Omstridt feministisk skodronning opdigtede forretning med tøjmilliardær Anders Holch Povlsen
Omstridt feministisk skodronning opdigtede forretning med tøjmilliardær Anders Holch Povlsen
Udadtil er fortællingen om det danske skomærke Roccamore stærke kvinder, feminisme og søstersolidaritet, men internt i den succesfulde virksomhed er virkeligheden en anden. Og det hele startede på en løgn
Frederikke Antonie Schmidt står bag det succesfulde danske skomærke Roccamore. Hun har ofte fortalt historien om, hvordan Roccamore begyndte, men i et afsnit af podcasten Pivot Iværksætterpodcast fra 10. februar i år indrømmer hun, at den start byggede på en løgn.
“Jeg hedder Frederikke, jeg kommer fra en stor dansk virksomhed der hedder Roccamore og det kan være du har hørt om den. Det er en mand Anders, hedder han, som står bag. Han har også lavet noget, der hedder Bestseller. Altså voldsomt ulovligt, lad være med det her, men det gjorde jeg,” fortæller hun.
hun har brugt lånte fjer for egen vindings skyld
Den Anders, som Schmidt refererer til, er ingen andre end Danmarks rigeste mand, Anders Holch Povlsen.
Hun har tidligere forklaret, at ingen ville tro på hendes idé, men ved at lade som om hun var en del af Bestseller-koncernen, overbeviste hun en italiensk fabrik om at producere hendes første sko.
Læs også:Dårlige vibrationer hos dansk sexlegetøjsgigant: Ansatte fik med pisken
Brugte lånte fjer
Om den noget ukonventionelle metode siger juraprofessor Sten Schaumburg-Müller til Netavisen Pio:
“Det er ikke ulovligt at gå rundt og sige noget forkert. Men hun har brugt lånte fjer for egen vindings skyld. Man kan overveje, om der er tale om bedrageri, men ingen har her lidt et tab.”
Han tilføjer:
“Til gengæld kan det, at hun bruger Bestseller være i strid med markedsføringsloven. Ifølge § 3 skal erhvervsdrivende udføre god markedsføringsskik, og det er ikke helt god skik, det hun gør.”
I dag i Frihedsbrevet bliver Frederikke Schmidt nemlig beskyldt for at skabe et ekstremt dårligt arbejdsmiljø
Netavisen Pio har forholdt Bestseller Frederikke Antonie Schmidts fortælling. Bestsellers pressechef, Kasper Reggelsen, er vendt tilbage med følgende svar:
“Jeg tror ikke, at vi har så mange ord at sætte på. Udover at vi naturligvis har den holdning, at man kommer længst med ærlighed. Og at det virker til, at pågældende også er kommet til samme konklusion.”
I podcasten fortæller Frederikke Schmidt videre, at hun efterfølgende har fortalt den italienske fabrik sandheden, og at de i dag stadig samarbejder. Fabrikken er også nævnt på Roccamores hjemmeside:
“Da Frederikke gik på jagt efter en italiensk skofabrik for at opstarte sin produktion, var denne fabrik den allerførste, der troede på hende, og siden da har de været som familie.“
Stiletterne sparker ned af
Selvom den italienske fabrik og Frederikke Schmidt efter sigende nu lever i lykkeligt samarbejde, ender skoeventyret ikke her.
I dag i Frihedsbrevet bliver Frederikke Schmidt nemlig beskyldt for at skabe et ekstremt dårligt arbejdsmiljø.
13 tidligere ansatte fortæller om, at stifter Frederikke Antonie Schmidt nedbrød sine medarbejdere, mobbede, bagtalte, løj, var aggressiv, grænseoverskridende og forsøgte at spille de ansatte ud mod hinanden. Nogle var decideret bange for hende:
“Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en,” fortæller en tidligere, kvindelig ansat.
det var forbudt at bruge ordet stress, fordi Schmidt selv havde haft stress
Ikke kun det psykiske arbejdsmiljø var utåleligt, men også de formelle arbejdsvilkår var kritisable. Flere beretter om ubetalt overarbejde, manglende barselsordninger, fordi Schmidt ikke tror på barsel, og forventninger om at arbejde under sygdom og i ferier.
En anden beskriver, hvordan det var forbudt at bruge ordet stress, fordi Schmidt selv havde haft stress og mente, at det udvandede diagnosen, hvis andre brugte ordet.
Feminisme på ydersiden, tyranni på indersiden
Roccamore har profileret sig på at være et feministisk brand, hvis “mission er at inspirere kvinder til at stå stærkt”.
Schmidt har haft profiler som forretningsmand og forfatter Morten Albæk, og de forhenværende ministre Brian Mikkelsen og Bjarne Corydon i kampagner, hvor mænd optrådte i høje hæle for at sætte fokus på ligestilling.
Men ifølge de tidligere ansatte, Frihedsbrevet har talt med, står budskabet i heftig kontrast til virkeligheden.
de så Schmidt nedbryde kvindelige ansatte, mens hun prædikede feminisme
De siger, at Schmidts kvindekamp var falsk, og at de så Schmidt nedbryde kvindelige ansatte, mens hun prædikede feminisme og flere kvinder i erhvervslivet på Linkedin.
I september fik en kampagne med tidligere leder af De Radikale og minister Margrethe Vestager i front også en hård medfart.
Kampagnen tilbød gratis sko til kvinder, der fik deres første bestyrelsespost, men blev ramt af kritik for at overse almindelige kvinders arbejdsvilkår.
Læs også:Kendt skomærke i modvind for “snobbet” kampagne - glemmer sosu'er og sygeplejersker
Ærlig, hemmelig snak
Det er ikke kun ansatte hos Roccamore, der er utilfredse. En skare af Roccamores kunder oprettede i 2021 en privat Facebookgruppe ved navn “Ærlig snak om Roccamore”. Af gruppebeskrivelsen fremgår det:
“Denne gruppe er et alternativ til den kommercielle Roccamore-gruppe, som administreres af virksomheden Roccamore, og hvor negativ omtale af skoene ikke tolereres. I denne gruppe kan alle derfor skrive frit om deres oplevelser med Roccamores sko og støvler, og med Roccamores kundeservice.”
Gruppen har i skrivende stund cirka 4.400 medlemmer.
Kommentarer
Med priser på 3.000 kr. for…
Med priser på 3.000 kr. for et par sko siger Lars stop.
Men ikke Vestager - bare de…
Men ikke Vestager - bare de er gratis ;-)
Først kom jeg til at læse …
Først kom jeg til at læse "skod-dronning". Men det er også længe siden, jeg har gået i skole.
Tilføj kommentar