Annonce

Ole Birk Olesen sender drift af S-tog i udbud

Et ideologisk ønske om at udlicitere mest muligt, driver regeringens plan om at sætte driften af S-tog i udbud, lyder kritikken.
Mens regeringen og Dansk Folkeparti fortsat kæmper med at finde en løsning på finanslov, skattepakke og udlændingestramninger, præsenterede transportminister Ole Birk Olesen (LA) onsdag en aftale om et udbud af det københavnske S-togsnet. En aftale, der møder modstand fra oppositionen, som mener at regeringen sælger ud af den danske infrastruktur.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har onsdag aftalt at udbyde hele S-togsdriften og den tilhørende infrastruktur, og at fremtidens S-tog bliver automatiske og førerløse, ligesom Metroen er det i dag.

"Det er en del af regeringsgrundlaget, at vi vil udbyde markant mere togtrafik i Danmark, og med dagens aftale tager vi endnu et vigtigt skridt på vejen", siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

"Vi har nemlig i dag givet hinanden håndslag på, at 68 procent af DSB’s samlede passagerantal skal udbydes til private aktører. Det er positivt, fordi vi så kan bygge videre på de rigtig gode erfaringer, vi har med udbud af den midt- og vestjyske togtrafik, hvor der er høj punktlighed og høj kundetilfredshed.

Samme model som Metroen
Den model som partierne bag aftalen foreslår, er den samme som man har omkring Metroen, hvor det er Metroselskabet der ejer skinner og stationer, mens det er det italienskejede Metro Service, der står for selve driften.

DSB S-tog havde sidste år (2016) 116 millioner rejsende.  Aftalen vil, ifølge regeringen, betyde bedre og billigere S-togsdrift med op til 13 millioner flere S-togsrejsende som følge af, at det vil være muligt at køre flere tog i myldretiden, man vil kunne køre hurtigere og at man også vil kunne køre flere tog på de tidspunkter af døgnet, hvor det lige nu ikke så godt kan betale sig at køre S-tog, for eksempel om natten.

Ifølge Økonomisk Ugebrev så er det ventet, at blandt andre selskabet MTR – der er et delvist statsejet Hong Kong-kinesisk transportselskab - byder på driften af S-togene. Udover Hong Kongs togsystem driver MTR allerede flere jernbanelinjer i blandt andet Kina, Sverige, Storbritannien og Australien.

Aftale møder modstand fra oppositionen
Udsigten til at endnu en privat aktør skal blandes ind i den kollektive trafik, møder ikke megen opbakning fra de øvrige oppositionspartier, hverken på Christiansborg eller i Hovedstadsområdet.

På Christiansborg afviser finansordfører Benny Engelbrecht (S), at hans parti vil gå med i en aftale, som han mener, alene skyldes et ideologisk ønske fra regeringen om mere udlicitering.

”Vi synes, det er en farlig vej at gå. Vi har ikke noget imod metrodrift på S-togene. Men det er ganske klart, at det, der driver regeringen, er ikke et spørgsmål om rationale. Men tværtimod et ønske om at udlicitere. Det skulle regeringen stå ved,” siger han til Ritzau.

Og så undrer han sig særligt over, at Radikale Venstre er med i aftalen.

”Vi er overraskede over, at Radikale Venstre vil være med til at sætte DSB’s fornuftige drift over styr. S-tog er et af de områder, som det giver rigtig god mening at drive for DSB,” siger han til DR

Også formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), som har ansvaret for den overordnede trafikplanlægning i hovedstadsområdet, frygter, at udbuddet betyder mindre sammenhæng i trafikplanlægningen og at der bliver færre penge til den kollektive transport, når endnu et privat firma skal tjene på kunderne.

”Allerede i dag er den kollektive trafik i hovedstaden et kludetæppe af trafikselskaber, som hver især kæmper om indtægter fra de samme passagerer – og nu ønsker man, at en privat aktør skal gå ind og tage en bid af en kage, der er ved at smuldre. Jeg ser hellere, at vi sammen gør kagen større,” skriver hun i en kommentar til udspillet.

Heller ikke Enhedslisten er begejstrede for planerne. Partiet frygter, at det vil betyde dyrere billetter og færre tog.

”Privatisering af S-togene er en katastrofe. Alle erfaringer viser at det vil betyde dyrere billetter og dårlige togdrift. De radikale og DF svigter passagererne i et ideologisk korstog med regeringen,” skriver den vikarierende politiske ordfører Nikolaj Villumsen på Twitter.

500 ansatte mister jobbet
Særligt for en gruppe mennesker kom dagens aftale om ikke som et chok, så i hvert fald ikke som en julegave. Det drejer sig om de 500 lokoførere, som i dag kører S-togene og som inden for en overskuelig årrække må se sig om efter et nyt job.

Hos lokoførernes fagforening, Dansk Jernbaneforbund, er man naturligvis bekymret for medlemmernes fremtid. Men samtidig peger formand Henrik Horup på, at udsigten til førerløs fremtid kan give flere problemer.

”Efter vores bedste overbevisning vil usikkerheden få flere af vores medlemmer til at søge væk fra S-togene. Der er gode muligheder for at få job andre steder lige nu,” siger han til avisen.dk og fortsætter:

”Det vil betyde, at DSB's S-tog kommer til at mangle chauffører. DSB vil ikke kunne rekruttere folk, fordi der ikke vil være nogle fremtidsudsigter.”

Dansk Jernbaneforbund vil kontakte politikerne for at høre, hvordan de har tænkt sig at løse udfordringerne med S-togspersonalet.

Aftalen betyder desuden, at to af DSBs smertensbørn, Kystbanen og Øresundstrafikken, adskilles i to selskaber, så DSB alene får ansvaret for trafikken på Kystbanen, mens togbetjeningen på strækningen Østerport-Malmø udbydes til en privat aktør.

Ifølge aftalen, så vil en omlægning til førerløse tog kunne påbegyndes fra år 2021 i forbindelse med færdiggørelsen af et nye signalsystem på S-banen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet