Omkring 20 personer anholdt for at forberede terror og gult kort til Paludan

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Onsdag afværgede PET og politiet tilsyneladende et terrorangreb med et ”militant, islamistisk motiv”, der var under forberedelse.

Efter indstilling fra social -og indenrigsministeren har Valgnævnet besluttet at suspendere Stram Kurs' vælgererklæringer, mens det bliver vurderet, om partiet helt skal udelukkes. Og så er den unge, svenske klimaaktivist, Greta Thunberg, kåret som Årets Person i 2019 af Time Magazine.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Politiet og PET: Omkring 20 personer anholdt for at forberede terror

Ved en aktion onsdag er omkring 20 personer over det meste af landet blevet anholdt. Politiet mener, at de har skaffet remedier til fremstilling af sprængstoffer. De har angiveligt også forsøgt at anskaffe våben.

”Flere af dem sigtes for terror efter straffelovens paragraf 114 stk. 1,” oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov på et pressemøde onsdag eftermiddag.

”Vi har fået fat i alle dem, vi ledte efter. Der er altså ikke nogen på fri fod,” siger chefpolitiinspektøren.

Ved aktionen har politiet over det meste af landet desuden ransaget omkring 20 adresser.

Baggrunden for aktionen er en mistanke om, at et terrorangreb med et ”militant, islamistisk motiv” var ved at blive forberedt.

Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør i København og Flemming Drejer, chefpolitiinspektør i PET repræsenterede myndighederne på pressemødet.

Politiet vil fremstille de anholdte for lukkede døre torsdag, lød det på pressemødet.

Syv af landets 12 politikredse var involveret i onsdagens aktion. Ud over København drejer det sig om Københavns Vestegn, Midt- og Vestsjælland, Fyn, Midt- og Vestjylland, Østjylland og Nordjylland.

Derudover har Politiets Efterretningstjeneste (PET) også været involveret i aktionen onsdag.

placeholder

 

Operativ chef i PET Flemming Drejer fortæller, at den nye terrorsag ikke ændrer på terrortruslen i Danmark. Den betragtes fortsat som alvorlig.

Læs mere her.

 

Valgnævnet giver Rasmus Paludan og Stram Kurs det gule kort

Efter en indstilling fra social -og indenrigsministeren har Valgnævnet besluttet at suspendere Stram Kurs' vælgererklæringer, mens det bliver vurderet, om partiet helt skal udelukkes.

Det oplyser nævnet på sin hjemmeside.

”Valgnævnets afgørelse om midlertidigt at udelukke Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer (”gult kort”) indebærer, at Stram Kurs ikke kan indsamle vælgererklæringer, hverken digitalt eller papirbaseret,” skriver nævnet i sin afgørelse.

Partiet vil dermed indtil videre være afskåret fra at indsamle vælgererklæringer i vælgererklæringssystemet.

Partistifter Rasmus Paludan bekræfter over for DR Nyheder, at han har modtaget afgørelsen og afviser samtidig, at der er blevet snydt med vælgererklæringerne.

”Vi har vedrørende indsamling til Folketinget fulgt reglerne til punkt og prikke. Vi lever åbenbart i en bananrepublik,” skriver han i en mail.

Læs mere her.

 

Time Magazine kårer Greta Thunberg som Årets Person i 2019

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er kåret som Årets Person i 2019 af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Det skriver Time.

16-årige Greta Thunberg er dermed den yngste vinder af den prestigefyldte pris nogensinde. Førhen var det Charles Lindbergh på 25 år, der var den yngste vinder af Times pris. Han vandt i 1927, efter han blev det første menneske til at flyve uden stop over Atlanterhavet.

Klimaaktivisten begyndte sin skolestrejke for klimaet for mere end et år siden. Her blev hun væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i Stockholm.

Men hendes kamp for klimaet tog for alvor fart, da hun 23. september talte på FN's klimakonference i New York.

Titlen gives til en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der har sat et markant præg på året. I de seneste år har Donald Trump, Angela Merkel, The Silence Breakers (Me Too-bevægelsen red.) og The Guardians (en gruppe journalister heriblandt den myrdede Jamal Khashoggi red.). vundet prisen.

Læs mere her.

 

Ikke-vestlige indvandrere har taget del i jobfesten

Beskæftigelsen er vokset med ca. 240.000 personer de seneste seks år og har sat nye rekorder.

De seneste seks år har vi været vidner til en pæn fremgang på arbejdsmarkedet. Under opsvinget har jobfremgangen slået nye rekorder, og indvandrere har været med til jobfesten.

Det fremgår af en ny analyse fra AE-Rådet.

Knap 52.000 indvandrere fra ikke-vestlige lande er de seneste seks år kommet i beskæftigelse. Svarende til knap 22 procent af jobfremgangen på de nævnte ca. 240.000. Til sammenligning står personer med dansk herkomst for 45 procent af jobfremgangen, mens indvandrere fra vestlige lande står for 20,6 procent.

Jobfremgangen blandt ikke-vestlige indvandrere kan til dels forklares ved, at der er blevet flere ikke-vestlige 15-64-årige indvandrere i befolkningen. Befolkningsgruppen har dog også fået en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, og deres beskæftigelsesfrekvens er vokset. Dog ikke lige så meget som personer med dansk herkomst.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce