Økonomiske modeller afspejler markedsfundamentalisme

Hvis man som finansministeriet tror, at mennesker reagerer kraftigt på økonomiske incitamenter, så kan modelresultaterne komme til at afspejle en neoliberalistisk markedsfundamentalisme
Hvis finansministeriet går tilbage til at anvende Danmarks Statistiks udgave af ADAM modellen, så skal der udformes en anden økonomisk politik med mindre vægt på at øge arbejdsudbuddet, og mere vægt på at øge beskæftigelsen ved at sætte nye aktiviteter i gang

Er finansministeriets regnemodeller udtryk for neoliberalistisk  markedsfundamentalisme?

Det korte svar på spørgsmålet er nej. Men hvorfor kan det så nogen gange tage sig sådan ud? Det er fordi modellerne justeres og bruges, så de giver de resultater, modelbrugeren gerne vil have.

ADAM-modellen, som bruges til at lave 2020-planer, blev bygget for godt 40 år siden af Danmarks Statistik under ledelse af en professor fra Københavns Universitet. Modellen er i alle årene testet og udbygget i takt med, at der er kommet nye data. Når modellen i sin tid blev forankret i Danmarks Statistik, var det fordi Danmarks Statistik er oprettet ved en særlig lov, der skal sikre, at de data og den viden, der ligger til grund for offentlige beslutninger, er så gode og velfunderede som muligt.

Finansministeriet 'tror' på sammenhæng mellem skat og arbejdsudbud
Danmarks Statistik har altid været meget påpasselige med, at modellen kun medtager økonomiske sammenhænge, der er solide historiske erfaringer for. Der er imidlertid nogle økonomiske sammenhænge, hvor fortidens erfaringerne er meget usikre, men hvor sammenhængende er meget afgørende for de økonomiske resultater.

Den ene er usikkerhed om reaktioner på økonomiske incitamenter, og den anden er markedets tilpasningsevne. Det lyder teknisk og uinteressant, men uenighed om netop de to forhold er kernen i den økonomiske-politiske uenighed mellem højre og venstre.

Hvis skatten sættes ned, får man flere penge i hånden. Det får nogle til at arbejde mere, fordi de gerne vil have et højere forbrug. Andre arbejder hverken mere eller mindre, fordi det er andre faktorer, der afgør, deres arbejdsindsats. Endelig er der nogen, der arbejder mindre, fordi de gerne vil have mere fritid, og når skatten falder, behøver de ikke arbejde så meget for at have det samme forbrug. Det er langt fra sikkert, at den enkelte har den samme tilbøjelighed i gennem livet, tværtimod er det sandsynligt, at tilbøjeligheden afhænger af den livssituation, man befinder sig i.

Alle disse forhold gør, at det ikke er muligt ud fra historiske tal med nogenlunde sikkerhed at afgøre, hvad nettovirkningen er af lavere skatter. Der findes mange undersøgelser, men de giver forskellige resultater, hvorfor Danmarks Statistik ikke har medtaget sammenhængen i modellen. Det samme gælder reaktionen på andre økonomiske incitamenter som kortere dagpengeperiode og lavere kontanthjælp.

Finansministeriet tror imidlertid, at nettoresultatet af de forskellige reaktionsmønstre er, at der er en positiv sammenhæng mellem skat og arbejdsudbud, og har lagt den sammenhæng ind i ADAM-modellen, men de oplyser ikke, hvilken sammenhæng de har lagt ind.

Hvor lang tid tager en tilpasning?
En anden fundamental usikkerhed er markedets tilpasningsevne. Hvis efterspørgslen efter en vare stiger, vil der blive produceret noget mere, men hvor lang tid tager det? Og skal prisen stige, før producenterne reagerer? Reaktionen kan afhænge af om producenterne er sikrer på, at stigningen i efterspørgslen er permanent, eller om de tror, den er midlertidig. En særlig usikkerhed knytter sig til arbejdsmarkedet. Hvis de danske lønninger stiger hurtigere eller langsommere end udlandets, vil produktionsomkostningerne og konkurrenceevnen ændres, men hvordan og hvor hurtigt reagerer producenterne på det?

Der er mange spørgsmål og usikkerheden er stor. Det viser sig blandt andet i store forskelle mellem forskellige modeller. I ADAM er nettoresultater af de mange sammenhænge, at det tager 17 år før markedet kommer tilbage til ligevægt. Det vil sige, hvis arbejdsløsheden stiger, for eksempel fordi arbejdsudbuddet vokser, vil det tage 17 år, før beskæftigelsen er steget så meget, at arbejdsløsheden er tilbage på samme niveau.  Finansministeriet tror, at det går væsentligt hurtigere, og har justeret ADAM-modellen, men ministeriet oplyser ikke, hvordan der er justeret, og hvor arbejdsløsheden er tilbage på samme niveau.

Overdreven tro på incitamenter mangler historisk belæg
Hvis man som finansministeriet tror, at mennesker reagerer kraftigt på økonomiske incitamenter, og at markedet reagerer hurtigt, og derfor justerer den økonomiske model, selvom der ikke er sikrer historiske belæg for antagelserne, kan modelresultaterne komme til at afspejle en neoliberalistisk markedsfundamentalisme. Det betyder, at lavere skatter, kortere dagpengeperiode, lavere kontanthjælp og højere pensionsalder alt sammen får folk til at arbejde mere, lønnen til at stige mindre, og konkurrenceevnen blive forbedret så vækst og beskæftigelse stiger. Og det vil gå så hurtigt, at der kan sættes lighedstegn mellem større arbejdsudbud og flere arbejdspladser. Det er vel den tro og tænkning, der er kommet til at dominere i løbet af den sidste halve snes år.

Det er snart 8 år siden, at beskæftigelsen fald dramatisk, og selvom beskæftigelsen er steget i det sidste halvandet år, er vi stadig et godt stykke fra et tilfredsstillende beskæftigelsesniveau. Regeringen har gennemført mange reformer, som har øget de økonomiske incitamenter, og selvom de positive resultater er glædelige, viser udviklingen, at de økonomiske incitamenter næppe virker med den styrke finansministeriet tror, og at økonomien næppe tilpasser sig med den hastighed finansministeriet tror.

Tilpasning af modellerne kræver hjælp udefra
Hvis finansministeriet går tilbage til at anvende Danmarks Statistiks udgave af ADAM modellen, og regeringen har samme mål for beskæftigelsen, skal der udformes en anden økonomisk politik med mindre vægt på at øge arbejdsudbuddet, og mere vægt på at øge beskæftigelsen ved at sætte nye aktiviteter i gang. Det vil sikkert kun ske, hvis finansministeren i en ny regering tager nogle folk med ind i ministeriet, som kan hjælpe ministeren med at beslutte, hvilke tilpasningerne der bør laves, og hvordan modellen skal bruges.

Samtidig bør det sikres, at finansministeriet går tilbage til gamle tiders dyder, hvor ministeriet som udgangspunkt bruger Danmarks Statistiks udgave af modellen, og når det fraviges, omhyggeligt redegør for, hvad virkningerne af justeringerne er. Det kan give grundlag for en politisk diskussion af de antagelser, der bør ligge til grund for den økonomiske politik, i stedet for som i dag, hvor modelresultaterne tages for givne, hvilket næppe er holdbart i længden.

 

Jørgen Rosted (f.1945) er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook

Annonce