Ole Birk Olesen: Politikere vil bare have ministerposter og høj løn

I 2010 mente Ole Birk Olesen (LA), at de andre politikere blot var i politik for ministerposternes og pengenes skyld. I dag har han ingen kommentarer.
Fine poster og højere løn, ikke holdninger til samfundet, er den primære årsag til, at folk bliver politikere. Sådan lød kritikken af politikere i al almindelighed, fra den nuværende transport- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) ved et valgarrangement på handelsskolen i Randers den 25. oktober 2010.

Hårdest var hans kritik af fløjfællerne fra Venstre og Konservative, som Liberal Alliance i dag danner regering med. De var bare i politik for taburetternes, magtens og pengenes skyld, lød det fra Ole Birk Olesen, der på det tidspunkt blot var folketingskandidat for partiet og endnu ikke sad på Christiansborg.

"Derfor kan jeg med stor ekspertise sige, at det, de [andre politikere] siger her i dag om det, de står for, det er kun den halve historie. Det, de først og fremmest står for, det er, at de gerne vil have nogle fine poster til sig selv," sagde Ole Birk Olesen til handelsskoleeleverne.

"De vil gerne have nogle ministerposter, der giver en højere løn. De vil gerne fortsætte i Folketinget til en højere løn, end de ellers kan tjene ude i samfundet, og det er egentligt de fleste politikeres primære årsag til at være i politik", fortsatte han. Herefter forklarede han, hvordan særligt Venstre og Konservatives adfærd er grunden til Liberal Alliances opståen.

"I protest mod, at det har været sådan for Venstre og Konservative i de sidste ni år, hvor de har dannet regering, er Liberal Alliance opstået som et parti, der faktisk holder fast i holdninger og ikke påtager sig alle mulige holdninger, fordi man tror, der er flest stemmer i dem, men er liberale," forklarede han.

Netavisen Pio har forsøgt at få en kommentar fra Ole Birk Olesen om, hvad han mener om citatets indhold i dag. Transport-, Bygnings- og Boligministeriets pressechef oplyser, at Ole Birk Olesen ikke har nogen kommentarer.

Hele citatet og mere til kan høres i klippet i dets fulde længde her:

Ole Birk Olesen har tidligere været i vælten for udtalelser, som han kom med, inden han selv blev politiker med fine poster og høj løn. Ikke mindst hans blogindlæg "Jeg anklager ... kvinder", hvor han blandt andet skriver, at kvinder er uden moral og ære og anklager dem for at være i deres følelsers vold.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce