Hold på hat og briller (og kunstigt skæg), for dette her er på en og samme tid komplekst og svimlende. Der er tale om litteratur, der både er yderst tidssvarende, og som samtidig bryder alle grænser for, hvorledes selvsamme tidsbillede skal formidles.

Trilogien udkommer samtidig med at verden brænder, og verdens ledere står og taler dunder på klimatopmøder, senest under COP27 i Egypten, der slutter i dag.

En verdensbrand, forårsaget af brugen af fossile brændstoffer, der i dimensioner overgår ens forstand, og som spås at skabe så radikale forandringer og udfordringer, at næsten alting ikke rigtig kan fattes ud fra normale parametre. Vi gennemlever en katastrofe, som alle taler om, men som samtidig virker for uoverskuelig til at kunne begribes konkret. Det er som om, at vi ikke har de korrekte billeder og det korrekte sprog samt en rammende filosofi, der kan gøre katastrofen klar nok for os.

Kort sagt, så virker det meste som en tragikomisk joke.

Men vi mærker dens nødvendige forandringspotentiale på sind og krop. Konsekvenserne og behovet for at handle rykker konstant tættere ind på det politiske felt, og samtidig mærkes det, når vi køber ind, og når vi betaler vores regninger.

Tiden efterspørger klimabevidst politik, filosofi, kunst og litteratur, og selvom der kommer mere og mere af det hele, så er det som om, at det meste er sporadisk opfattet, for knebent og alt, alt for lidt radikalt.

Når vi snakker om “den sjette masseuddøen”, og opfordres til at læse om en forfatters artsdiversitet i dennes have, eller når vi snakker om global opvarmning, og i fjernsynet ser en partileder, der på grund af klimaforandringerne har valgt at spise mindre bacon, så virker det næsten parodisk.

Kort sagt, så virker det meste som en tragikomisk joke. Enten skrues der for meget op for alarmklokkernes kimen, og man står der og undres over, om det egentlig gør nogen forskel, når man samtidig bare kan leve videre, ligesom man altid har gjort.

Eller man skruer alt for meget ned og taler om, at det hele nok skal gå, for det har det jo altid gjort, og derfor giver det slet ikke mening at forholde sig til alarmernes bimlen og bamlen.

Formationer i halvfjerdserne

Men lad os begynde et helt andet sted. I 1972 påbegyndte man konstruktionen af a-kraftværket i Tjernobyl i Ukraine. Det var omtrent samtidig med, at videnskabsmanden og ingeniøren, James Lovelock, blev verdensberømt for sin Gaia-tese, der handler om, at planeten Jorden er selvregulerende og bør betragtes som en samlet økologisk organisme.

Det blev samtidig også begyndelsen til idéen om, at menneskets forbrænding af fossile råstoffer har indflydelse på planetens temperatur og dermed balance.

Det var også omtrent på dette tidspunkt, at Tyskland forsøgte at gøre sig uafhængig af olie fra Mellemøsten, hvilket medførte at regeringen udskrev kontrakter og påbegyndte en stigende udvinding af brunkul.

I 1972 fik den tyske instruktør Werner Herzog også sit egentlige gennembrud med filmen,” Aguirre - der Zorn Gottes”. Han er først og fremmest kendt for at opsøge eksotiske lokationer, og for at skabe radikalt anderledes billeder og fortællinger. Hans teorier handler om, at visualiseringen af verden grundlæggende er stivnet i reproducerede billeder og kolde faktuelle registreringer, der har gjort os immune over for verdens frodige og gådefulde beskaffenhed.

Werner Herzog ønskede at skabe nye billeder

Werner Herzog ønskede at skabe nye billeder, ved at fokusere på konkrete, intense steder, og samtidig forsøgte han at skabe det, som han kalder for “ekstatiske sandheder”, hvor fiktion og fakta blandes sammen, for at give udtryk for en dybere erkendelse.

I selvsamme periode opstod også det, man kalder for New Journalism, hvor man blander skønlitterære greb sammen med journalistikkens metoder, for at nå frem til en mere overbevisende og indlevende effekt.

Sidst, men ikke mindst, var det også i 1972, at John Stadlers antologi, med titlen ”Eco-Fiction”, udkom. Det er en type litteratur, oftest science fiction, hvor Jorden eller naturen indtager hovedrollen fremfor mennesket.

Planetarisk ekspedition 1: Herzogs sidste rejse

Alt dette er på spil i Karsten Wind Meyhoffs og Asmund Havsteen Mikkelsens trilogi.

I første del, der udkom i 2021, med titlen: ”Herzogs sidste dage”, tager de på en rejse til Tjernobyl. Det er sådan en art rejse, der i dag betegnes som “Dark Tourism”, hvor man opsøger potentielt farlige steder, der er lukket delvist af for offentligheden, ligesom området eller “zonen” omkring kraftværket i Tjernobyl er det, efter katastrofen i 1986.

