Annonce

Ø kræver bremseklods på politikernes svingdør

Der er behov for en nedkølingsperiode for politikere, der vil være lobbyister, mener partiet
Brian Mikkelsen skiftede i denne uge posten som erhvervsminister ud med jobbet som administrerende direktør i Dansk Erhverv.

Jobskiftet vækker bekymring blandt politikere på Christiansborg, som frygter at politikerne kommer i en situation hvor de - bevidst eller ubevidst - tager politiske hensyn til kommende arbejdsgivere

En bekymring som deles af blandt andet Alternativets Rasmus Nordqvist, der på Twitter skrev, at: ”Det er og bliver problematisk når en minister skifter til lobbyist inden for samme område han har været chef for”.

Enhedslisten: Giver unfair fordel
Hos Enhedslisten finder finansordfører Pelle Dragsted svingdøren mellem politikere og interesseorganisationer problematisk, fordi det kan sætte spørgsmålstegn ved ministerens habilitet.

”Der er grundlæggende to ting, som er jeg synes er problematisk. Det ene er det konkrete i Brian Mikkelsens tilfælde, hvor han som minister har siddet og forhandlet erhvervsfremmestøtte, der handler om fordelingen af millioner af kroner til området, samtidig med at han har siddet i ansættelsesforløb hos en af de helt store aktører på området,” siger Pelle Dragsted til Netavisen Pio og uddyber:

”Det andet er helt principielt. Når man sidder som minister, så er man folkevalgt, og man får derigennem en indsigt og viden, som man kan tage med sig til en ny arbejdsgiver, og som giver dem et forspring i forhold til andre interesseorganisationer eller virksomheder. Det er jo også derfor man i det private erhvervsliv nogle gange bruger konkurrenceklausuler, der forbyder folk at arbejde for konkurrenter i en periode.”

Pelle Dragsted henviser til at man i en lang række lande, seneste i Sverige, og i EU-systemet har en cool-down eller karensperiode, som sætter grænser for hvor hurtigt politikere og embedsmænd kan skifte til job i eksempelvis lobbyistvirksomheder.

Problematikken er jo ikke ligefrem ny, men har du nogle konkrete eksempler på, at en tidligere politiker, der er blevet lobbyist, har gjort noget kritisabelt?

” Nej, og det er jo også svært at bevise, at nogen har draget fordel af at vide noget. Det her handler mere principielt om at sikre tilliden til folkestyret og politikerne”.

Et område med mange gråzoner
Svingdøren mellem Christiansborg og lobby-branchen har været heftigt benyttet, blandt andet skiftede tidligere fødevareminister Karen Hækkerup, Christiansborg ud med Landbrug & Fødevarer og tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech skiftede til at lave lobby-virksomhed for blandt andet kampfly.

Enhedslisten har også inden for det sidste år oplevet, at politikere skiftede tilværelsen som valgt ud med interesseorganisationer og virksomheder.

Partiets miljøordfører Maria Gjerding blev i foråret valgt til præsident for Danmarks Naturfredningsforening og partiets tidligere teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell, skiftede borgmesterkontoret ud med et job i en virksomhed, der rådgiver om byplanlægning med fokus på cykler.

Er det ikke dobbeltmoralsk, når I kritiserer Brian Mikkelsen for at skifte, men ikke jeres egne?

”Når det kommer til Maria Gjerding, så synes jeg ikke de to ting kan sammenlignes. Dels er det en valgt post, og hun var folketingsmedlem og havde dermed ikke noget forvaltningsansvar,” siger han.

Anderledes er det med Morten Kabells jobskifte, som Pelle Dragsted kategoriserer som værende i en gråzone.

”Brian Mikkelsen er jo i sin gode ret til at skifte, som reglerne er nu, men hvis man på et tidspunkt laver reglerne om, så ville Morten Kabell formentlig også kunne have været omfattet af dem, det er i hvert fald i en gråzone” siger han.

”Men i det hele taget er det et område med er mange gråzoner i det her: Hvornår er noget et ressortområde, hvem skal være omfattet af reglerne og hvordan definerer man en lobbyorganisation. Der er det vigtigt at vi lægger snittet det rigtige sted,” slutter han.

Enhedslisten stillede et beslutningsforslag i 2016, hvor man foreslog at man kigger på nogle af de modeller og erfaringer som man har i resten af Europa.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet