Omstilling til en drøm. Symbolisme…

På Ordrupgaard kan du pt opleve noget så betagende som at blive døsig af kunst. Ikke fordi det er kedsommeligt eller fordi du ikke bliver suget ind i de mange udstillede værker.

Tværtimod. Det er faktisk meningen, at du skal føle dig lidt omtåget, besat og hensat til et sted, der hverken eksisterer eller befinder sig i tid.

Det er nemlig den sære kunstgenre symbolismen, som du her vil blive udsat for.

Udstillingen er alene baseret på en privatsamling, der normalt befinder sig på et slot i udkanten af Paris.

Det er samleren og litteraten, Lucile Audouy, der gennem henved 50 år har indsamlet kunstværker, der især har haft en eller anden forbindelse til den excentriske eventmager og selviscenesætter, Joséphin Péladan, der stod bag en række udstillinger i begyndelsen af 1890’erne, under navnet Rose+Croix.

Kuratorerne bag udstillingen på Ordrupgaard fortæller, at samlingen især består af symbolistisk kunst, der er ‘litterær’, dvs. kunst, der refererer til andre litterære værker, også kaldet for ‘den idealistiske symbolisme’.

På udstillingen (og i samlingen) er der også centrale kunstnere fra den symbolistiske bevægelse, såsom Redon Odilon, Gustav Moreau og Fernand Khnopff, men ingen af disse er centrale hovedværker.

Men det er især den samlede effekt, der giver det positive udslag

Det er af andre grunde, at udstillingen på Ordrupgaard er seværdig. Først og fremmest præsenteres vi for mindre kendte kunstnere, såsom Charles-Marie Dulac, Edgar Maxence og Romaine Brooks, hvilket bestemt ikke er helt ueffent.

Men det er især den samlede effekt, der giver det positive udslag.

Sær og omfattende genre

Når man har bevæget sig igennem udstillingen, så efterlades man med en sær fornemmelse af beruselse, der vitterligt var selve grundideen bag den symbolistiske bevægelse, selvom symbolismen som genre er sær og ret omfattende.

Den opstod nemlig ikke som en samlet bevægelse, som det måske (og det ville være ærgerligt) kan give indtryk af på udstillingen på Ordrupgaard.

Symbolismen er snarere en idé, der opstod engang i midten af det nittende århundrede, og som voksede sig stor i slutningen af selvsamme århundrede.

Som genre blev symbolismen især præget af den franske digter og kunstkritiker Charles Baudelaire, der i 1857 udgav sit poetiske hovedværk: ’Les Fleurs du Mal’ (Helvedesblomsterne).

Charles Baudelaire var ven med maleren Édouard Manet

Her proklamerede han, at intet, som sådan, var smukt i sig selv. Baudelaire mente, ligesom den symbolistiske poet, Stephen Mallermé senere udtrykte det, at det ikke var kunstnerens opgave at male det, som han/hun fandt fascinerende eller ‘pænt’, men derimod den følelse, som det skønne indgød kunstneren, det vil sige selve oplevelsen af det skønne.

Charles Baudelaire var ven med maleren Édouard Manet. Manet står i dag som den førende kunstner, der inspirerede impressionisterne. Sammen gik de to rundt i Paris og talte om kunstens rolle.

Baudelaire besøgte flere gange den årlige, censurerede udstilling på ‘Parnasset’, og han gabte sig igennem alle værkerne (med undtagelse af Eugène Delacroix, der også var inspirationskilde for impressionisterne).

Han mente, at datidens kunstnerne var stivnet, og at den kunst, som de frembragte, var blodfattig og kedelig.

Alt god kunst er bizar

Charles Baudelaire oversatte den amerikanske forfatter, Edgar Allan Poe til fransk, og han mente, at alt god kunst var bizar, underlig og at dette var vigtigt for at det skønne kunne få et dybt nok indtryk.

Men han mente også, at tidens malere var forblændet af at kopiere historiske skønhedsidealer, for eksempel ved at vedblive med at male kvinder, der mindede mere om Venus af Milo, end om Paris' samtidige demimonder.

Charles Baudelaire var miskendt gennem hele livet, og han døde uden at være anerkendt hos andre end nogle få æsteter, der dyrkede ham intenst.

De mente, at tidens slang, og tidens mere levende, offentlige liv på barerne og cafeerne var dér, hvor kunstnerne skulle finde deres objekter

Han blev blandt andet dyrket af forfatteren og kunstkritikeren, Karl-Joris Huysmans, der i begyndelsen var en del af den naturalistiske bevægelse, som blandt andre Émile Zola, brødrene Goncourt og Gustave Flaubert var eksponenter for.