Stedet og selve katastrofen er nærmest mytisk og sagnomspunden, og det er næsten ikke til at komme til bunds i, hvad der er op og ned på det hele. Stedets mystik blev ikke mindre da mini-serien, ”Chernobyl”, fik premiere på HBO i 2019, og som fremstillede katastrofen i de mørkeste toner og skruede helt op for den apokalyptiske stemning.

Måske også for meget. Det mener i hvert fald direktør for konsulentfirmaet Slotsholm Aps, Hans Jørgen Nielsen, der pt er aktuel med bogen, ”Alt det ingen har fortalt os om atomkraft”, udgivet på forlaget Pressto, hvor han agiterer for, at ulykken slet ikke har været så omfattende, at Tjernobyl slet ikke er ramt så hårdt, og at især naturen trives i området, der for øvrigt har været virksom længe efter at reaktor 4 nedsmeltede, og hvor tusinder af arbejdere har opholdt sig, uden at de har fået mén af det.

Stedet ånder af forladthed, fordi man ser kulisserne, byerne, hvor mennesker førhen boede, og hvor naturen nu breder sig.

I første del af de Planetariske ekspeditioner, tager Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen Mikkelsen deres helt, Werner Herzog, med i ånden. De ligesom tryktester hans teorier, og Karstens tekst og Asmunds fotografier er lige dele dokumentarisme og fiktion.

Samtidig er skildringen af rejsen ind i “Zonen” også en slags genskrivning af den russiske instruktør, Andrei Tarkovskys berømte film, ”Stalker”, fra 1979, baseret på en science fiction-roman af Arkady og Boris Strugatsky fra 1972. Stemningsmæssigt rammer de indtrykket af nærmest magisk uhygge og mystik. Stedet ånder af forladthed, fordi man ser kulisserne, byerne, hvor mennesker førhen boede, og hvor naturen nu breder sig.

Selve skildringen og metoden gør, at bogen åbner for en lang række spørgsmål og hypoteser, der alle synes at plante sig dybt i læseren, så man nærmest må snappe efter vejret hele tiden.

Planetarisk ekspedition 2: Terra Nova: Lovelock i Hambach.

I 2019 drager Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen Mikkelsen så til Tyskland, nærmere bestemt til Hambach-skovene, hvor klimaaktivister gennem nogle år har bosat sig, og bygget hytter højt oppe i de gamle træer. Der er varslet en stor, international demonstration, hvor blandt andet Greta Thunberg vil dukke op.

Stemningen omkring situationen var anspændt og året før døde en aktivist i konfrontationen med politiet.

Vi følger Karsten og Asmund, der har forberedt sig grundigt, og i bogen skildres selve historien bag konflikten. Det begyndte tilbage i 1975, hvor energikoncernen Rheinish-Westfälischen Elektrizitätswerk AG (RWE) søger om koncession til udvinding af brunkul i området. Det sker på baggrund af energikrisen, hvor Tyskland håber på at kunne sikre egne forsyningslinjer.

Vi taler om et omfang på 85 kvadratkilometer, hvor der årligt udvindes 40 millioner tons brunkul.  

Efter begyndelsen af udvindingen, der foregår således, at man - i modsætning til kulminer - simpelthen graver 350 meter ned i jorden, og efterlader sig et “open pit”, har mere end fyrre byer måttet lade livet og mere end 90 procent af den urskov, der befandt sig i området, er blevet ryddet.

Derfor indrømmer både Grete Thunberg og aktivisterne i skoven også, at der kun kan være tale om en symbolsk værdi i protesterne. Kampen er på forhånd tabt.  

Vi taler om et omfang på 85 kvadratkilometer, hvor der årligt udvindes 40 millioner tons brunkul.  

Akkumulerende kræfter

I bogen kan man læse, at udvinding af brunkul, stik mod min egen viden, faktisk er stigende, og at der er tale akkumulerende kræfter, hvor den mere alternative energi, samt atomkraft, udgør en forsvindende lille del af verdens samlede energiforbrug.

Karsten og Asmund begynder at følge aktivisterne, og ser på afstand hvordan Greta Thunberg omringes af internationale journalister. Og her kommer deres næste rejsekompagnon i ånden ind i billedet: James Lovelock.

Som sagt, så er Lovelock først og fremmest berømt for sin Gaia-tese, men også fordi han som ingeniør har opfundet instrumenter til at registrere forekomster af giftige partikler, hvilket førte til at man kunne konkretisere idéen om den menneskeskabte drivhuseffekt, der skader ozonlaget.

Men Lovelock er også kontroversiel. Han døde for øvrigt i år, og han kom aldrig til at falde i hak med selvsamme miljøaktivistiske bevægelse, der ellers var inspireret af ham, især fordi han agiterede kraftigt for A-kraft, og fordi han proklamerede, at faren og skaderne deraf lå langt under brugen af fossile brændstoffer.

De skaber grostof til en helt anden og meget mere radikal måde at anskue klimakrisen på

Desuden mente Lovelock, at flertallet af miljøaktivister er alt for “humanistiske”, og at de snarere tænker snævert på menneskehedens overlevelse, og ikke på selve Jordens, der i sidste ende er det mest afgørende for alle organismer. Hans tanker var vilde, spekulative og netop svimlende, fordi han arbejdede med forandringsprocesser, der strækker sig gennem hele evolutionshistorien.

Bogen ”Terra Nova: Lovelock i Hambach” minder en hel del om Andrei Tarkovskys film fra 1972, ”Solaris”. Blotlæggelsen af brunkullet og det store krater giver stof til eftertanke, og Lovelocks filosofiske spekulationer spiller konstant ind i Karstens og Asmunds forestillinger, overvejelser og fysiske tilstande.

Der tales om myrers enorme forbindelsesled, der strækker sig over ekstreme vidder, om mycelium, der forbinder træer og renser jorden, om biokemiske supersystemer, klodens kerne og alt muligt andet, der ikke blot handler om naturen, anskuet som “skøn”, dvs smuk at se på.  

Og det er nok det, der mest af alt gør disse to bøger så suverænt gode, interessante og originale: De skaber grostof til en helt anden og meget mere radikal måde at anskue klimakrisen på, og de stiller en lang række spørgsmål, der gør det hele så svimlende forvirrende, hvor man bestandigt svinger mellem den totalt desperate håbløshed og en lige så konstant opløftende stemning af at have fat i noget konkret, noget brugbart.

Økofiktion og science fiction

Den internationalt anerkendte forfatter, Michel Houellebecq, skrev i begyndelsen af 2000, at for ham at se var der stort set ikke noget litterært at komme efter i det tyvende århundrede. Ifølge ham var det tyvende århundredes litterære grundidé blot et afskrift af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs romaner.

Og det undrede ham, fordi det tyvende århundrede, ligesom århundredet før, var præget af ekstremt store videnskabelige og tekniske gennembrud. Men det er bare som om, at de skønlitterære forfattere ikke har kunne følge med, og skabe et sprog, der kunne beskrive disse fornyelser.

Ifølge Houellebecq er det kun i science fiction og horror-genren, at gode, tidssvarende bøger blev skrevet i det tyvende århundrede, fordi man her - i de bedste af dem - i det mindste arbejdede med hypoteser for hvorledes teknikken gjorde dybe indgreb i vores alle sammens liv.

Med hensyn til klimasituationen virker det som om, at der mangler en ny måde at anskue det på, en helt anden forståelsesramme for at kunne fatte, hvad der egentlig er på spil.

Det er i science fiction, at der arbejdes med potentielt apokalyptiske tilstande samt med overskridelser af det alt for menneskelige perspektiv, og det er i horrorgenren, at der arbejdes med det potentielle vanvid, som sandheden om fremtidens og virkelighedens uhyre perspektiver kan føre en ud i - lige der, hvor det uvisse viser sin eksistens, og dit Jeg trues af opløsning.

Noget tilsvarende kunne siges i dag. Med hensyn til klimasituationen virker det som om, at der mangler en ny måde at anskue det på, en helt anden forståelsesramme for at kunne fatte, hvad der egentlig er på spil.

Uhyre velskrevet

Karsten Wind Meyhoffs og Asmund Havsteen Mikkelsens planetariske ekspeditioner giver et godt bud på en ny måde at gribe det hele an på, med stærke henvisninger til halvfjerdsernes splittende indledning til den evigt stigende konflikt. Det er interessant at debatten om værdier, der for alvor tog form for et halvt århundrede siden, pludselig bliver det mest centrale igen.

Og det er i grunden ærgerligt, at bøgerne kun er udkommet på dansk, og så oven i købet på det lille forlag, Antipyrine (tak til dem), hvor der kan være en reel fare for, at de bliver glemt og at flertallet af anmelderne slet ikke får dem læst.

især del to er uhyre velskrevet.

Trilogien har fortjent bedre, og jeg venter spændt på at sidste del bliver publiceret. Internationalt ville de med garanti klare sig bedre, simpelthen fordi de har formatet til det. Svimlende er det under alle omstændigheder.

Desuden bør det nævnes, at især del to er uhyre velskrevet. Det er en sand fornøjelse at læse den, og det er forbløffende hvor nemt og overskueligt disse uhyre komplekse tilstande og deres konsekvenser er formidlet, i et klart og ikke særligt knudret sprog. Det er litteratur, når det er allermest originalt og langt hinsides, hvad der ellers udgives i metermål.

Karsten Wind Meyhoff & Asmund Havsteen Mikkelsen: Planetarisk ekspedition #1: Herzogs sidste rejse. Forlaget Antipyrine, 2021. Illustreret med fotos. 141 sider.

Karsten Wind Meyhoff & Asmund Havsteen Mikkelsen: Planetarisk ekspedition #2: Terra Nova. Lovelock i Hambach. Forlaget Antipyrine, 2022. Illustreret med fotos. 250 sider.