De fleste menige socialdemokrater skal i dag se imod USA, for at finde inspiration og argumenter til deres politiske kamp, imens de europæiske socialdemokrater med få undtagelser er blevet omfavnet (næsten til døde) af den tyske kansler Merkels sparepolitik, eller en blind tro på, at endnu lavere lønninger for de lavestlønnede er en farbar vej ud af krisen.

Det er ikke mange måneder siden, at det meste af Socialdemokratiet flokkedes til Ohio og Virginia for at deltage i valgkampen om at få Præsident Barack Obama genvalgt som USA's præsident. Herhjemme gik debatten på om Obama nu også var venstreorienteret, eller om de samme socialdemokrater der rejste til USA og klappede og hujede af Obama var hykleriske, når de nu så stærkt bakkede op om en amerikansk politiker.

I nat fik man så svaret: Obama ER socialdemokrat. De fleste menige socialdemokrater skal i dag se imod USA, for at finde inspiration og argumenter til deres politiske kamp, imens de europæiske socialdemokrater med få undtagelser er blevet omfavnet (næsten til døde) af den tyske kansler Merkels sparepolitik, eller en blind tro på, at endnu lavere lønninger for de lavestlønnede er en farbar vej ud af krisen.

Præsident Obama viser en anden vej. I den årlige tale til nationen sagde Obama:

"De fleste af os kan blive enige om, at en plan for at nedbringe budgetunderskuddet, må være en del af vores dagsorden. Men lad os gøre det helt klart: en reduktion af statens underskud, er ikke en økonomisk plan. Vækst der skaber gode jobs til middelklassen - det må være hjørnestenen. Hver dag skal vi spørge os selv som nation: Hvordan tiltrækker vi udenlandske investeringer? Hvordan sikrer vi, at vores egne folk har kompetancerne til disse jobs? Og hvordan sikrer vi, at hårdt arbejde sikrer en anstændig indtægt?"

Helt konkret følger Præsident Obama op med et forslag om at hæve den føderale mindsteløn:

"Lad os i aften erklære at ingen der arbejder fuldtid i den igeste nation på kloden, skal leve i fattigdom, og derfor hæve mindstelønnen til 9,00 dollars i timen (Cirka 49,80 kroner, red.). Det vil hæve indkomsten for millioner af arbejderfamilier. Det kan betyde forskellen på indkøbsposer eller mad-kuponer, husleje eller udsættelse, at holde røven i vandskorpen eller endelig at kunne komme videre med livet. For virksomheder over hele landet ville det betyde kunder med flere penge på lommen. Arbejdere bør ikke vente år efter år på at mindstelønnen sættes op mens direktørlønnen er højere end nogensinde."  

Det Præsident Obama præsenterede i sin tale var en politik med stærk fokus på at styrke den arbejdende middelklasse. En erkendelse af, at hvis man skal styrke den generelle efterspørgsel i markedet, så skal man forbedre økonomien hos dem der har mindst, ikke hos dem der straks gemmer eventuelle skattelettelser, i bedste fald på pensionsordninger, i værste fald på Caymanøerne eller andre steder, hvor ingen nogensinde ser dem igen.

Det var et meget konkret politisk mantra om, at sparepolitik og budgetter i balance er ikke et mål i sig selv, men et middel.

Og endelig var det en inspiration til fortsat, at satse på uddannelse og efteruddannelse som en hjørnesten i den globale kamp om at styrke konkurrenceevne. Ikke et knæfald for en borgerlig dagsorden. om at lettelser i selskabsskatten kan løse alle problemerne for erhvervslivet.