patetisk og faktisk også lige lovlig arrogant og stereotypt

Derfor bliver ’Fremtidsministeriet’ på en sær måde lidt den sædvanlige fingerpegning af den umælende, hvide underklasse, der kan finde på at stemme på despoter som Trump, og som ikke ejer skyggen af kulturel kapital alligevel.

Samtidig med, at Kim Stanley Robinson svælger i forestillinger om de gode kebabrestauranter, som klimaflygtningene vil åbne i fremtiden, hvor andre flygtninge vil stå på gadehjørnerne og spille på olietønder og panfløjter.

Lige lovlig arrogant

Det er desværre en kende for patetisk og faktisk også lige lovlig arrogant og stereotypt. Og så har vi samtidig også bare fået alt for meget af denne måde at se det hele på.

Det er jo faktuelt en af grundene til, at venstrefløjen ikke har kunne holde fast på deres mest udsatte borgere, der nu hellere vil stemme på dem, der vil give de rige mere.

Kort sagt, så er vor tids krise også en værdikrise

Spøjst nok mener jeg, at ’Fremtidsministeriet’ er værd at læse alligevel. Den er godt skrevet og man bliver samtidig klogere.

Og så er det indlysende sandt, at vor tid hungrer efter nye perspektiver og nye veje midt i en tid, der ser dyster ud, samtidig med, at vi ikke rigtig evner at tænke os ud af krisen.

Kort sagt, så er vor tids krise også en værdikrise, og Kim Stanley Robinsons bidrag til at lede os ud af den formørkede labyrint, er vægtig og værd at bruge tid på.

 

Kim Stanley Robinson: ’Fremtidsministeriet’. Oversat af Jakob Levinsen. Med efterord af Andreas Vermehren Holm. 663 sider. A Mock Book, 2024.