Det er blevet en kamp mellem regnedrenge, når en afgørende uenighed i de aktuelle overenskomstforhandlinger handler om, hvordan man udregne løn, lønstigninger og lønforskelle.

På den ene står innovationsminister Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen som taler om et ’løngab’ på omkring seks milliarder kroner i forhold til de private ansatte, som skal lukkes. Det gør Løhde ved at henvise til lønudviklingen i henholdsvis den offentlige og private sektor siden 2008. Flere medier har beskrevet det som om, at de offentligt ansatte nærmest skulle skylde Sophie Løhde de seks milliarder kroner.

På det anden side står fagbevægelsen. Og her lyder det fra de statsansattes topforhandler, formanden for Centralorganisationernes Fællesudvalg Flemming Vinther, at det er helt meningsløst at tale om et løngab i forhold til år 2008. Det fortæller han til Netavisen Pio.

Og faktisk viser en fælles analyse fra CFU og Sophie Løhdes Moderniseringsstyrelse , at den nuværende mekanisme bag de offentlige lønninger sikrer, at de over tid udvikler sig i samme tempo som de private, mener fagbevægelsen. Det vender vi tilbage til senere.

Moderniseringsstyrelse har gjort et ’skudår’ til normen
Statens topforhandler, innovations Sophie Løhde, insisterer på at udviklingen mellem offentlige og private lønninger skal måles i forhold til 2008. Og det år er næppe helt tilfældigt valgt.

Faktisk har en analyse fra tænketanken Kraka vist, at netop året 2008 er det mest fordelagtige år set fra et arbejdsgiversynspunkt: ”Der er ingen udgangspunkter, hverken før eller efter 2008, der giver så højt et opgjort løngab som 2008”, skriver Kraka. Tænketanken konkluderer derfor, at ”Med dette udgangspunkt for beregningen af løngab står lønmodtagerne i en særligt svær forhandlingssituation”.

Pointen er altså, at hvis man gerne vil vise en lønforskel mellem ansatte i den offentlige og den private sektor, så er 2008 det udgangspunkt, der skiller sig suverænt mest ud med en højere løn til de offentlige. Et udgangspunkt i 2008 giver altså ikke et fyldestgørende billede af, hvordan lønudviklingen har været i den offentlige sektor i forhold til den private sektor.

Kraka skriver også i analysen, at ”Opgjort siden 1996 følges de private og offentlige lønninger ad. Der er således ikke tale om et løngab målt over den historiske periode, som data for lønindeksene dækker over.”

Når 2008 er et fordelagtigt år for arbejdsgiverne, så skyldes det, at der blev givet lønstigninger til de offentligt ansatte i forventningen om lignende lønstigninger i den private sektor. Men på grund af finanskrisen, så steg de private lønninger langt mindre end forventet, og de offentligt ansattes lønninger kom derfor i de følgende år til at stige mere end de private.

Den politiske kamp om indekstallene
Normalt er indekstal en relativt kedelig disciplin, som alene foregår bag lukkede døre, men nu er metoden for alvor rykket ud i samfundsdebatten.
Når Moderniseringsstyrelsen insisterer på at bruge året 2008 som udgangspunkt, så sker det med en henvisning til en tidligere aftale mellem parterne. I forbindelse med overenskomstaftalen fra 2015 blev parterne på det statslige område – Finansministeriet og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) –enige om en hensigtserklæring. Her hedder det, at OK18 skal sikre, at ”det statslige og private lønindeks med basisår 2008 senest i den næstkommende overenskomstperiode er sammenfaldende.”

Flemming Vinther fortæller til Netavisen Pio, at den fælles erklæring ikke er det samme som en opbakning til præmissen om, at de offentligt ansatte skulle have en ”gæld” der skal betales tilbage ved overenskomstforhandlingerne:

Flemming Vinther gør i lighed med Kraka opmærksom på, at spørgsmålet om hvem der har fået de største lønstigninger afhænger af, hvilket år man tager udgangspunkt i: ”Vi kunne i år have valgt at dukke op med et andet år som indeksår og så sige, at vi havde penge til gode. Men det ville ikke være seriøst.”

Når han alligevel underskrev erklæringen tilbage i 2015, så hænger det sammen med udsigten til en mulig konflikt: ”Det var et krav, der kom på bordet i slutningen af ellevte time. Så vi havde valget mellem at acceptere kravet eller kaste landet ud i en stor konflikt,” lyder det i dag fra Flemming Vinther.

Det var kun i aftalen på det statslige område, at det blev aftalt at bruge 2008 som udgangspunkt. Hverken i de kommunale eller regionale overenskomster blev der skrevet noget ind om at bruge året 2008 som udgangspunkt.

Kilde: Danmarks Statistik

De to figurer viser udviklingen i henholdsvis den private sektor og den statslige sektor med udgangspunkt i henholdsvis 1996 og 2008. Som det ses, sker der i årene efter 2008 en større stigning i de offentlige end i de private lønninger. En forskel, der dog siden 2011 er blevet indsnævret.

Kilde: Danmarks Statistik

Mekanisme sikrer parallel udvikling
Når fagbevægelsen ikke mener, at det giver mening at tale om et løngab, så hænger det sammen med, at der allerede i dag findes en mekanisme til at sikre, at de to udvikler sig parallelt, nemlig reguleringsordningen.

Den betyder lidt forenklet, at hvis de private lønninger stiger med 100 procent mere end de offentlige lønninger, så skal de offentlige lønninger stige med 80 procent. Hvis de offentlige lønninger omvendt stiger 100 procent mere end de private lønninger, så skal de offentlige lønninger reduceres med 80 procent.

Siden 2015 har man endda efter krav fra Finansministeriet indbygget et såkaldt privatlønsværn i reguleringsordningen. Den betyder, at det nu er hele lønstigningen, altså alle 100 procent, der skal inddrages, hvis de offentlige lønninger løber foran de private. Omvendt skal de fortsat kun stige med 80 procent, hvis de er lavere end de private.

”Realiteten er jo, at det ikke er meningsfuldt at tage om ’gæld’ eller om et lønefterslæb i en reguleringsordning. Der vil selvfølgelig være perioder, hvor det offentlige stiger mere end det private, og perioder hvor det private er højere end det offentlige. Så det her handler alene om, at Finansministeriet er utilfreds med tempoet og vil have, at det skal gå hurtigere”, mener Flemming Vinther.

Fælles arbejde med Moderniseringsstyrelsen
Flemming Vinther henviser til rapporten ”Analyse af den statslige lønudvikling og reguleringsordning mv.”, fra december 2016, som blev udarbejdet i samarbejde mellem CFU og Moderniseringsstyrelsen.

Rapporten bekræfter, at spørgsmålet om løngab varierer kraftigt alt efter hvilket udgangspunkt man vælger. Mens udviklingen er nogenlunde sammenfaldende, hvis 1996 vælges som udgangspunkt, så er de offentligt ansattes lønninger steget mest hvis 2008 vælges, mens de privatansattes er steget mest hvis der i stedet tages udgangspunkt i 2011.

Dermed bekræfter den ifølge Flemming Vinther, at reguleringsordningen netop virker efter hensigten:

Ærgerligt med fokus på en diskussion, der kræver en mastergrad
Fagbevægelsen ønsker i forbindelse med forhandlingerne, at der igen etableres symmetri i reguleringsordningen, sådan som det var inden indførelsen af privatlønsværnet.

Men chefforhandleren ærgrer sig over, at den tekniske diskussion om indeksår og reguleringsordninger har fyldt så meget i overenskomstforhandlinger.

”Det er efterhånden blevet sådan, at man skal have en master i økonomi eller jura for at være med i forhandlingerne. Jeg synes det er ærgerligt, at det fylder så meget i overenskomstforhandlingerne, i stedet for at vi diskuterer, hvordan vi kan skabe og fastholde nogle gode, offentlige arbejdspladser og give arbejdsglæde til de offentligt ansatte.”