Annonce

Økonomer om Løkkes velfærds-løfte: “Optisk bedrag”

CEPOS-direktør mener, at Lars Løkke laver et trick, der pumper tallene i milliardløfte kunstigt op
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lovede onsdag, at han vil give 69 milliarder kroner til velfærd frem til 2025.

”På grund af den ansvarlige politik, vi har ført, kan vi afgive et velfærdsløfte til Danmark. Vi vil afsætte 69 milliarder til kernevelfærd frem mod 2025,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen i en tale til Dansk Erhverv.

Men den måde at stille regnestykket op på, kritiserer førende økonomer i Berlingske torsdag.

Det er et “optisk bedrag” og “tal forurening”, lyder det.

Økonomerne mener, at man bør se på det reelle årlige løft af den offentlige sektor, i stedet for - som statsministeren gør - at lægge beløbene for alle seks år oven i hinanden.

Det er en metode, man bruger for at pumpe tal op

Ser man på det årlige løft af den offentlige sektor, så bliver Løkkes 69 milliarder kroner til 20,5 milliarder årligt.

Det viser beregninger, som CEPOS har lavet for Berlingske.
 

CEPOS: “Et trick”

Med den metode pumper Løkke tallene op, mener CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen:  

“Det her er et trick, som politikerne desværre tidligere har haft stor succes med. Det er en metode, man bruger for at pumpe tal op, så det ligner, at nu gør man søreme noget meget, meget markant,” siger han til Berlingske, og tilføjer:

“Det er en form for optisk bedrag.”

Han bakkes op af Bo Sandemann Rasmussen, der er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, og Niels Storm Knigge, der er senioranalytiker ved tænketanken Kraka.

Det er en pseudodebat

Løkke: Det er en pseudo-debat

Lars Løkke Rasmussen afviser blankt kritikken fra økonomerne:

“Det er en ret almindelig måde at gøre det på. Det er det samme, som Socialdemokratiet gør, når det fremlægger deres sundhedsøkonomi. Det er en pseudodebat,” siger han til Radio 24 Morgen.

“Tallene er, som tallene er - og de er rigtige,” tilføjer han.  

Og Venstres politiske ordfører, Britt Bager, mener, at metoden holder vand:  

“Det er en helt normal måde at opgøre tallene på. Det gør Socialdemokratiet også i blandt andet deres sundhedsudspil,” skriver hun i et skriftligt svar til Berlingske.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet