OK18 tændte håbet hos pædagogerne

Den høje stemmeprocent blandt fagforeningsmedlemmerne efter #OK18 skyldes, at diskussionerne om vores arbejdsvilkår er fortsat ude på arbejdspladser
Jeg har ventet til aller sidste øjeblik med at skrive denne klumme, for lige nu, mens jeg starter her ved tasterne, så stemmer de allersidste pædagoger om vores overenskomst. Afstemningen lukker mandag kl. 9.00, og resultatet bliver offentliggjort omkring kl. 12.00
Overenskomstforhandlingerne 2018 har på mange måder været historiske. Historiske fordi, at befolkningens opbakning til de offentligt ansatte var så massiv og vedblev med at være det, også selvom storlockouten rykkede tættere og tættere på.
Og det var ikke kun de højtlønnede forældre til børn i daginstitutioner der tilkendegav deres støtte til de lavtlønnede pædagoger. Privatansatte lønmodtagere fra hele landet stillede sig også ud foran deres arbejdspladser, i arbejdstøj, med alt fra store bannere, til små hjemmelavede skilte i pap. Alle med budskabet: 'Vi bakker op om de offentligt ansatte'. Det var rørerende at opleve som offentligt ansat og solidariteten mellem de to store lønmodtagergrupper, er større end den har været i mange mange år.
OK18 blev startskuddet til, at skævvridningen i løndannelsen internt mellem faggrupperne igen er kommet på tale
Historiske fordi lønmodtagerne forblev i et særdeles stærkt sammenhold helt ind til målstregen. Et sammenhold som skabte en bedre balance i forhandlingerne, for første gang længe. Den såkaldte musketered bandt lønmodtagerne, på kryds og tværs af fag og branche, sammen om 4 krav. Og det skulle vise sig, at alle 4 krav blev en del af forliget - på den ene eller anden måde. Og selvom vi stadig kun har taget det første skridt i forhold til for eksempel at skabe reel ligeløn mellem grupper af samme uddannelseslængde, og generelt at sørge for der er en mindre lønforskel mellem de lavtlønnede og de højtlønnede i den offentlige sektor, så blev #OK18 startskuddet til, at skævvridningen i løndannelsen internt mellem faggrupperne igen er kommet på tale. Og lur mig om det ikke bliver ved med det.
Selv kaffekoppen var magenta
Men overenskomstforhandlingerne blev også historiske, fordi fagbevægelsen formåede at engagere sine medlemmer i endnu højere grad end tidligere. Ikke kun om de enkelte sager og krav i hver faggruppe, men om solidariteten med hinanden. For mange blev den højtråbende, topengagerede, dommerfuldmægtige djøf'er, Nina Bonde symbolet på de atypiske forhandlinger og på den solidaritet og opbakning der var blandt lønmodtagerne, men for mig var det en helt anden person, jeg for altid vil forbinde med det særlige i disse overenskomster.
 Hun var bare starten af det, der viste sig at blive en større bølge af aktive pædagoger, der brugte deres afspadsering, feriedage og weekender foran forligsinstitutionen
En morgen vi kom ind foran for forligsinstitutionen med den lyserøde magentafarvede BUPL-kaffevogn, står en enlig magentafarvet pædagog og tripper. Jeg går straks hen til hende og hilser og finder ud af, at hun er tillidsrepræsentant for pædagogerne på en skole i en større jysk provinsby, og at hun er stået op kl. 4.00 om morgenen for at tage med den lokale lærerforening ind til forligsinstitutionen. Det mente hun var hendes pligt at gøre. Et par timer var de der, og så tog de hjem igen. RESPEKT. Og hun var bare starten af det, der viste sig at blive en større bølge af aktive pædagoger, der brugte deres afspadsering, feriedage og weekender foran forligsinstitutionen for at bakke op om forhandlerne og for at få dem til at stå fast på, at vi skulle i mål med vores krav.
Forskellen denne gang var, at vi i mit fag har taget en kollektiv diskussion om vores vilkår og en kollektiv fremadrettet diskussion om, hvad gør vi så ved det
Derudover er der alle de pædagoger og andre lønmodtagere, der har fulgt intenst med i nyhedsbreve og mails fra fagforeningerne, diskuteret overenskomsten i frokoststuerne og de sparsomme pauser med deres kollegaer. Man skal ikke tage fejl af, at pædagoger diskuterer deres arbejdsvilkår i hverdagen. Og det er ofte en frustrerende diskussion, fordi ingen ved, hvad vi skal stille op med de forhold der presser os. Forskellen denne gang var, at vi i mit fag (og jeg er sikker på andre fag og brancher vil sige det samme) har taget en kollektiv diskussion om vores vilkår og en kollektiv fremadrettet diskussion om, hvad gør vi så ved det. Det efterlader håb og fornyet tro på fremtiden. I BUPL har vi oplevet, at mange har meldt sig ind i vores fagforening under forhandlingerne, selvom de ikke var berettiget til at få strejke og lockoutstøtte, simpelthen fordi det er blevet sindsygt tydeligt for dem, præcis hvad et fagforeningsfællesskab betyder i praksis.
Mediedækning får ikke folk til at stemme
Hvorfor skriver jeg hele denne svada? Fordi nu viser det sig (selvfølgelig), at urafstemningerne der er foregået over de sidste 3-4 uger også bliver historiske. Mange fagforbund, inklusiv mit eget, kan berette om rekordhøj stemmedeltagelse blandt medlemmerne. Mens det nærmest virker som om, det er et chok for medierne og de politiske kommentator stiller sig forundrede op overfor, hvorfor at medlemmerne gider at deltage i fagforeningsdemokratiet? Så udtaler alverdens arbejdsmarkedsforskere nu, at det skyldes den massive mediedækning at så mange har stemt. Undskyld mit franske: men det er noget BULLSHIT!
Så udtaler alverdens arbejdsmarkedsforskere nu, at det skyldes den massive mediedækning, at så mange har stemt. Undskyld mit franske: men det er noget BULLSHIT!
Og det er så nedladende overfor de mange pædagoger og lønmodtagere der har deltaget aktivt i disse overenskomster og i sidste ende stemt. Fordi arbejdsvilkår betyder noget. Fordi pædagogerne ønsker at sende et stærkt signal om, at vi er villige til at gå langt for at få dem ændret. Fordi vi tror på vi kan ændre dem.
Man får ikke, som nogen åbenbart tror, automatisk et godt stemmeresultat af en stor mediedækning. Det handler om meget mere end det, og jeg tror mest af alt handler det om Håb. Det håb #ok18 har tændt for både mine kollegaer men mange andre lønmodtager på kryds og tværs af det offentlige og private arbejdsmarkedet. Et håb om, at når vi står sammen så kan vi også udrette ting. Store ting.

Arbejdsvilkår i centrum

Den høje stemmeprocent blandt fagforeningsmedlemmerne efter #OK18 skyldes, at diskussionerne om vores arbejdsvilkår lever videre ude på arbejdspladserne. Mange steder faciliteret af dygtige og engagerede tillidsrepræsentanter (på flere niveauer), der har formået at få kollegaerne til at se, at hvis vi ikke stemmer til vores overenskomst, så sender vi et signal til arbejdsgiverne om, at vi er ligeglade med vores vilkår og det er pædagogerne ikke - langt fra.

Den høje stemmeprocent blandt fagforeningsmedlemmerne efter #OK18 skyldes, at diskussionerne om vores arbejdsvilkår lever videre ude på arbejdspladserne
Så er klokken blevet 9.00, urafstemningen er slut, 68,5 procent af BUPLs medlemmer har stemt om overenskomsten. Tager vi de studerende ud, der desværre har en ret lav stemmedeltagelse - så har 72,2 procent af pædagogerne stemt. Og antallet af ja-stemmer blev 12:02 opgjort til hele 94 procent!
Tak for det. Vi har nu det bedst tænkelige udgangspunkt for overenskomstforhandlingerne i 2021.

 

Mette Aagaard Larsen er forretningsudvalgsmedlem i BUPL.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der alle ugens hverdage kommer med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook