Én regel står over alt andet for en minister: Du må aldrig, aldrig, aldrig give urigtige oplysninger til Folketinget. Hvis du gør det, er din ministertilværelse i alvorlig fare. Af den simple årsag, at Folketinget i høj grad fungerer sådan, at når folketingsmedlemmerne skal træffe beslutninger, gør de det på baggrund af, hvad ministeren og ministerens embedsmænd har oplyst. Folketinget er med andre ord afhængige af at få oplysninger fra ministeren, hvis Folketinget skal kunne fungere. Det er derfor, det er så alvorligt, når en minister mod bedre vidende giver Folketinget forkerte oplysninger. Fordi det forhindrer Folketinget i at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Fordi det sætter demokratiets dynamik ud af kraft.

Når en minister giver forkerte oplysninger til Folketinget, er ministeren per definition fyringstruet. Nogle ministre har opsparet så meget goodwill og respekt fra støttepartierne, at de alligevel kan rede stormen af, men en minister kan aldrig forvente, at Folketinget har tillid til ministeren, når ministeren har talt usandt.

Så når det i dag er kommet frem, at Ole Birk Olesen har givet Folketinget forkerte oplysninger om sit kendskab til behovet for en milliardindsprøjtning i det statsejede selskab PostNord, så er det en sag, der handler om andet og mere end post og milliarder. Det handler om, at Folketingets ordførere må være i oprigtig tvivl om, om de kan regne med, at ministeren udfører sit arbejde professionelt.

Aftalebrud efter taxalov
Hvis Ole Birk Olesen kan tilbageholde oplysninger i to måneder og derefter tale usandt om sit kendskab til oplysningerne, hvad skal ordførerne så tænke, næste gang ministeren fortæller dem noget? Er det så sandt, eller er det endnu en historie fabrikeret til lejligheden? Når en minister først én gang er blevet afsløret, er tilliden svær og nogle gange umulig at genoprette.

Derfor er en minister per definition fyringstruet, når man bliver afsløret i at fortælle usandheder til Folketinget.

For Ole Birk Olesen er fyringstruslen dog endnu større, end den normalt vil være for en minister, der bliver taget i at give urigtige oplysninger til Folketinget. Det skyldes, at der hos støttepartiet Dansk Folkeparti har udviklet sig en større og større utilfredshed med det, man hos Dansk Folkeparti opfatter som en amatøragtig optræden fra transportministeren. Utilfredsheden startede med, at Ole Birk Olesen forsøgte at give et indtryk af, at den taxalov, han havde lavet med blandt andet Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet gav Uber mulighed for at operere på dansk jord. En udtalelse, som Dansk Folkepartis transportordfører måtte rette for rullende kamera. Det gjorde heller ikke utilfredsheden med ministeren mindre, at Liberal Alliance efterfølgende indrykkede annoncer, hvor de bebrejdede Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at stå i vejen for udvikling på taxaområdet.

Her følte man i såvel Dansk Folkeparti som Socialdemokratiet, at Ole Birk Olesen og Liberal Alliance brød den aftale, der ligger implicit i alle forlig: At når man har lavet en aftale, går man ikke ud og undsiger sine aftaleparter efterfølgende.

Gammelt nag hos Dansk Folkeparti
Det er til syvende og sidst Dansk Folkeparti, der afgør Ole Birk Olesens ministerfremtid. De er regeringens støtteparti, og hvis de beslutter sig for, at tilliden til Ole Birk Olesen ikke kan genoprettes, er der et flertal imod ministeren. Og netop i forholdet mellem Dansk Folkeparti og Ole Birk Olesen er der en gammel konflikt, der stadig nager.

Ifølge Netavisen Pios kilder i Dansk Folkeparti har Ole Birk Olesen og Dansk Folkeparti haft et særdeles belastet forhold til hinanden på grund af en artikel, Ole Birk Olesen skrev i valgkampen i 1998, da den nuværende transportminister var journalist på Ekstra Bladet. Efter aftale med den daværende pressechef, nuværende næstformand i Dansk Folkeparti, fik Ole Birk Olesen den daværende partiformand Pia Kjærsgaard til at stille op til en række konstruerede billeder, der skulle underbygge en historie om, at Dansk Folkeparti var i valgkamp. Blandt andet fik Ole Birk Olesen Pia Kjærsgaard til at stille op til billeder, hvor hun lavede kaffe, spiste pizza og pakkede valgplakater.

I stedet for at overholde aftalen, valgte Ole Birk Olesen i stedet at skrive en historie under overskriften ”Discount-Pia”, hvor han anklagede Pia Kjærsgaard for at være villig til at gøre hvad som helst for at få presseomtale.

En gammel sag, der efter Netavisen Pios oplysninger stadig nager i Dansk Folkeparti og giver Dansk Folkeparti en følelse af, at Ole Birk Olesen ikke er til at regne med, og at man ikke kan stole på de aftaler, man laver med ham.

Den slags gamle sager har måske ikke den store betydning i det daglige arbejde på Christiansborg. Men når man som Ole Birk Olesen har talt usandt for Folketinget, så betyder det noget, at han ved to tidligere lejligheder har brudt aftaler med Dansk Folkeparti. Når en minister står med håret i postkassen, betyder det lige pludselig en hel del, om ministeren ellers har vist sig som en mand, man kan stole på. Det har Ole Birk Olesen ikke. Han har ikke en opsparet goodwill, der gør, at han kan slippe af sted med at begå den største fejl, en minister kan begå: At give forkerte oplysninger til Folketinget.

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.