De mente, at tidens slang, og tidens mere levende, offentlige liv på barerne og cafeerne var dér, hvor kunstnerne skulle finde deres objekter.

I dag er det en kendt sag, at impressionisterne og naturalisterne var dem, der revolutionerede kunsten, fordi de forlod ateliererne, og begyndte at male lyset og tidens mænd og kvinder, samtidig med, at forfatterne skrev om folk på bunden af samfundet og deres skæbner.

Mindre alment kendt er det, at det faktisk var med inspiration fra Charles Baudelaire, at de fik ideen til selvsamme revolution.

Et stivnet syn

Karl-Joris Huysmans er heller ikke særligt kendt i Danmark, men hans kunstkritik og litterære indsats for både naturalismens, impressionismen og symbolismen er enorm.

Han skrev intenst om impressionisternes værker, som han mente var meget bedre end dem, der kom med på de mere officielle udstillinger, der var præget af et stivnet syn, bestående af henholdsvis historiske genremalerier og religiøse motiver.

Problemet var bare, at værkerne i grunden ikke var særligt effektfulde. Pæne og ordentligt udførte var de nok, men der var bare ikke noget i dem, de kunne forurolige en.

Det var især Karl-Joris Huysmans, der sørgede for at skiftet fra impressionisme til symbolisme lykkedes. I 1884 udgav han romanen ’Á Rebours’ (Mod strømmen), der handler om en excentrisk rigmand, der forlader det offentlige liv i Paris, for at hengive sig til ensomheden i en villa, som han lader opføre.

Nu er der kun kuglen fra en pistol eller korset tilbage. Huysmans valgte korset

Romanen blev stærkt udslagsgivende for skiftet. Her omgiver helten sig med alt det skønne, de fineste parfumer, de bedste kunstværker, de fineste blomster og de bedste litterære værker.

’Á Rebours’ er både et symbolistisk programskrift, men også et satirisk selvmord, hvor Karl-Joris Huysmans på en og samme tid skaber grundlaget for ideen og derefter dræber den.

Eller som en af Hans venner skrev: nu er der kun kuglen fra en pistol eller korset tilbage. Huysmans valgte korset.

Hovedpersonen er vidende om alt, og han dyrker de mest bizarre kunstværker. Han får, gang på gang, overload, og må ligge sig syg i flere dage, efter en intens omgang med for eksempel hans mange dufte, som han ‘spiller med’, som var det et orgel.

Alting indoptages gennem sanserne

Det interessante er, at symbolisterne arbejdede med synæstesi som en reel mulighed, dvs. indtryk, hvor for eksempel et maleri kan minde om et stykke musik, eller omvendt.

Alting indoptages gennem sanserne, som Charles Baudelaire havde udtalt. Det er sanserne, der giver os ideer, og det er sanserne, der giver os en mulighed for at fornemme ideen om det uendelige, og at der er korrespondancer mellem de fem sanser og mennesket og naturen.  

Det er derfor, at symbolismen som genre blev så bred. Den er ikke karakteriseret ved, at kunstnerne benyttede sig af den samme teknik, som det var tilfældet med impressionisterne.

Andre internationale symbolister blev eksotisk inspireret af satanisme og okkultisme

Nogle af dem blev religiøse, hvilket for eksempel var tilfældet med Karl-Joris Huysmans, men også de danske eksponenter for genren, Johannes Jørgensen og Joakim Skovgaard, blev stærkt religiøse.

Andre internationale symbolister blev eksotisk inspireret af satanisme og okkultisme, mens ganske mange blev inspireret af psykologi, såsom den østrigske maler Gustav Klimt og den norske kunstner Edvard Munch.

Alle elementer er til stede i værkerne, der er udstillet på Ordrupgaard, der har overskriften: ’Drømmenes Port. Symbolisme’.

I modsætning til romantikken

Generelt kan man sige, at symbolisterne arbejdede med antydninger, for eksempel ansigt- og kropsudtryk, der befinder sig på grænsen af galskab, men som samtidig virker erotisk.

Det er samtidig symptomatisk for de symbolistiske kunstnere, at de begyndte at arbejde mere med maleriet som flade, dvs. at de mere eller mindre opgav perspektivtegningen, fordi de ikke var interesseret i at gengive virkeligheden, som den tager sig ud for blikket.

Det er sansernes beruselse, der er i højsædet, og opium blev anvendt af mange af kunstnerne

De forsøgte, groft sagt, at illustrere noget metafysisk, men i modsætning til i romantikken, hvor man forestillede sig, at det uendelige kunne nås gennem tanken, var symbolisterne helt igennem sanseorienterede.

Det er sansernes beruselse, der er i højsædet, og opium blev anvendt af mange af kunstnerne (og faktisk også af Sigmund Freud).

Minder om Carl Th. Dreyers film

Når man ser disse mange kunstværker, der gør en døsig og virker som var de skabt af en drøm, så er det samtidig som om, at en meget stor del af de symbolistiske ideer, igen og igen, er kommet frem i kunsthistorien som ide.

Tag for eksempel Romaine Brooks ’Portræt af markise Casati’ (1920). Det optræder på udstillingen, og er et ret sent værk, der i grunden sprænger den normale tidsgrænse for symbolismen.

Men det er samtidig et meget godt eksempel på genren, der samtidig minder om Carl Th. Dreyers film og ekspressionisternes malerier.

Man kan også se klare paralleller til den senere punkbevægelse i firserne, med det anæmiske, androgyne udtryk, der både er sygt og erotisk forførende.

Alt i alt gør udstillingen på Ordrupgaard det, som den skal: Man introduceres for en række værker, der ikke vises ofte, og man får et godt indtryk af en kunstnerisk genre, der ellers er vanskelig at få hold på.

Man skal blot huske, at der er tale om en privatsamling, og at dette selvsagt gør, at der også er mangler. Der mangler for eksempel flere hovedværker, ligesom den mere perverse del af ‘den idealistiske symbolisme’.

Georg Brandes afskyede symbolismen

Det er bare også sådan, at vi i Danmark sådan set slet ikke har haft blik for den mere internationale del af symbolismen, især fordi den litterære mastodont, Georg Brandes, afskyede denne bevægelse, og fordi Johannes Jørgensen i grunden var inderligt religiøs og slet ikke brød sig om de andre symbolistiske kunstneres flirten med satanisme og okkultisme.

Charles Baudelaire var, som sagt, ikke anerkendt i bredere kredse, dengang hvor han skrev sine epokegørende skrifter om kunst og litteratur.

Han blev alligevel udslagsgivende for både naturalismen, impressionismen og symbolismen. Man skal huske, at dengang var det Victor Hugos poesi, der var Frankrigs største litterære gave, ifølge dem selv.

For Charles Baudelaire bestod den gode kunst af lige dele samtid og noget, der opfattes som uendeligt

At Karl-Joris Huysmans kårede Baudelaire til at være det tyvende århundredes største litterat, var nærmest en profeti, der er gået i opfyldelse.

Det er nok også derfor, at Huysmans selv ikke opfattede for eksempel religiøse, symbolistiske værker som en modsætning til impressionismen, som vi har tendens til at gøre i dag.

For Charles Baudelaire bestod den gode kunst af lige dele samtid og noget, der opfattes som uendeligt. Han forstod kunsten som en syntese af samtid og metafysik, men vel at mærke som sansning.

Tiltrængt med anderledes kunstretninger

Det er især rart at besøge udstillingen på Ordrupgaard, fordi vi gennem hele sidste år blev præsenteret for især naturalismens malere (kvinder) på de store kunstmuseer.

Det er tiltrængt med anderledes kunstretninger, der også har haft stor betydning og udbredelse. Symbolismens storhedstid var under Frankrigs ‘La belle Époque’, hvor kunstretningen Art Nouveau var den herskende stil.

Det var også for at skabe en døsig, hypnotisk effekt

Vi både elsker den og hader den. Disse kunstnere benyttede sig af den svungne kurve, som vi for eksempel kender det fra Paris’ metrostationer, hvor plantevækster slynger sig rundt og rundt.

Det var også for at skabe en døsig, hypnotisk effekt.

Det var indgangen til det tyvende århundrede, og med mere og mere frihed fra borgerskabets moralisme og bonerthed, blev den frie kærlighed besunget og beruselse af sindet det stærkeste udtryk for tidens fremskridt.

Siden blev det maskinerne og en mere industriel virkelighedsopfattelse, der blev den sejrende. Alt det forsøgte symbolisterne at bremse ved simpelthen at vende sig bort.

Om det var smart, skal jeg ikke kunne sige, men deres effekter virker nu også i dag, og deres kritik af massemennesket og det rent rationelle, er også relevant i dag.

 

Ordrupgaard. ’Drømmenes Port. Symbolisme’. 5. februar til 15. juni 2025.