Østergaards annoncestrategi kan gavne Dansk Folkeparti

Paradokset er, at ved at gøre sig politisk uspilbar risikerer Morten Østergaard at gøre vejen til indflydelse kortere for DF. Altså det de radikale vil undgå.
”[Det er] en forudsætning for at kunne støtte en ny regering under Mette Frederiksens ledelse, … at vi har en politisk aftale, som sætter rammerne for det regeringssamarbejde”. Citatet er af Morten Østergaard i Politiken. Sker det ikke vil den radikale leder vælte Mette Frederiksen ”ved førstkommende lejlighed”. Med annoncer understøttes budskabet om, at såvel regeringen som Socialdemokratiet danser efter DF’s pibe. Og det skal laves om.

Det er ikke svært at forstå de radikales ønske om at bringe sig selv tilbage til den meget indflydelsesrige midte i dansk politik. En position de historisk har haft så længe, at de stadig kigger i grundloven for at finde den paragraf, som giver dem krav på at få positionen tilbage. Men den findes ikke. Vejen tilbage er politisk håndværk. Og værktøjet, der denne gang forsøges med, er altså kravet om en aftale.

Hvad er de radikales alternativ?

Der er to elementer som må indgå i vurderingen af om det kan lade sig gøre. Det ene er det indholdsmæssige, det andet er det processuelle.

På den indholdsmæssige side har de radikale bevæget sig væk fra midten ved slet af ret at vælge yderstandpunkter: Det gælder økonomi, det gælder EU og det gælder udlændinge. Den politik, som de radikale insisterer på, har ikke flertal i det nuværende Folketing og bestemt heller ikke udsigt til at få flertal i det kommende. Erfaringen er, at når flertallet så gennemfører politik lægger de radikale for tiden yderligere til egen marginalisering ved, f.eks. at kalde en aftale for ”klam” eller tale om ”rødbrunt kabinet”.

Når flertallet gennemfører politik lægger de radikale for tiden yderligere til egen marginalisering ved, at kalde en aftale for 'klam'

Ser det svært ud på den indholdsmæssige side, så ser det nærmest umuligt ud på den processuelle. For hvis Morten Østergaard vil true sig frem ved at vælte Mette Frederiksen så er spørgsmålet: Hvad er så de radikales alternativ? Det virker meget op ad bakke at skulle pege på Lars Løkke, navnlig i en regering hvor DF indgår, da det jo er dem, de radikale for alvor vil undgå.

Og selvom Løkke indtil videre har vist sig villig til at sidde i regering for enhver pris, er det svært at forestille sig, at bukserne trods alt kan holde til at skræve over et parlamentariske grundlag bestående af ikke blot V, K, LA og DF men også Nye Borgerlige og potentielt De radikale. Så er der naturligvis muligheden for at pege på sig selv – sådan som Alternativet gør - men det vil med vores negative parlamentarisme blot bringe Løkke tættere på regeringsmagten igen. Og dermed det de radikale vil undgå – ikke nemt.

Hvad er Socialdemokratiets alternativ?

Hvad er så Socialdemokratiets alternativ? Hvis der er et rødt flertal (inkl. Alternativet og de radikale) er det min prognose, at DF vil holde fast i den politiske midte ved at love ikke umiddelbart at vælte Mette Frederiksen som statsminister. Sker det, vil såvel Alternativet som de radikale være frarøvet deres handlemuligheder. De er simpelthen blevet overflødige.

Ved at gøre sig politisk uspilbar risikerer Morten Østergaard at gøre vejen til indflydelse kortere for DF

Det er givetvis også den erkendelse, såvel SF som Enhedslisten er nået til med deres valg af mere pragmatisk tilgang. Paradokset er, at ved at gøre sig politisk uspilbar risikerer Morten Østergaard at gøre vejen til indflydelse kortere for DF. Altså det de radikale vil undgå – det er ikke nemt.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Landsformand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum.


Kommentarer fra Facebook

Annonce